Severin Nordentoft

Severin Nordentoft, Thomas Severin Johannes Nordentoft,  24.11.1866-26.9.1922, læge. Født i Brabrand, død i Kbh., begravet i Brabrand. N. var den ældste af en større flok særprægede og begavede børn med yderst forskellige livsskæbner. Han blev student 1883 fra Århus og tog lægeeksamen 1890, var i de følgende år kandidat ved forskellige kbh.ske hospitaler foruden 1891-92 konst. distriktslæge på Norderøerne, Færøerne. Efter nogle måneder som reservelæge ved kommunehospitalet i Århus nedsatte han sig i Thisted og praktiserede der indtil 1901. I denne periode skrev han disputatsen Om Uretero-Genital-Fistler hos Kvinden som han forsvarede for doktorgraden 1899 med P. Plum og Leopold Meyer som opponenter. Forarbejderne til det fortrinsvis på flittige litteraturstudier baserede, men i emnet vejledende arbejde havde han gjort 1896 under et studieophold i Wien hos gynækologen Wertheim. 1901 flyttede han til Århus hvor han ved siden af sin privatpraksis 1903-20 havde en ret stor kirurgisk virksomhed på Skt. Josephs hospital. I hæren blev han korpslæge 1902 og var overlæge 1905-13. N. var fortrinligt begavet, jernflittig, energisk og ærgerrig og havde vidtspændende interesser, men manglede selvkritik og sans for nøgtern vurdering, også af sine omgivelser som han jævnlig kom i konflikt med. Uden tilstrækkelig kirurgisk skoling stræbte han højt og deltog 1906 i konkurrencen om O. Wanschers professorat, hvori O. Blochs elev V. Schaldemose sejrede (afhandling: Den tuberkuløse Peritonitis og dens chirurgiske Behandling). Skuffet her kastede N. sig med glødende initiativ over røntgenologien og oprettede 1910 sammen med broderen Jacob Nordentoft en røntgenklinik der søgtes af patienter fra hele Jylland. 1920 udnævntes N. til leder af Århus kommunehospitals røntgenafdeling og radiumstation, men afskedigedes på grund af kompetencestridigheder 1922. S.å. flyttede han sin virksomhed til Kbh. hvor han døde få måneder efter af en snigende blodsygdom forårsaget af røntgenstrålerne. – N.s uhyre litterære produktion inden for svulstbehandling med røntgenstråler, hvor han gjorde sig til talsmand for brugen af hårdt filtrerede stråler, gjorde ham til noget af en pioner inden for den tids radiologi. Men N.s optimistiske fanatisme og manglende kritiske sans svækkede tilliden til hans virke, ligesom hans Haandbog i Røntgenbehandling, 1917, den første i Skandinavien, karakteriseredes som fejlfyldt og forhastet. Ikke blot fagfæller, men medicinere og neurologer kunne ikke godkende N.s diagnoser og måtte derfor anse de postulerede helbredelser som urigtige. Dertil kom N.s langstrakte og ofte ironisk-sårende diskussionsfacon. Men i hans arbejde om behandling af hjernesvulster og præoperativ behandling af brystkræft var han med til at fremme nye behandlingsmetoder. – Foruden videnskabelig produktion nåede N. tillige at publicere tre skuespil, samt arbejder om forsvarssagen og pacifismeproblematik og populærvidenskabelige studier om tuberkulose og sundhedslære.