Holger Sten

Holger Sten, Holger Konrad Sten,  19.6.1907-30.5.1971, filolog. Født i Kbh. (Matth.), død sst., begravet pÃ¥ Frbg. (Solbjerg). S., i hvis dÃ¥bsattest blev genindført slægtens oprindelige stavemtide med ét e, var syv Ã¥r da familien flyttede til Ã…rhus. Han blev klassisk-sproglig student 1926 fra Ã…rhus katedralskole med en meget høj eksamenskarakter. Hans begavelse var tidlig erkendt; venskabelig støtte satte ham i stand til at indlede et studium af romanske sprog ved Kbh.s univ. Han fik 1928–32 stipendium og ophold pÃ¥ Regensen hvor han med iver deltog i kollegielivet samtidig med at han uddybede sine filologiske kundskaber langt ud over kravene til den skoleembedseksamen i fransk og latin som han tog 1932. I de samme Ã¥r tilegnede S. sig videnskabelig metode. For en dansk romanist stod dengang valget mellem Kristian Sandfeld og Viggo Brøndal og S. var ikke i tvivl. Han forholdt sig Ã¥ben over for Brøndal som over for Louis Hjelmslev; men han var og blev Sandfelds fremragende elev. S.s forfatterskab er et godt eksempel pÃ¥, at en forsker kan yde helt originalt arbejde uden at vende op og ned pÃ¥ forgængernes disciplin. Det var Sandfelds positivistiske metode, hans fintmærkende syntaktiske analyse S. brugte i en afhandling, for hvilken han 1933 vandt Kbh.s univ. guldmedalje. Emnet var l'imparfait og le passé défini i fransk. Et kompliceret syntaktisk omrÃ¥de, nægtelserne i fransk, havde S. behandlet i hovedfagets specialeafhandling. Han førte det senere ud i rig detail, i disputatsen, Nægtelserne i Fransk. En historisk-syntaktisk Fremstilling som han med megen ære forsvarede 10.11.1938. PÃ¥ lignende mÃ¥de genopstod prisopgaven som S.s store franske tempuslære, Les temps du verbe fini (indicatif) en français moderne (Vidensk. Selsk. Hist.-filol. Medd.), 1952 der vandt indpas som en internationalt benyttet hÃ¥ndbog, genoptrykt 1964.

Sine metodiske erfaringer fra studiet af fransk overførte S. på et romansk sprog Sandfeld ikke havde opdyrket, nemlig portugisisk der fik samme plads hos S. som rumænsk havde haft hos Sandfeld. En mindre afhandling Zur portugiesischen Syntax tryktes i Archiv für das Studium der neueren Sprachen, 1936. Som Sandfeld havde karakteriseret "Det rumænske sprogs stilling og vigtigste ejendommeligheder", 1894, beskrev S. Les particularités de la langue portugaise, 1944, med front mod en sprogpsykologisk tolkning af portugisisk. Flere studier over dette sprog fremkom i Boletim de filologia, 1951–53. Posthumt udkom hovedværket L'emploi des temps en portugais moderne, 1973. S. gik ind i rækken af danske romanister som har gjort de romanske sprog klogere på deres eget nutidssprog. 1956 blev han medlem af Videnskabernes selskab.

Da S. blev cand.mag. var konkurrencen benhård. Han ville gerne undervise i gymnasiet men fik ingen adjunktstilling; det blev ved vikariater og undervisning på Købmandsskolen og officersskolen, fra 1939 som undervisningsassistent på Kbh.s univ. der tillige ansatte ham som assistent på filologisk laboratorium og støttede studierejser til Frankrig, Spanien, Portugal og Italien. Vendepunktet indtraf da Sandfeld og Brøndal døde med få ugers mellemrum okt.-dec. 1942. Fra 1.8.1943 var S. professor i romansk sprog og litteratur. Som lærer favnede han vidt. Han kunne tage alle fagets discipliner op, alle etaper i sproghistorien. Til undervisningsbrug forfattede han Manuel de phonétique française, 1956 (5. udg. 1969). Modsat Sandfeld glemte han aldrig den litterære tolkning for de sproglige iagttagelser. S. holdt af spørgsmål fra auditoriet, og intet spørgsmål kom bag på ham; han havde altid sine vidtspændende kundskaber præsente. Han glædede sig over sine elevers fremgang, under og efter studietiden.

S. var 1934 blevet gift med en studiekammerat og trivedes i et lykkeligt familieliv. Han vandt mennesker ved sit vennesæle væsen og sin humor. Der var dog noget vulkansk i temperamentet; hvis en sag oprørte ham, udløste det lidenskabelige udfald. Han havde et talent for at skrive livlige dialoger; i en utrykt dialog, Amphitryon 39, fører han bl.a. et veltalende forsvar for den "retfærdige harme". Med årene åbenbarede et maniodepressivt anlæg sig hos ham, med lette, nærmest frugtbart opstemte tider og tunge, dystre depressioner der ramte ham fra omkr. 1950. Hans hustrus død 1955 var et dybtrammende slag. Fra 1967 tog sygdommen i perioder overhånd; endnu i januar 1971 deltog han dog ved eksamen. En akut leverbetændelse rev ham bort. – S. var en høj intelligens, et følsomt gemyt der omfattede naturen ved Århus med sværmerisk beundring, en spontan natur som rummede skjulte dybder, et uselvisk, men ingenlunde selvudslettende menneske.