Mads Lidegaard, Mads Vestergaard Lidegaard, 17.6.1925-9.7.2006, højskolelærer. Født i Kragelund. L. blev student 1943 fra Th. Langs skole i Silkeborg, cand.teol. 1950 fra Århus univ. Efter en to-årig periode som højskolelærer ved Danebod højskole og et år som hjælpepræst ved Frederikskirken blev L. 1953 ansat som præst og seminarielærer i Godthåb. Forinden ansættelsen havde han lært sig grønlandsk. - Med særligt henblik på at forberede grønlænderne på det moderne samfunds problemer udgav L. en række folkeoplysende skrifter på grønlandsk. Ret snart gjorde L. den for hans videre arbejde bestemmende iagttagelse, at mødet mellem Grønland og Danmark er et møde mellem to forskellige kulturer og livsformer, og at den store grønlandskommissions og senere grønlandsudvalget af 1960s grundlæggende forestilling om en grønlandsk samfundsudvikling ad de samme baner som i Danmark betænkeligt rykker opmærksomheden bort fra grønlændernes egen samfunds-kultur. L. var medlem af den komité som forberedte opførelsen af Knud Rasmussens højskole og var højskolens formand 1958-74. Han var medlem af skoledirektionen for Grønland i to perioder, formand for Det grønlandske selskab 1970-78. Afbrudt af mindre ophold i Grønland gjorde L. tjeneste i ministeriet for Grønland 1961-66 hvor han opbyggede og var leder af kurser for udsendt dansk personale til Grønland. L. har skrevet en række bøger om Grønland, Grønlands historie, 1961, Ligestilling uden lighed, 1973, hovedværket Det gælder Grønland, 1968 og romanen Pavia - en grønlænder, 1973. 1966 blev L. lærer på Krogerup højskole med fagområder som Grønland, minoritetsproblemer, ulande, vækstproblemer, idéhistorie og udøvede sideløbende hermed intensiv og landsdækkende foredragsvirksomhed. - L. var medlem af initiativgruppen til uddannelsen af danske frivillige til ulandene, medlem af bestyrelsen for Mellemfolkeligt samvirke 1966-75 og formand for Magleås højskole 1967-74. L. har på sine mange rejser særlig interesseret sig for natursamfund og minoritetsproblemer. I bøgerne Tradition og udvikling, 1969 og Det frie menneske, 1972 har han redegjort for det moderne samfunds mennesker i forhold til natursamfundenes. L. var 1975 medstifter af Organisationen til oplysning om atomkraft (OOA). L. har 1975-80 arbejdet med at finde og registrere Hærvejens mangfoldige vejspor. Flere bøger fra hans hånd fortæller om resultatet af dette arbejde.
Forældre: sognepræst Kresten Holger L. (1895-1949) og sygeplejerske Johanne Vestergaard (1894-1976). Gift 7.3.1953 i Hareskovby med tv-producer Else Bennike, født 23.2.1933 i Ulstrup, d. af lærer Frithjof B. (1893-1965) og Sofie Schiørring (1894-1975).
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki