Østersøen

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Østersøen. Det samlede afvandingsområde til Østersøen og de tilgrænsende farvande.

Østersøen, Baltiske Hav, lat. Codan, nordeuropæisk middelhav mellem Den Skandinaviske Halvø og det europæiske kontinent. Foruden den egentlige Østersø, der omfatter det centrale farvand omkring øerne Bornholm, Gotland og Öland, medregnes Den Botniske Bugt, Finske Bugt samt Riga Bugt. Størrelsen angives som oftest til i alt ca. 400.000 km2, verdens største brakvandsområde. I visse sammenhænge, dog ikke her, medregnes også Bælthavet, i andre tillige Kattegat.

Gennemsnitsdybden er 60 m; dybder på 200-300 m findes ved Härnösand, vest for Åland og øst for Gotland. Landsortdybet nord for Gotland når 459 m. Forbindelsen til verdenshavet hæmmes af områder med lav vanddybde; Drogden-tærsklen i Øresund har en dybde på 8 m, og Darßer-tærsklen SØ for Gedser en dybde på 18 m. Bundrelieffet er i vid udstrækning præget af de kvartære nedisninger, der har skabt bækkener, randmoræner og hedesletter, men disse terrænformer er som oftest dækket af yngre sedimenter. Mod SV er kysterne som regel lave og består af løse bjergarter; visse steder, fx ved Møn og Rügen, har istryk dog presset kalkundergrunden op i betragtelige formationer. Længere mod øst er sydkysten præget af laguner. Store dele af den svenske kyst øst for Karlshamn er en skærgårdskyst, der er særlig udviklet ved Stockholm. Noget tilsvarende gælder for Ålands og Finlands kyster.

Klima

Farvandet har et tempereret klima, der syd for linjen Kaliningrad-Öland har et oceanisk præg. Nord herfor findes mere kontinentale forhold, hvilket bl.a. muliggør badeliv i det nordlige Sverige. Omvendt bevirker kombinationen af kolde vintre og ringe saltholdighed i havet, at store dele af Den Botniske Bugt og Finske Bugt fryser til hver vinter; således isdækkes farvandet ud for Haparanda midt i december for først atter at blive isfrit midt i maj. Det medførte tidligere, at Finske Bugt i fem måneder hvert år og Den Botniske Bugt i seks til syv måneder ikke kunne besejles, hvilket var medvirkende til, at den nordsvenske jernmalm en del af året måtte eksporteres via Narvik i Norge. Nu sørger en flåde af meget store isbrydere for, at skibsfarten kan opretholdes hele året.

Tidevandet er ret ubetydeligt, men vindstuvning kan medføre store oversvømmelser, især ved storm fra nordøst, der samtidig hæmmer udløbet gennem de danske stræder. Et berømt eksempel er novemberstormen 1872, der sendte havet ind over de lave kyster omkring den vestlige Østersø. Kraftige lavtryk samt længere tids vesten- eller østenvinde kan afstedkomme skadevoldende oversvømmelser pga. stående bølger, de såkaldte seicher, der især er mærkbare i Sankt Petersborg.

Den landhævning, der foregår, efter at trykket fra isen fra den sidste istid er forsvundet, overstiger især i de nordlige dele af Østersøen den samtidige havspejlsstigning; i det nordlige Sverige sker den relative landhævning med en hastighed af 81/2 mm om året, hvilket har været medvirkende til, at det har været nødvendigt at flytte havne. I de sydvestligste dele af Østersøen er landhævningen mindre end havspejlsstigningen.

Fiskeri

Det oprindelige kystfiskeri blev i 1970'erne delvis afløst af fiskeri fra trawlere, især fra den daværende Sovjetunion, Polen og Østtyskland, hvilket hurtigt førte til overfiskning med deraf følgende restriktive indgreb. Støren menes udryddet, og i dag fanges især torsk, hvis bestand er stærkt reduceret, samt sild og brisling, der delvis anvendes til fiskeolie. Derudover har bl.a. fangsten af laks, der pga. inddragningen af de fleste svenske elve til kraftudvinding er opfostret i dambrug, samt ål relativt stor økonomisk betydning.

Handel og transport

Østersøstaternes samhandel med Vesteuropa foregik oprindelig over Sønderjylland, men fra 1200-t. blev sejlads rundt om Skagen efterhånden almindelig (se ummelandsfarere). Fra 1784 gik en væsentlig del af trafikken mellem Østersø og Vesterhav gennem den nye Ejderkanal. Den blev afløst af Kielerkanalen, som åbnedes 1895.

I dag er Østersøen stærkt trafikeret, og trafikseparering er indført flere steder, ligesom lodstvang har været diskuteret efter flere havarier. En væsentlig del af Ruslands enorme og voksende olieeksport udskibes fra Primorsk nordvest for St. Petersborg og passerer de danske stræder. Fra samme sted anlægges en 1200 km lang naturgasledning til Greifswald i Tyskland; dens linjeføring søger at undgå et felt af kemiske våben fra 2. Verdenskrig, der hovedsagelig dumpedes øst for Christiansø.

Også passagertransporten på Østersøen er betydelig, og salg af toldfrie varer om bord på skibene har i mange år været en medvirkende årsag til ruternes succes. Ruten over Femern Bælt, en del af Fugleflugtslinjen, har stor betydning for transporten mellem Skandinavien og kontinentet. Danmark og Tyskland indgik 2007 aftale om etablering af en fast Femern Bælt-forbindelse, der forventes færdig i 2021.

Om sommeren udfolder der sig et rigt turistliv langs Østersøens kyster, ligesom den omfattende lystbådesejlads, betjent af talrige marinaer, præger farvandet.

Oceanografi

Østersøen er et middelhav, der kun har forbindelse til det åbne ocean gennem de smalle og grunde danske bælter. Dette betyder, at udskiftningstiden for vand i Østersøen er ca. 25 år, hvilket gør Østersøen sårbar over for selv små forureningsbelastninger fra de tilgrænsende landområder. Det er grunden til, at Østersøen i dag har verdens største, menneskeskabte område med vedvarende iltsvind, en såkaldt død zone. Området er på størrelse med Danmark.

 

Østersøen har stor tilførsel af ferskvand via floder, ca. 500 km3/år, hvilket bevirker, at overfladevandets saltholdighed varierer mellem 1‰ i den indre del af Den Botniske Bugt og 7-8‰ ved de danske bælter. I den centrale del af Østersøen stiger saltholdigheden til 8-12‰ på ca. 40 m dybde, og på dybder større end 60 m er saltholdigheden 11-13‰. Udstrømning af fersk overfladevand andrager omtrent 1000 km3 om året, men samtidig strømmer knap 500 km3 salt bundvand ind. Dermed er der nogenlunde balance mellem direkte nedbør til og fordampning fra havoverfladen.

Temperaturen varierer mellem 17-18 °C om sommeren og 0 °C om vinteren; på dybder større end 30 m stiger temperaturen jævnt til ca. 5 °C. Pga. den langsomme vandudskiftning er de dybeste dele af Østersøen det meste af tiden anoxiske (uden ilt). Det frygtes, at et varmere og mere fugtigt klima i forbindelse med intensivering af bl.a. det polske landbrug vil øge tilførslen af kvælstof og dermed yderligere belaste havmiljøet. 

Udvikling

Østersølavningen har i Kvartærtiden været både havbugt, indsø, isdæmmet sø og dræningskanal for det skandinaviske isskjold. I begyndelsen af den sidste mellemistid (Eem), for ca. 130.000 år siden, var Østersøen et bredt sund med forbindelse til Nordsøen og Hvidehavet via smalle bælter gennem Danmark og Karelen. Den nordlige forbindelse lukkedes pga. landhævning, og Østersøen blev en havbugt af ca. samme omfang som i dag.

Østersøen. I takt med at indlandsisen smeltede bort fra Den Skandinaviske Halvø, gennemgik Østersølavningen flere udviklingsstadier. 1Den Baltiske Issø for ca. 12.000 år siden. Issøen dannedes foran den smeltende gletscher først med udløb gennem Øresund, senere gennem det mellemste Sverige pga. landhævning i Øresund. 2Yoldiahavet for ca. 11.200 år siden. Smalle sunde åbnedes til Kattegat, samtidig med at Det Arktiske Hav trængte over det mellemste Sverige ind i Østersølavningen. 3Ancylussøen for ca. 10.500 år siden. Landhævningen betød lukning af forbindelsen til de omliggende havområder, og området blev en ferskvandssø. Ancylussøen eksisterede, indtil stigningen af havniveauet i verdenshavene blev større end landhævningen. Herefter trængte Litorinahavet ind i Østersøen.

I sidste istid (Weichsel) var de dybere dele af Østersølavningen i flere perioder ferskvandssø med afløb gennem en i dag begravet dal over Skåne og Sjælland. Fra det skandinaviske højland nåede isstrømme de sydligste dele af Østersøen for ca. 50.000, 35.000 og 20.000 år siden. I Sen- og Postglacialtiden gennemløb Østersøen fire stadier, inden området fik sin nuværende udformning: Den Baltiske Issø (ca. 15.000-11.600 år før nu), Yoldiahavet (11.600-10.800 år før nu), Ancylussøen (10.800-9200 år før nu) og Litorinahavet 9200-5000 år før nu), der trængte gennem de danske sunde og bælter ind i Østersøen. 

Dyre- og planteliv

Artsantallet og mængden af levende organismer i Østersøen begrænses af den lave saltholdighed. Faunistisk inddeler man som regel Østersøen i et lille vestligt bassin med Kielerbugten i vest frem til Darßer-tærsklen syd for Gedser og et østligt bassin øst herfor. I det vestlige bassin er flora og fauna meget lig den i det sydlige Kattegat og Bælthavet. Området oplever ofte iltsvind, og de organismer, der dominerer det vestlige bassin, kan tåle lave iltkoncentrationer. Det gælder fx molboøsters, Arctica islandica, der kan holde skallen lukket i meget lang tid.

Øst for Darßer-tærsklen forsvinder de marine arter en efter en i takt med faldet i overfladevandets saltholdighed. Nogle arter, der ellers lever på lavt vand, lever i Østersøen på større dybde, hvor saltholdigheden er højere (såkaldt brakvands-submergens). Øst for Bornholm er der kun ganske få marine arter tilbage. De østligste bestande af marine bunddyr er ikke i stand til at forplante sig, og bestandens fornyelse er helt afhængig af tilførsel af larver udefra.

Ved Bornholm begynder de første ferskvandsarter, der har tilpasset sig brakvand, at dukke op, fx fisk som gedde, skalle, brasen, suder og aborre. Her kan man også finde mosesnegle side om side med strandsnegle og blåmusling. Sidstnævnte bliver ikke ret stor i Østersøen. Reduceret vækst er også karakteristisk for de få marine alger, der lever i Østersøen som såkaldte kummerformer.

Østersøens dyreliv bærer præg af, at miljøet efter sidste istid har skiftet fra arktisk ishav til indsø. Isolationen fra omverdenen har varet længe nok til, at der er opstået selvstændige racer af flere fisk, fx sild og torsk. De yngler på andre tidspunkter end de racer, der lever i Kattegat og Nordsøen, og det er derfor yderst sjældent, at der udveksles genetisk materiale mellem bestandene. Der er ikke meget liv i den dybe del af Østersøen: Saltholdigheden er høj, men der er iltmangel. En del af Østersøens fauna betegnes som relikter, dvs. arter, der ikke i nutiden findes i Kattegat og Bælthavet, men som har overlevet i Østersøen siden istiden, fx østersøkrebs, Saduria entomon. Længst mod nord i Østersøen findes en relikt bestand af ringsæl, som føder sine unger på isflagerne. 

Havret

Territorialfarvande og grænsedragninger er reguleret af aftaler mellem kystlandene. Mellem Sverige og Danmark (herunder Bornholm) er der aftalt 3 sømil åbent hav i midten; det betyder, at reglerne om internationale stræder ikke skal anvendes her.

Vedrørende havmiljøet er der indgået en lang række internationale aftaler om bl.a. havforurening og fiskeri. En nordisk aftale fra 1993 omfatter også gensidige forpligtelser ved olieudslip m.m. I en særaftale fra 1968 fastslog Sovjetunionen, Polen og DDR, at fastlandssoklen kun må bruges til fredelige formål og ikke af borgere og firmaer fra ikke-Østersølande. Danmark og Vesttyskland så deklarationen som et forsøg på at gøre Østersøen til et lukket hav.

Efter kommunismens fald blev Østersørådet nedsat 1992 med den hensigt at fremme den demokratiske og økonomiske udvikling i regionen. Medlemmer er alle Østersøstaterne samt Norge og Island. Baltic 21-aftalen fra 1998 foreskriver, at alle aktiviteter i området skal være økonomisk, socialt og økologisk bæredygtige fra 2028. 

Historie

Østersøen har fra forhistorisk tid været forbindelsesvej mellem folkeslagene ved indhavets bredder. Handel, kulturudveksling og erobring har ofte fundet sted ad denne vej. Allerede i 700-t. fandtes betydelige handelspladser på Østersøens sydlige kyster, og med vikingetidens skandinaviske ekspansion mod Vesteuropa og handelsruten via de russiske floder til Sortehavet blev Østersøen et vigtigt bindeled mellem vest og øst. Det afspejles bl.a. i talløse møntfund i Østersøområdet.

Efter opløsningen af det danske Nordsøimperium i 1000-t. vendte den danske ekspansionstrang sig mod øst. I 1100-t. og begyndelsen af 1200-t. fik Danmark med erobringen af Rügen, store dele af de sydlige Østersøegne og Estland etableret sig som Østersøområdets dominerende magt. Det danske Østersøvælde brød dog sammen i 1220'erne, og frem til sidste halvdel af 1300-t. domineredes området af hansestæderne, der var økonomisk førende på Skånemarkedet og også beherskede den voksende handel mellem Nord- og Østersøen.

I 1400- og det tidlige 1500-t. var Danmark den ledende magt i Kalmarunionen, og den danske krone havde betydelige og stadig voksende indtægter på told af især hollandske skibe, der sejlede til og fra Østersøen. Korn fra Mecklenburg, Polen og Rusland var en af hovedvarerne. Efter Kalmarunionens endegyldige sammenbrud i 1520'erne kappedes Danmark og Sverige om at være Nordens dominerende magt, en kappestrid, Danmark definitivt tabte i 1660, da afståelsen af Skånelandene ved Roskildefreden 1658 blev bekræftet. Udviklingen skyldtes ikke mindst, at de vesteuropæiske stormagter, især handelsstormagten Holland, ikke ville acceptere, at ét land havde herredømmet på begge sider af Øresund.

I løbet af 1700-t. fik Østersøområdet øget strategisk betydning for den nye kontinentale stormagt Rusland, hvis nyopførte hovedstad Sankt Petersborg lå direkte ud til Østersøen, samt for Storbritannien; træ, tjære og hamp til bygning og vedligeholdelse af den meget store flåde, som var forudsætningen for briternes store oversøiske imperium, kunne kun hentes her i de nødvendige mængder. Kravet om sikre leverancer og frygt for Rusland førte under Napoleonskrigene til krig med Danmark 1801 og 1807-14, se Englænderkrigene. Trods en meget svækket stilling derefter som følge af tabet af orlogsflåden lykkedes det alligevel Danmark at fastholde Sundtolden helt frem til 1857.

Med opbygningen af en sømagt fra slutningen af 1800-t. og åbningen af Kielerkanalen i 1895 blev Tyskland dominerende i Østersøen, og under begge verdenskrige var havet reelt et tysk "indhav", der blev brugt som uddannelses- og baseområde for den tyske flåde. Mod slutningen af 2. Verdenskrig blev Østersøen også en retræte- og flugtvej ikke bare for de tyske troppestyrker, men også for hundredtusinder af civile tyskere, der flygtede for sovjettroppernes fremrykning.

Fra sommeren 1945 blev Sovjetunionen den helt dominerende Østersømagt, og Østersøen blev gennem de følgende årtier hovedbase for en sovjetisk sømilitær ekspansion uden sidestykke. Oprettelsen i 1949 af NATO skabte en modvægt til sovjetmagten i Østersøen; Danmark tilsluttede sig NATO med det samme, hvorved de danske gennemsejlingsfarvande kom under NATO-kontrol.

Under den kolde krig forsøgte Sovjetunionen at lancere begrebet "Fredens Hav" og arbejdede med nogen tilslutning fra indflydelsesrige politiske kredse i Danmark for at gøre det nordiske område til atomvåbenfri zone, skønt atombevæbnede fartøjer til stadighed sejlede gennem de danske farvande.

Efter den kolde krigs ophør er regionen ganske vist stadig delt mellem Rusland, NATO (Danmark, Tyskland, Polen, Litauen, Letland og Estland) og en neutral zone (Sverige og Finland), men den politiske hovedinteresse for Østersøen er drejet bort fra det sikkerhedspolitiske. Nu er fokus rettet mod dels de miljømæssige problemer, der belaster det ret lukkede indhav efter lang tids forurening fra de omgivende landes intensive landbrug og industri, dels den stærke økonomiske vækst, der i begyndelsen af 2000-t. finder sted både i Rusland og i de fleste af de otte EU-medlemsstater med kyst til Østersøen. 

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

© Dette billede må du ...

Østersøen. I takt med at indlandsisen smeltede bort fra Den Skandinaviske Halvø, gennemgik Østersølavningen flere udviklingsstadier. 1Den Baltiske Issø for ca. 12.000 år siden. Issøen dannedes foran den smeltende gletscher først med udløb gennem Øresund, senere gennem det mellemste Sverige pga. landhævning i Øresund. 2Yoldiahavet for ca. 11.200 år siden. Smalle sunde åbnedes til Kattegat, samtidig med at Det Arktiske Hav trængte over det mellemste Sverige ind i Østersølavningen. 3Ancylussøen for ca. 10.500 år siden. Landhævningen betød lukning af forbindelsen til de omliggende havområder, og området blev en ferskvandssø. Ancylussøen eksisterede, indtil stigningen af havniveauet i verdenshavene blev større end landhævningen. Herefter trængte Litorinahavet ind i Østersøen.

© Dette billede må du ...

Østersøen. Det samlede afvandingsområde til Østersøen og de tilgrænsende farvande.

Viser 4 af 4 billeder

Filer

FilTilføjet af 
[+505847.801.svg (337.49 kB)

Østersøen. I takt med at indlandsisen smeltede bort fra Den Skandinaviske Halvø, gennemgik Østersølavningen flere udviklingsstadier. 1Den Baltiske Issø for ca. 12.000 år siden. Issøen dannedes foran den smeltende gletscher først med udløb gennem Øresund, senere gennem det mellemste Sverige pga. landhævning i Øresund. 2Yoldiahavet for ca. 11.200 år siden. Smalle sunde åbnedes til Kattegat, samtidig med at Det Arktiske Hav trængte over det mellemste Sverige ind i Østersølavningen. 3Ancylussøen for ca. 10.500 år siden. Landhævningen betød lukning af forbindelsen til de omliggende havområder, og området blev en ferskvandssø. Ancylussøen eksisterede, indtil stigningen af havniveauet i verdenshavene blev større end landhævningen. Herefter trængte Litorinahavet ind i Østersøen.

Admin

05/02/2009

[+514676.601.svg (286.99 kB)

Østersøen. Det samlede afvandingsområde til Østersøen og de tilgrænsende farvande.

Admin

05/02/2009

[+615101.801.svg (1001.17 kB)

Østersøen.

Admin

05/02/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
26/11/2013
BWorm
26/11/2013
Redaktionen
26/11/2013
Ekspert
EiCh
Oprindelige forfattere
BLMa
02/02/2009
BV
02/02/2009
BWorm
02/02/2009
EBuch
02/02/2009
EiCh
02/02/2009
KJen
02/02/2009
MHo
02/02/2009
OVen
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki