Carl Clemmesen

Carl Clemmesen, Alfred Johan Carl Christian Clemmesen,  27.9.1899-2.9.1966, læge, rådmand. Født i Ålborg, død på Bispebjerg hosp., Kbh., urne sst. (Bispebjerg kgd.). C. tog studentereksamen fra Metropolitanskolen 1917. Han indlagde sig fortjeneste allerede i studentertiden ved at medvirke til wienerbørns anbringelse i Danmark. Embedseksamen tog han 1925. I de følgende år uddannede han sig til ner-velæge ved ansættelse på kommunehospitalets psykiatriske afdeling og på Kolonien Filadelfia hvor han udarbejdede sit disputatsarbejde Inanition und Epilepsie der forsvaredes 1932. Undersøgelsen førte til påvisning af at sult var i stand til at formindske hyppigheden af epileptiske anfald (på gr. af ketonstofdannelse). 1938 overtog C. som selvskreven ansøger stillingen som overlæge ved den psykiatriske afdeling på Bispebjerg hospital hvad han forblev til sin død.

C.s hovedindsats bestemtes dog af en tidligt vakt interesse for organisations- og kommissionsarbejde inden for sundhedsvæsenet. Forudsætningen herfor var hans afbalancerede væsen, hans udmærkede forhandlingsevne og rolige dømmekraft, med sans for det gennemførlige og midtpunktbestemte der kunne forene stridende standpunkter. Han var med sin sobre og smidige tankegang den ideelle deltager ved konferencebordet. Han kom ved disse egenskaber efterhånden til at indtage en nøglestilling i forskellige organer med beslutningsfunktioner hvor hans pålidelige bon sens kunne udnyttes. Nævnes kan således hans mangeårige medlemskab af invalide-forsikringsretten, af sterilisationsnævnet og af svangerskabsnævnet. Som konsulent i sindssygevæsen ved sundhedsstyrelsen (fra 1950) kom hans ord til at spille en afgørende rolle i forbindelse med vigtige praktiske reformer. Også åndssvageforsorgen viede han sine kræfter som medlem af dens bestyrelse. På sin hospitalsafdeling gjorde han en pionérgerning ved at tage initiativet til indretning af et modtageafsnit for akutte forgiftninger, især med henblik på at redde selvmordskandidater. For dette foregangsarbejde hyldedes C. 1966 med en hædersgave af generalkonsul E. Carlsens fond. Utrætteligt vedblev han at søge nye områder for sin virketrang. Som sundhedsstyrelsens rådgiver kastede han sig i sine sidste år ind i opgaven at træffe ordninger for Grønlands sundhedsvæsen, hvilket medførte flere rejser til den fjerne ø. Skønt dette nye felt for hans virkelyst skaffede ham stor tilfredsstillelse var hans kræfter udtømt, og han gik bort uden at have fuldført hvad han ønskede. - C. lod sig vælge til medlem af Kbh.s borgerrepræsentation 1943 for herigennem at få indflydelse på udviklingen af hovedstadens hospitalsvæsen. 1962 opnåede han at blive rådmand for magistratens 3. afd. Stor betydning fik C. for lægeforeningen. 1933-36 var han formand for fraktionen af yngre læger og kåredes 1937 til dens æresmedlem. 1945-50 var han formand for den samlede lægeforening som danske lægers energiske ordfører. I denne egenskab indlagde han sig stor fortjeneste ved at gennemføre at lægeforeningen erhvervede det Plessenske palæ til domicil (Domus medica) for foreningen som erstatning for den hidtidige bygning som ødelagdes under krigen. I erkendelse af hans omfattende indsats for lægestanden tildelte foreningen ham 1954 Barfred Pedersens ærespris. I dansk sundhedsvæsen og lægestands historie i midten af 1900-tallet indtager C. en hæderfuld plads som den sikre rådgiver i alle spørgsmål af samfundsmæssig betydning. Hans diplomatiske takt værdsattes og påskønnedes højt, såvel som hans nøgterne, inderst varme retfærdssans.