hegemoni

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

hegemoni, lederskab, overherredømme, oprindelig brugt i forbindelse med de oldgræske bystaters militære alliancer, hvori det fastsattes, hvilken af bystaterne der skulle være hegemon, dvs. anfører for forbundets væbnede styrker. Sædvanligvis var det forbundets stærkeste bystat; fx var Sparta hegemon i det edsforbund, som de græske bystater dannede i 481 f.Kr. for at afværge perserkongen Xerxes 1.s angreb, Athen var hegemon i Det Deliske Søforbund (478-404 f.Kr.), og Filip 2. af Makedonien havde hegemoniet i Det Korinthiske Forbund, som blev dannet i 337 f.Kr. med henblik på et felttog mod Perserriget. Fra at betegne overkommandoen over hær og flåde kom hegemoni snart til at betegne den ledende bystats førerstilling i alle forhold, og det skete ikke sjældent, at hegemonen i strid med forbundets oprindelige formål fik det omdannet til en form for imperium, ofte kaldet arche (herredømme). Typiske eksempler er Det Deliske Søforbund og Det Peloponnesiske Forbund, hvis medlemmer blev gjort til lydstater under henholdsvis Athen og Sparta. Allerede i 400-t. f.Kr. blev det almindeligt at bruge termen hegemon om den stærkeste bystat i Hellas, uden hensyn til om den rent folkeretligt var leder af et forbund.

Ordet hegemoni kommer af gr. hegemonia 'anførsel, ledelse', af hegemon 'fører'.

I nyere international politik

betegner hegemoni førende staters position og dominans over svagere stater. Magt og hegemoni er således to sider af samme sag. Hegemoni er en særlig form for magtudøvelse over for lande med både sammenfaldende og modsatrettede interesser i forhold til den dominerende stat. Begrebet har især vundet indpas i anden halvdel af 1900-t., oftest knyttet til USAs forhold til den vestlige verden efter 2. Verdenskrig; USA var i konkurrence med de øvrige vestmagter om politisk og økonomisk indflydelse og position, men samtidig var der et element af fælles interesse i at bekæmpe truslen fra Sovjetunionen og i at samarbejde til gensidig økonomisk fordel. USAs hegemoni var særlig fremtrædende i perioden fra 1945 til begyndelsen af 1970'erne. Omkring 1970 var Japan og Vesteuropa atter økonomisk genopbyggede, samtidig med at USA politisk og militært blev svækket af krigen i Vietnam. Et andet eksempel på hegemoni er Storbritanniens magtposition fra ca. 1850 til 1880'erne, bl.a. baseret på omfattende kolonibesiddelser, inden Tyskland og USA blev stærke økonomiske konkurrenter.

Der er fremsat teorier om hegemonisk stabilitet, som går ud på, at internationalt samarbejde, især det økonomiske, kræver tilstedeværelsen af en hegemon magt, en førende magt, der kan tage initiativet til oprettelse af de nødvendige institutioner og regler samt tilse, at de bliver overholdt. Tilhængere af teorien peger på, at det vestlige økonomiske samarbejde efter 2. Verdenskrig i bl.a. Verdensbanken, GATT og IMF næppe kunne være blevet en realitet uden det amerikanske lederskab. Andre er mere skeptiske og henviser til, at det vestlige samarbejde på ingen måde er brudt sammen efter USAs svækkelse siden begyndelsen af 1970'erne.

USA, der igen blev styrket ved Sovjetunionens opløsning og ved det militære indgreb i Golfkrigen, er ved udgangen af 1900-t. fortsat militært dominerende på verdensplan, mens de ledende centre økonomisk er USA, Japan og EU/Vesteuropa. Et fremtidigt økonomisk lederskab i Vesten vil bero på et samarbejde mellem disse tre parter.

Inden for den marxistiske samfundsbeskrivelse har den italienske filosof Antonio Gramsci anvendt hegemoni som betegnelse for de herskende klassers dominans over for andre samfundsgrupper.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
09/08/2011
Ekspert
MHH
Oprindelige forfattere
GS
30/01/2009
MHH
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki