Dansk Biografisk Leksikon

Chr. Østrup

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Chr. Østrup, Anton Christian Pedersen Østrup,  8.4.1891-13.10.1981, skoleinspektør. Født i Østrup, Glud sg. ved Horsens, død i Bagsværd, begravet Sorgenfri kgd. Trods små kår blev fire af landsbyskrædderens børn lærere. Ø. tog sin eksamen 1912 ved Blågårds seminarium og ansattes s.å. som vikar ved Kbh.s skolevæsen, fastansattes 1918, blev viceinspektør 1940 og var 1945-61 skoleinspektør med særligt hverv. Dette hverv var hans arbejde for feriebørnene. Han var 1927 blevet medlem af den af skolefolk dannede komité for kbh.ske skolebørns landophold hvor han virkede som sekretær for lederen af feriebørnsudsendelsen indtil han 1933 selv blev leder, et hverv som han røgtede indtil 1961. Ideen til skolebørns ferieophold opstod i koleraåret 1853, og siden da har en kreds af skolefolk stået for arrangementet. Under Ø.s ledelse forstærkedes indsatsen for fremskaffelse af feriepladser. Ø. havde et åbent blik for hvorledes hans hjertesag skulle gøres populær og gik løs på opgaven med charmerende ildhu, fik arrangeret radioudsendelser, skaffede sagen omtale i dag- og ugeblade, udsendte opråb til landbohjem og fik opsat plakater på jernbane- og rutebilstationer. Hvert år efter sommerferien sang et kor af børn i radioen en tak til feriværterne og ved juletid en hilsen til dem. Da fjernsynet indførtes fik han også det med. Denne kraftige agitation bragte antallet af feriepladser stærkt i vejret. 1932 udsendtes 600 børn til nye pladser, i 1936 3900. I 1945 kulminerede udviklingen med 7900 nye pladser. Derefter gik det tilbage. 1950 var der kun 2700 nye pladser, i 1960 1100, men dette var tilstrækkeligt til dækning af behovet hvorved bemærkes at det antal børn som af ferieværterne blev inviteret på genbesøg må antages at have været væsentlig større end det antal børn som udsendtes for første gang. At behovet for disse landophold er aftaget hænger sammen med den sociale udvikling. Forældrene kan nu holde ferie med deres børn. 1934-69 var Ø. medlem af bestyrelsen for Provinsbørns ferieophold i Kbh. For rejsefaget blev han en foregangsmand idet han fra slutningen af 1920erne organiserede kollektive ferierejser for lærere til Italien.

Familie

Forældre: skræddermester Søren Pedersen (1842-1917) og Kathrine Nielsdatter (1851-1924). -21.5.1918 i Højelse med Ellen Nielsen, født 13.6.1895 i Højelse, død 7.8.1966 i Kbh., d. af parcellist Lars N. (1865-1909) og Birthe Nielsen (1863-1962).

Udnævnelser

R. 1943. R.1 1960.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

C. Ø. i Beretn. om Kbh.s kommunale skolevæsen 1960-61, 1961 70-83. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
viceinspektør
(af lat. vice- + inspektør ), viceskoleinspektør; ...Artikel i Den Store Danske
Bagsværd
forstad til København , beliggende i Gladsaxe ...Artikel i Den Store Danske
Sorgenfri
række- og parcelhuskvarter nord for København ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
GrH
18/07/2011
  • Læst 758 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki