rebslager

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Rebslager e ved uddrivningsanlægget på Randers Rebslaaeri. Billedet viser klarekammen, der styrer de spundne garner, når de af uddrivningsvognen sammendrejes til kordeler, samtidig med at de trækkes ud til banens ende; dette system blev opfundet i 1792 og ca. 1850 indført på de fleste store reberbaner. Fotografiet stammer formentlig fra tiden omkring 1930, da det meste garn blev spundet på maskine, mens det traditionelle håndværk blev videreført af de mindre reberbaner.

rebslager, håndværker, der fremstiller reb og tovværk. Faget var kendt også i forhistorisk tid og formentlig udviklet af bønders og fiskeres husflid, men det er først omtalt forholdsvis sent, idet det eneste danske lav, der kendes fra middelalderen, er Malmøs, der har lavsartikler fra 1412. Rebslageri er et stærkt arealkrævende fag, jf. den lange reberbane, hvis eksistens endnu afspejles i gadenavne i mere end en snes danske købstæder. Reberbanerne, der typisk først blev overdækket fra slutningen af 1800-t., var som regel ca. 100 m lange; længere baner, der kunne være op til 330 m lange, fremstillede tovværk til søfart og lå i flere kystbyer.

Som materiale til rebslagning blev bast fra 1300-t. efterhånden afløst af hamp, Cannabis sativa, der fra 1500-t. blev importeret fra Rusland og Baltikum; fra anden halvdel af 1800-t. benyttedes også manila, Musa textilis, den såkaldte manilahamp. Man har desuden anvendt hør, jute, bomuld og sisal samt under 2. Verdenskrig også papir. I midten af 1800-t. begyndte man at anvende tråd af jern og i 1900-t. også i stigende omfang kunststoffer.

Rebslagning foregik ved, at hampen blev heglet i reberbanens heglekammer. De heglede fibre eller taver blev samlet i en dis, dvs. et bundt. Derefter foregik spindeprocessen ved, at rebslageren med disen på sin mave holdt det spundne garn med hånden, mens han gik baglæns ned ad banen, og hjuldrejeren drev spindehjulet.

I slutningen af 1800-t. indførte mange mindre reberbaner selvtrækkermaskinen, hvorved hjuldrejeren kunne undværes ved spindeprocessen. Garner og tovværk blev friholdt af jorden under arbejdsprocessen ved at ligge på mikker, dvs. trækamme placeret med 10-15 m afstand langs banens sider. Garnerne blev løbet eller snøret sammen til såkaldte dugter eller kordeler, og 3-4 dugter blev slået sammen til en line eller et tov. I tykt tovværk indgår op til flere hundrede garner. Denne arbejdsproces blev midt i 1900-t. afløst af mekaniseret produktion. Se også håndværk.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Rebslager e ved uddrivningsanlægget på Randers Rebslaaeri. Billedet viser klarekammen, der styrer de spundne garner, når de af uddrivningsvognen sammendrejes til kordeler, samtidig med at de trækkes ud til banens ende; dette system blev opfundet i 1792 og ca. 1850 indført på de fleste store reberbaner. Fotografiet stammer formentlig fra tiden omkring 1930, da det meste garn blev spundet på maskine, mens det traditionelle håndværk blev videreført af de mindre reberbaner.

Viser 2 af 2 billeder

Filer

FilTilføjet af 
[+453317.801.svg (322.65 kB)

Admin

05/02/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
27/02/2013
Ekspert
PeOS
Oprindelig forfatter
Degn
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki