Kong Valdemars Jordebog

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Kong Valdemars Jordebog, håndskrift, bl.a. med oplysninger om Valdemar 2. Sejrs indtægter ca. 1230-40 og i det hele taget den vigtigste kilde til kongemagtens indtægter i 1100-1200-t. Håndskriftet, der nok er blevet til i Sorø Kloster, består af 153 pergamentblade og befinder sig nu i Rigsarkivet i København. Det er på latin og omkring år 1300 skrevet af efter et forlæg. Navnet Kong Valdemars Jordebog stammer fra 1744-45 og er uheldigt, eftersom håndskriftet indeholder en hel del andet end indtægtsfortegnelser, fx en evighedskalender, krøniken Valdemarsårbogen, lister over paver og danske konger, forskellige teologiske arbejder, et testamente i uddrag og en beskrivelse af en rejserute til Estland.

Håndskriftets afsnit vedrørende de kongelige finanser fordeler sig på adskillige lister. Den vigtigste er hovedstykket, dateret til 1231. Her gives herred for herred oplysninger om kongelig jordejendom, og hvad herrederne skyldte kongen i underhold er angivet i nætters tjeneste eller mark sølv. For visse byers vedkommende noteres afgifter fra told og møntslagning. Til hovedstykket knytter sig indkomstlisten, en summarisk sammenregning af indtægter fra ca. 1240. I kongelevslisten registreres en vigtig del af kongemagtens jordegods (se kongelev). To lister fra ca. 1241, købstadslisten og plovlisten, har skullet tjene til opkrævning af plovskat på Sjælland, Lolland, Falster og Møn. En øliste nævner næsten alle danske småøer og de dyr, der kunne jages her, mens indtægter fra dele af riget, nemlig Halland, Lolland, Falster, Femern og Estland, detaljeret er optegnet for sig; det samme gælder det kongelige følges fortæring på to nætter. Endelig indeholder Kong Valdemars Jordebog den gådefulde broderliste, der omhandler grupper på hver tre stormænd fordelt over landet. Måske er der her tale om en art broderskab knyttet til hirden.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
19/08/2010
Marie-Louise Hammer
19/08/2010
Redaktionen
17/02/2009
Oprindelig forfatter
BPou
31/01/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki