Ptolemæerriget

Ptolemæerriget, hellenistisk rige i Egypten, grundlagt af Alexander den Stores general Ptolemaios 1. Soter, som fra 323 f.Kr. var statholder i Egypten. I 305/304 f.Kr. udnævnte han sig selv til konge og grundlagde et 300-årigt dynasti, der i perioder også inkluderede Kyrene, Cypern, Koele-Syrien samt dele af Lilleasien og Ægæerhavet. Ptolemaios 1. Soter og ikke mindst hans efterfølger, Ptolemaios 2. Filadelfos, gjorde riget til et af tidens mest magtfulde, hvilket medførte indædt rivalisering mellem de hellenistiske riger: Fem krige udkæmpedes mod seleukiderne alene i tiden 274-200 f.Kr. Ptolemæernes politik prægedes af forsøg på at konsolidere deres magt såvel udadtil som indadtil, specielt over for et magtfuldt egyptisk præsteskab. Herskerkulten var et vigtigt middel hertil, især efter at Filadelfos og hans søster-hustru, Arsinoe 2., var blevet udnævnt til theoi adelphoi (gr. 'gude-søskendepar'). Imidlertid varede kongernes succesfulde politik ikke ved. Efter ca. 250 f.Kr. mistede de deres indflydelse i Ægæerhavet, og selvom sejren over seleukiderne ved Rafia (217 f.Kr.) medførte kortvarig kontrol over Koele-Syrien, gik mange af deres oversøiske besiddelser tabt frem til 196 f.Kr.

Indadtil tilsigtede ptolemæerne at styrke deres position gennem velgerninger og privilegier til templerne og præsteskabet. Ikke desto mindre prægedes tiden under og efter Ptolemaios 5. Epifanes, der regerede 205/204-188, af dynastiske konflikter og af opstande, som under ledelse af egyptiske tronprætendenter delte Egypten i to dele. I 30 f.Kr. blev Ptolemæerriget indlemmet i Romerriget efter Kleopatras død.

Under Ptolemaios 2. Filadelfos gennemførtes en omfattende administrativ og økonomisk reorganisering. Hovedmålet var at sikre væksten i kronens indtægter gennem akkumulation af ædle metaller og økonomiens indordning under statsmagten. Der blev opbygget et bureaukrati efter faraonisk forbillede, som ud over at føre intensiv kontrol med al handel og produktion stod for opkrævning af skatter og afgifter. Ved at påbyde brugen af deres egne mønter gjorde ptolemæerne riget til et lukket monetært system, alt imens de høstede store økonomiske fordele af Alexandrias position som datidens betydeligste handelscenter. Nøje opsyn med landbruget medførte væsentlige forbedringer: inddragelse af ny jord til dyrkning, tildeling af jordlodder til græske og senere egyptiske militære bosættere og indførelse af nye afgrøder, fx hvedesorten Triticum durum. Men hovedhensynet var som i andre sektorer maksimeringen af landets beskatningspotentiale. Denne centralstyring af økonomien kom til udtryk i en omfattende registrering omkring 285 f.Kr. af rigets indbyggere, ejendomme, produktion og resurser. Derudover vidner Filadelfos' skattelovgivning om kongeligt monopol på en lang række varer og fremstilling af dem.

Ved aktivt at fremme kunsten og videnskaberne bidrog ptolemæerne tillige til Alexandrias opblomstring som kulturelt centrum; dette havde dog liden effekt i landdistrikterne, hvor egyptisk sprog, religion og kultur forblev fremherskende. Kongerne blev navnlig mæcener for græsktalende digtere og andre kunstnere. Vigtigst blev imidlertid de to første herskeres grundlæggelse af Museion, som sammen med det dertil knyttede bibliotek fungerede som en forskningsinstitution (se Det Alexandrinske Bibliotek).