landmåling (Måleprincipper)

I Danmark sikrer Kort & Matrikelstyrelsen, at brugere af de geodætiske net kan finde koordinatbestemte hovedpunkter for ca. hver anden kilometer. Med udgang i disse punkter er det landmålingens opgave at koordinere et fintmasket net ofte med afstande ned til 200 m. Punkterne i disse net benævnes polygonpunkter, og de er oftest afmærket med en betonblok mærket MV (Matrikelvæsenet). Polygonpunkterne benyttes bl.a. til retablering af ejendomsskel.

Enhver måling begynder med en grundig rekognoscering i marken for at sikre, at alle ønskede punkter kan indmåles. Indmålingen af detailpunkter sker i forhold til et lokalt kartesisk eller hyppigere et polært koordinatsystem afmærket med landmålerstokke i terrænet. Det polære system benyttes, når man måler med vektormeter; polen ligger i instrumentet, og polaraksen peger i en vilkårlig retning. For at kunne sammenknytte målinger fra forskellige opstillinger af instrumentet måles i hver enkelt opstilling til punkter, der er fælles for flere af disse opstillinger. Denne metode fører dog til en uhensigtsmæssig fejlforplantning. Derfor kan det være bedre at måle til punkter med kendte koordinater. Da vil kun fejl fra disse punkter forplante sig til den enkelte opstilling.

Den ideelle situation er, at nabopunkter har en ensartet indbyrdes nøjagtighed. Dette sikres ved, at enhver opmåling omfatter alle overordnede punkter i området. Dette princip må dog afvejes med økonomiske hensyn.

Næsten al registrering sker i dag ad elektronisk vej. Vektormetre kan desuden programmeres til at beregne data til en eventuel afsætning i terrænet. Den elektroniske dataopsamling bevirker, at mulighederne for at begå grove fejl er minimale. Den videre udnyttelse af observationerne kan ske gennem beregninger ved hjælp af fagspecifikt software.