H.J. Schou

H.J. Schou, Hans Jacob Schou,  20.8.1886-2.5.1952, neurolog. Født i Mullerup, død i Holte, begravet Søllerød kgd. Efter at have taget præliminæreksamen 1902 fra Roskilde begyndte S. en praktisk ingeniøruddannelse og studerede en kort tid på Polyteknisk læreanstalt. Han afbrød dog hurtigt denne bane, tog studentereksamen fra universitetet 1906, studerede medicin og absolverede medicinsk embedseksamen 1913. De følgende år var viet uddannelsen som nervelæge; for neurologiens vedkommende på Rigshospitalets neurologiske poliklinik hvor S. en tid var fast assistent (under Viggo Christiansen) og på kommunens daværende nervepoliklinik i Lønporten; for psykiatriens vedkommende på 6. afdeling hvor S. var assistent 1916–18. Samtidig var han assistent på V. Christiansens og P. D. Kochs private nerveklinikker. 1919 fik han ansættelse som reservelæge ved Skt. Hans hospital og avancerede her allerede s.å. til afdelingslæge ved mandshospitalet. 1922 udnævntes han efter Adolph Sells død til dennes efterfølger som overlæge på epileptiker- og sindssygehospitalet Filadelfia ved Dianalund i Vestsjælland, en stilling der i særlig grad imødekom hans ønske om at virke i kristelig ånd. Ved Sells død havde kolonien Filadelfia endnu ikke nået den form som det havde været stifterens plan at give den. Endnu stod mange udvidelser tilbage. Det blev S.s fortjeneste at arbejde energisk for at realisere disse planer hvorved han samtidig stræbte efter at gøre det hidtil meget konservativt ledede hospital tidssvarende både i plejemæssig, og videnskabelig henseende. Foruden talrige ombygninger og moderniseringer af de gamle afdelinger og opførelsen af enkelte helt nye afdelinger må her fremhæves dels oprettelsen af en lægebygning for hospitalets videnskabelige forskning, rummende flere laboratorier samt bibliotek, dels opførelsen 1928 af landets første sanatorium for lettere sindslidelser (hvilket i øvrigt også var indgået i Sells oprindelige planer).

Hele denne udvikling under S.s auspicier har ikke alene gjort hospitalet meget stort (over 700 patienter) og forøget lægepersonalet betydeligt, den har også givet hele institutionen betydning som forskningsanstalt. Til gengæld har denne udvikling nødvendigvis medført at institutionen har mistet noget af sin oprindelige ejendommelige karakter af et caritativt tilflugtssted for sindslidende (se Adolph Sell). Ved siden af denne praktiske indsats har S. ydet et ikke ringe antal litterære bidrag til faget. 1922 havde han taget doktorgraden på afhandlingen Studier over den tidlige syphilitiske Meningitis. 1936 kom Følelsernes Fysiologi, en række undersøgelser over de legemlige fænomener (rødmen, forandringer af hudtemperaturen og mavesaftsekretionen, stofskifteændringer) der ledsager følelsesytringerne, et arbejde der smukt slutter sig til tidligere danske arbejder over dette emne (C. Lange, A. Lehmann). Det grundige værk er væsentlig kompilatorisk. S. tør af sine undersøgelser ikke drage nye, originale slutninger om forholdet mellem psykiske og fysiologiske funktioner. En række publikationer har haft til formål at sprede kendskab til psykopatologien blandt lægfolk, navnlig teologer og vordende præster, således Religiøsitet og sygelige Sindstilstande, 1924 og Sjælelige Konflikter, 1931, begge oprindelig holdt som forelæsninger på pastoralseminariet efter dettes anmodning. 1928 kom den lille bog Folkesanatorier for Nervøse, og i fortsættelse af den skriftet Nervekur, 1948. Personlige synspunkter fremlagde S. i den lille bog Tanke og Anelse, 1941. I forening med Henrik Bramsen udgav S. 1947 en skildring af sin slægtning, maleren Ludvig Abelin Schou.

Siden 1938 var S. hovedredaktør af det nye internationale tidsskrift for epilepsiforskning Epilepsia samt sekretær i Ligue internationale contre l'Epilepsie. 1928–31 var han formand i Dansk neurologisk selskab, 1935–38 for Dansk psykiatrisk forening (nu selskab). Siden studieårene lå kristeligt forenings- og organisationsarbejde S. stærkt på sinde, og han beklædte i flere år formandshvervet i Kristelig lægeforening. En udpræget praktisk sans, trangen til at se et konkret arbejde blive gjort og ført ud i livet, prægede S.s gerning, og det er disse egenskaber som har sat blivende spor – i hans hospitalsmodernisering, i organisationsarbejde og i undervisning af teologer. Men ved siden heraf var det for S. et åndeligt behov i skrift og tale at tage del i livsanskuelsesdebatten. Herved ville han, som det søgende viljesmenneske han var, også skaffe orden i sine egne tanker. Trods den knappe, distancerende fremtræden der i grunden var S.s generøse natur imod bankede hos ham et varmt, deltagende hjerte. Skønt skrøbelig af helbred udnyttede han sine evner til det yderste.