Moltke

Moltke, mecklenburgsk uradelsslægt, der tidligst forekommer med de to brødre, ridderne Friedrich Moltke (nævnt 1254 og 1265) og Johann Moltke (nævnt 1255 og 1270), der blev stamfædre til talrige uddøde og endnu levende linjer. Om slægtens oprindelse er slavisk eller tysk, er stadig uvist. Den sikre stamrække for alle nulevende slægtsmedlemmer begynder med mecklenburgsk råd Otto Moltke (nævnt 1441 og 1486) til Strietfeld. Slægtens godser, ægteskabsforbindelser og panteerhvervelser fra de mecklenburgske fyrster og hertuger gav den stor politisk indflydelse i 1300- og 1400-t. Et stort fødselsoverskud i slægten i 1500-t. medførte opsplitning af godserne og forringede dens økonomiske grundlag, Trediveårskrigen gav den et økonomisk knæk, og sidst i 1700-t. sad den ikke mere på godser i Mecklenburg. Linjer udvandrede til Württemberg, Preussen og Østrig og knyttede sig især til hæren og det politiske liv.

I 1300-t. kom en linje til Danmark, hvor den især under Valdemar 4. Atterdag og Oluf 2. fik stor politisk indflydelse. I 1400-t. fik denne linje lavadelig status, men uddøde ca. 1520. Dansk overhofmarskal og gehejmeråd Adam Gottlob lensgreve Moltke til grevskabet Bregentved tilhørte en endnu levende, ubetitlet linje, der i 1600-t. kom til Danmark. Han blev stamfader til en række linjer og kunne i kraft af sin rigdom medgive dem godser, hvoraf flere som Bregentved, Jomfruens Egede, Lystrup, Espe og Glorup endnu er i slægtens eje. Linjen til Glorup fik i 1843 kgl. patent på at føre navnet Moltke-Hvitfeldt. Mest bemærkelsesværdigt for disse linjer er deres engagement i det politiske liv i 1700-, 1800- og 1900-t. både i Danmark og i Hertugdømmerne. Ellers har de danske linjer især været knyttet til hæren, civiletaten og borgerlige erhverv.