Dansk Biografisk Leksikon

Agnete Zacharias

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Agnete Zacharias, Agnete Etla Zacharias,  23.2.1889-1.1.1975, sangpædagog. Født i Kbh, død sst., urne på Søndermark kgd. Efter studier i sang og violin ved konservatoriet i København suppleret med sangtimer i både Berlin og Paris debuterede Z. 1913 med en egen sangaften i København. Hendes varme, karakteristiske altstemme blev snart efterspurgt i koncertsammenhæng, men hurtigt begyndte hun også en pædagogisk virksomhed. Fra grundlæggelsen af Københavns drengekor 1929 og en snes år frem blev hun Mogens Wöldikes nærmeste medarbejder. Hun var med til at bygge drengekorets klang op fra den første spæde begyndelse og grundlagde det pædagogiske system som korets senere instruktører har bygget videre på. Sine erfaringer udmøntede Z. i et par værdsatte lærebøger i stemmedannelse (Stemmedannelse og Korsang, 1934, og Stemmedannelse, 1937) og hendes pædagogiske teser fandt yderligere udbredelse gennem skoleradioudsendelser hvor elever fra drengekoret demonstrerede hendes pædagogik. Fra 1936 var Z. lærer i praktisk pædagogik ved konservatoriet i København. Fra 1939 var hun sanglærer ved Københavns universitet og kom dermed til at sætte sangligt præg på en generations gymnasielærere i musik. Fra 1948 koncentrerede hun sig helt om undervisning af voksne og virkede fra 1951 ved konservatoriet i København som en skattet sanglærer der ikke følte sig hævet over at rejse udenlands for at hente fornyet pædagogisk inspiration hos kapaciteter som den tyske professor Franziska Martienssen-Lohmann. Helt op i 80erne gav Z. med streng disciplin og stor elskelighed sine erfaringer fra sig til en stor elevskare. Hun hædredes 1966 med Tagea Brandts rejselegat.

Familie

Forældre: viceinspektør ved Det kgl. vajsenhus, cand.teol. Niels Harald Emil Larsen (1838-1914) og Maria Gautier (1850-1918). Gift 24.10.1931 i Skovshoved med komponist, musikkritiker Walter Z., født 16.1.1909 i Horsens (gift 2. gang 1975 med Hannah Elisabeth May, født 1942), s. af grosserer Joel (Julius) Z. (1869-1937) og Anna Christiane Marie Bormann (1875-1948).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Søren Sørensen: Kbh.s drengekor gennem 50 år, 1974.

 


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev

Om artiklen

Oprindelig forfatter
KKet
18/07/2011

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki