R. Malling Hansen

R. Malling Hansen, Hans Rasmus Johan Malling Hansen, ved dåben Hans Rasmus Malling Johan Hansen,  5.9.1835-27.9.1890, døvstummelærer, opfinder. Født i Hunseby, død i Kbh. (Jac), begravet sst. (Garn.). Efter faderens tidlige død kom M. i huset hos lærer Rasmus Malling i Hunseby, og efter sin konfirmation blev han sat i malerlære i Maribo. Grev F. M. Knuth til Knuthenborg tog sig her af den opvakte dreng, han kom på Jonstrup seminarium, og efter et treårigt ophold her tog han 1854 eksamen. Han var nu en kort tid hjælpelærer på Lolland, men blev - atter ved grev Knuths hjælp - sat i stand til at studere. 1858 blev han student og blev nu i begyndelsen af 1859 lærer ved Det kgl. døvstummeinstitut i Kbh. hvor han fandt en virksomhed der interesserede ham. Han opgav dog stillingen for at læse teologi, men studierne blev hurtigt afbrudt, da man ønskede en dansk mand til døvstummeinstituttet i Slesvig, og 1862 blev M. lærer ved og 1864 forstander for instituttet. Men ved krigens udbrud vendte han tilbage til studierne i Kbh. og tog 1865 teologisk eksamen efter kort forinden at være blevet konstitueret som forstander for Kbh.s døvstummeinstitut; endelig udnævnelse som forstander og præst fik han i sept.s.å. Med iver og interesse arbejdede han nu i denne gerning, og snart havde han et væsentligt resultat at opvise. Efter indstilling fra instituttet og fra Johan Kellers private døvstummeskole resolverede ministeriet 1867 at der fremtidig skulle ske en sondring mellem de til undervisning indkaldte døvstumme børn, således at de egentlige døvstumme skulle oplæres på instituttet, mens de uegentlige og åndssløve døvstumme henvistes til de Kellerske anstalter -den såkaldte danske deling. Herved var der vundet et vigtigt rationelt grundlag for undervisningen der for de uegentlige døvstummes vedkommende nu helt blev baseret på talemetoden, mens tegnmetoden bibeholdtes på døvstummeinstituttet som dettes væsentlige undervisningsmåde. Dette skridt var imidlertid kun en begyndelse. Da instituttet i Kbh. ikke kunne afgive plads til alle Danmarks egentlige døvstumme, fremkom der fra M.s egen hånd 1879 et forslag om oprettelse af et dovstummeinstitut i Jylland for egentlige døvstumme hvor undervisningen udelukkende skulle ske efter talemetoden, og ved hans energiske optræden blev døvstummeinstituttet i Fredericia oprettet 1881 med Georg Jørgensen som forstander. Talemetodens sejrrige fremtrængen her i landet er i væsentlig grad blevet støttet af M. 1868 havde han besøgt en stor del af udlandets døvstummeinstitutter og set talemetodens gode resultater. 1872 var han en af lederne ved et møde i Kbh. af de nordiske abnormskolers lærere, og han var et virksomt og indflydelsesrigt medlem af en 1888 nedsat kommission der bl.a. foreslog at staten skulle overtage den Kellerske anstalt og overføre den til Nyborg, hvilket førte til loven af 11.4.1890, hvorefter den kgl. døvstummeskole for uegentlige døvstumme åbnedes 1891 med Georg Forchhammer som forstander.

M. var teknisk begavet, og hans overvejelser angående et apparat der kunne gengive lydtegn hurtigere end det var muligt med håndskrift førte til opfindelsen af skrivekuglen. Han forbedrede den efterhånden, fik også støtte fra staten, men opfindelsen kunne ikke konkurrere med de lettere håndterlige og bedre amerikanske skrivemaskiner. Indførelsen af et nyt bespisningsreglement på døvstummeinstituttet 1877 fik M. til at begynde nogle daglige vejninger og målinger af instituttets elever, og de førte ham ind i omfattende studier. Han blev ikke stående ved at veje og måle nogle enkelte børn til spredte tider, men indførte daglige massevejninger år igennem og påviste herved at der er bestemte perioder i børns højde- og tykkelsesvækst, uafhængige af deres ernæring og beskæftigelse. Jævnsides hans sans for eksakte målinger nærede han en tro på at også kosmiske påvirkninger spillede ind. Gennem en række undersøgelser ville han påvise at perioderne i børnenes vækst og vægt skyldes kosmisk indvirkning, ja at alle organiske funktioner på jorden er uafbrudte og samstemmende intensitetssvingninger til hvilke impulserne udgår fra solen, idet de kommer i eller med dens varmestråler. Han udgav forskellige skrifter herom som han betegnende nok nummererede som "Fragmenter"; det var "Udsigtspunkter over store og rige Strækninger", der yderligere skulle bearbejdes.