Friedrich Fröbel. Med baggrund i mere end 30 års lærergerning antog Fröbel, at menneskets personlighedsudvikling grundlægges i småbarnsalderen. Derfor skabte han børnehaven som grosted, hvor det lille barn kan udfolde sig under kyndig vejledning. Litografi af F.M.E. von Rohrbach, ca. 1840.
Friedrich Fröbel, 1782-1852, tysk pædagog. Efter naturvidenskabelige studier begyndte Fröbels livslange virke først som lærer og pædagogisk tænker og i de senere år som skaber af børnehaven. Fröbel, der byggede videre på Pestalozzis filosofi og praksis, havde som hovedtese, at mennesket er "naturens barn, menneskets barn og Guds barn". I den fröbelske pædagogik er anskuelse og aktiv handlen udgangspunkt for refleksion, og legen er central i læreprocessen. Fröbel udviklede et system af materialer til støtte for barnets udvikling og fremhævede i sine bøger mødrenes betydning som slægtens kulturbærere.
Den første Fröbelbørnehave blev oprettet i 1840, og idéen blev på trods af politisk modstand hurtigt udbredt. I de nordiske lande harmonerer Fröbels barne- og skolesyn med det Grundtvig-koldske, ligesom børnehaver i Norden bl.a. blev et redskab i kvindefrigørelsen. To seminarier i Danmark bærer Fröbels navn. Se også børnehave.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Viser 1 af 1 billeder
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki