Grækenland - historie

Den byzantinske og tyrkiske periode (ca. 395-1821)

© Gyldendal

Grækenland. Mens tyrkerne besad det græske område, blev Athens Akropolis indrettet som den tyrkiske kommandants hovedkvarter. Parthenon blev i 1460 omdannet til moské, og en minaret opførtes på templets vestside. Under det venetianske bombardement i 1687 blev templet stærkt beskadiget. Skadernes omfang forstærkedes af, at tyrkerne også anvendte bygningen til krudtkammer. Samtidigt stik.

Med kristendommens endegyldige sejr over den tidligere religion blev centrum i græsk kultur flyttet fra det antikke Grækenlands kerneområde til Konstantinopel. I løbet af 600-t. fortrængte græsk kultur totalt den latinske, som havde eksisteret side om side med den græske siden Konstantinopels grundlæggelse i 330. Mellem 580 og 620 trængte slaviske stammer ned nordfra og fordrev den bosiddende befolkning til bjergene og øerne ud for kysterne. Selv i det indre Peloponnes fandtes i 600-t. slaviske stammer, og området omtales i byzantinske kilder under navnet Sklavinia. Justinian 2., som regerede 685-95 og 705-11, forsøgte at ændre disse forhold. 100 år senere genoptog kejser Nikeforos 1. (802-11) hans politik. Den bestod i massive befolkningsflytninger af græsksprogede undersåtter fra Lilleasien til Peloponnes og Mellemgrækenland. For de byzantinske kejsere var det antikke Grækenland den græske kulturs hjemsted, som skulle genhelleniseres. Politikken lykkedes for en stor del, selvom der indtil vore dage har boet slaviske stammer forskellige steder i det gamle græske område. I forlængelse af genhelleniseringspolitikken var det vigtigt for kejserne at tilbageerobre Kreta, som i 820'erne var blevet erobret af arabiske sørøvere og først i 961 blev genvundet. Kendskabet til den antikke græske kultur bevaredes i den byzantinske periode. Tilmed blev det byzantinerne, som reddede store dele af den antikke arv. Således var dannede folk, fx kejserdatteren og historikeren Anna Komnena, fortrolige med skrifter som Iliaden.

I anden halvdel af 1100-t. blev Mikael Choniates ærkebiskop i Athen. For ham blev mødet med det kulturelle centrum i det antikke Grækenland en både opbyggende og skuffende erfaring. Byen var meget forfalden, men dens monumenter vidnede stadig om dens storhed i antikken. I slutningen af 1100-t. blev ordet hellener, der hidtil for de kristne grækere havde betydet hedning, genoptaget som betegnelse for samtidens græker i stedet for det ellers normalt brugte romæer, romer. Det blev imidlertid i 1200- og 1300-t., at grækerne for alvor genopdagede deres antikke rødder og knyttede deres kultur til antikkens historiske steder snarere end til Konstantinopel. En af faktorerne i denne udvikling blev Det Byzantinske Riges undergang ved korsfareres og venetianeres erobring under det 4. korstog i 1204. Hele det antikke Grækenland kom ved rigets opsplittelse under frankisk, dvs. vesteuropæisk, katolsk herredømme. Athen blev et hertugdømme, der skiftede herre adskillige gange, og Peloponnes blev til et fyrstendømme, Achaia, under den franske slægt Villehardouin. Hermed kom grækerne ikke blot under et etnisk, men også under et religiøst fremmedherredømme, idet der siden 1054 havde bestået et skisma mellem den romersk-katolske kirke med hovedsæde i Rom og den græsk-ortodokse med hovedsæde i Konstantinopel.

I Nordvestgrækenland blev udviklingen en anden. Græske adelsmænd grundlagde kort efter år 1200 et fyrstendømme i Epiros, som holdt sig under græsk herredømme i over 100 år. Og fra det vestlige Lilleasien, hvor der samtidig var dannet et græsk rige, trængte græske tropper frem gennem Nordgrækenland, slog de frankiske fyrster og indtog et større område på Peloponnes med hovedstad i Mistra ved det gamle Sparta. Fra midten af 1300-t. blev denne by den vigtigste på græsk område. Her udfoldedes en græsk civilisation, som på mange måder greb tilbage til antikken, og hvis betydeligste åndspersonlighed var Georgios Gemistos, en nyplatonisk filosof med tilnavnet Plethon. Da grækerne i Lilleasien i 1261 endvidere tilbageerobrede Konstantinopel fra frankerne, blev byen igen sæde for græsk kultur, ikke mindst billedkunst.

Den græske blomstring blev standset ved den tyrkiske (osmanniske) erobring, hvor Konstantinopel blev indtaget i 1453, Athen i 1456. Der var dog på det tidspunkt stadig græske områder, der var under frankisk herredømme. Således beherskede venetianerne omkring år 1500 både Cypern, Kreta og De Joniske Øer. Forholdet mellem grækere og venetianere var belastet af den religiøse forskel, og den tyrkiske erobring af Cypern 1570-71 og af Kreta 1648-69 blev ikke opfattet som en katastrofe for græskheden. Kun De Joniske Øer og et område på Peloponnes blev aldrig besat af tyrkerne, men forblev under venetiansk herredømme indtil 1797, da de kom under først fransk, senere britisk herredømme. Kulturen på De Joniske Øer kom derfor til at udvise en række særtræk først og fremmest pga. den italienske påvirkning.

Læs videre om Den Græske Frihedskrig og selvstændigheden (1821-32), eller læs om Grækenland generelt.