Grønland - geografi

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.
Grønland. Diskobugten mellem Disko Ø og Vestgrønlands kyst.

Grønland. Diskobugten mellem Disko Ø og Vestgrønlands kyst.

Grønland består af 4 kommuner: Kommune Kujalleq, Kommuneqarfik Sermersooq, Qeqqata Kommunia og Qaasuitsup Kommunia. Uden for kommuneinddelingen ligger Nationalparken i Nord- og Østgrønland samt flyvepladsen Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord) og baseområdet Pituffik (Thule Air Base).

Befolkning

Befolkningstallet har i 1990'erne ligget ret stabilt omkring 55.000 personer. Den grønlandske befolkning har et fødselsoverskud på ca. 12‰ og vokser jævnt, men det modsvares af en udvandring af især danskere.

Alle bosætninger ligger ved kysten, og de seks største byer rummer over halvdelen af indbyggerne; det er Nuuk, Sisimiut, Ilulissat, Maniitsoq, Aasiaat og Qaqortoq, alle på Vestkysten. Resten af befolkningen bebor de øvrige byer og mere end 130 bygder, stationer og fåreholdersteder. Frem til slutningen af 1970'erne var der en betydelig nedgang i de små samfund, men folketallet har siden holdt sig ret konstant. Der er fortsat en fravandring af især kvinder, men det modsvares af et ret højt fødselstal her.

View fra Maniitsoq.

View fra Maniitsoq.

Hvert år er der stor ind- og udflytning til og fra Grønland. Det drejer sig bl.a. om grønlandske unge, som studerer i Danmark. Også en stor del af de ca. 16.000 årlige flytninger inden for Grønland har baggrund i uddannelsesforhold.

Erhverv

Indtil 1950 var privat forretningsvirksomhed ikke tilladt på Grønland, og den offentlige sektor er fortsat meget stor. Erhvervsstrukturen domineres af nogle få offentligt ejede virksomheder inden for fiskeindustri (Royal Greenland), engros- og detailhandel (KNI, Kalaallit Niuerfiat) og trafik. Hertil kommer ca. 2000 små virksomheder i det private erhvervsliv. Den store offentlige sektor er genstand for tilbagevendende debat. Dens omfang skyldes bl.a. ønsket om stabilitet og forsyningssikkerhed på et hjemmemarked, som er så lille og geografisk opdelt, at der knap er plads til konkurrerende virksomheder.

Fiskeri og fiskeindustri er Grønlands eneste eksporterhverv af betydning. Fiskerflåden består (1995) af ca. 30 havgående rejetrawlere og ca. 250 kuttere. I 1970'erne var der stor optimisme i fiskeriet, og flåden voksede voldsomt frem til en stor overkapacitet i slutningen af 1980'erne; den er siden reduceret med en tredjedel. Trawlerflåden er hjemmehørende i byerne med udbyggede havnefaciliteter, mens bygdernes flåder består af mindre fartøjer, bl.a. skønsmæssigt 5000 joller. 1500 personer er egentlige erhvervsfiskere, men næsten alle mandlige indbyggere i Grønland driver en eller anden form for deltids- eller lystfiskeri.

Økonomisk er rejefiskeriet langt det vigtigste. Rejepriserne er stærkt afhængige af rejernes størrelse og behandling; højeste priser opnås for store, enkeltfrosne rejer til det japanske marked. De fryses og pakkes om bord under overvågning af japanske kontrollører.

Det hjemmestyreejede aktieselskab Royal Greenland ejer praktisk taget al fiskeindustri. Selskabet driver 16 fabrikker og 42 bygdeanlæg i Grønland samt to store fabrikker og nogle mindre anlæg i Danmark; hertil kommer et fabriksanlæg i Tyskland. De største fabrikker ligger ved de store rejefelter ud for Sisimiut, Maniitsoq, Qasigiannguit, Ilulissat samt Nuuk, og det vigtigste produkt er pillede rejer. Rejerne pilles maskinelt og bulkpakkes, mens detailpakningen finder sted på koncernens fabrik i Ålborg. Fabrikken i Uummannaq fileterer og dybfryser hovedsagelig hellefisk, som også videreforarbejdes i Ålborg. Endvidere ejer og driver Royal Greenland fem rejetrawlere, som producerer søkogte rejer og de såkaldte japanrejer med skal. Fabrikken i Narsaq omdannes et par måneder hvert år til lammeslagteri, hvortil størstedelen af lammene fra Sydgrønland sendes. Royal Greenland har over 3000 ansatte, men en stor del af arbejdet er sæsonbegrænset. Med en omsætning på 2,5 mia. kr. (1995) er koncernen en af de største på det europæiske marked og bl.a. den største udbyder af koldtvandsrejer.

Ud over fiskeindustrien findes forskellige følgevirksomheder i de større byer; reparationsværfter, vodbinderier mv. I Qaqortoq ligger garveriet Great Greenland med tilhørende systue; her forarbejdes alle typer grønlandske skind.

Service og handel. Det offentligt ejede KNI har butikker i alle byer og større bygder og står for ca. halvdelen af detailhandelen. Den anden halvdel dækkes af Brugsen og en række mindre, private forretninger. Frem til 1993 havde KNI monopol på salg af afgiftspligtige varer (spiritus, tobak, kosmetik). Et vigtigt led i detailhandelen er brættet, hvor lokale fangere og fiskere sælger dagens fangst direkte til kunden. I de større byer er der indrettet lokaler og installationer til brættet, mens det i øvrigt blot er en aftalt lokalitet.

Hjemmestyret og Landsstyret er arbejdsgivere for de fleste offentligt ansatte. Det gælder social- og sundhedstjenesten, undervisning, teletjeneste, KNI og Landsstyrets administration. En stor del af arbejdspladserne ligger i Nuuk.

Infrastruktur

Grønland. Qaanaaq 2005.

Grønland. Qaanaaq 2005.

Uden for byerne er der stort set ingen veje i Grønland. Al transport mellem byerne foregår med skib, fly og helikopter; kun få af bygderne har landingsfaciliteter, og de øvrige kan kun nås med småskibe, om vinteren evt. med hundeslæde.

Regional beskrivelse

Grønland kan opdeles i fire regioner med hver sit erhvervsøkonomiske præg: Sydgrønland, Åbentvandsområdet, Disko Bugt og Fanger- og yderdistrikterne. Hertil kommer de helt mennesketomme isdækkede områder.

Sydgrønland: Fiskeriet i denne region er traditionelt efter torsk, og området er hårdt ramt af tilbagegangen i torskebestanden. Desuden hæmmes fiskeriet en del af storisen, som om sommeren fra Østgrønland driver rundt om Kap Farvel. Regionen rummer næsten alle Grønlands fåreholdersteder og erhvervene knyttet hertil. Turismen er i stærk vækst; sommervejret er som oftest ret mildt og fugtigt, og landskabet velegnet til vandreturisme. Nær Qaqortoq ligger Hvalsey kirkeruin og andre minder om nordbotiden.

Åbentvandsområdet: De fire sydligste havne kan alle besejles året rundt, en stor del af fiskerflåden har hjemme her, og fiskeri er overalt vigtigt. Regionen rummer halvdelen af Grønlands befolkning, og langt de fleste bor i de fire største byer, mens der kun er få bygder. Kangerlussuaq ved bunden af den lange, smalle Søndre Strømfjord er knudepunkt for Grønlands lufttrafik. Den tidligere amerikanske luftbase er nu overdraget til hjemmestyret, som bl.a. satser på lejrskoleturisme og konferencevirksomhed her.

Disko Bugt: Dette er området for de mindre, indenskærs rejekuttere. På grund af 4-6 måneders islæg i bugten må der om sommeren opbygges et råvarelager på rejefabrikkerne, således at der også er arbejde i vintermånederne. Kangia (Jakobshavn Isfjord) munder ud i Disko Bugt; den er den nordlige halvkugles mest produktive gletscher, og hvert år sender den 15 km3 isbjerge ud i bugten.

Equip Sermia-gletsjeren nær Ilulissat, Grønland.

Equip Sermia-gletsjeren nær Ilulissat, Grønland.

Fanger- og yderdistrikterne: Området rummer under en femtedel af landets befolkning. Her spiller det traditionelle fangererhverv fortsat en central rolle, og en stor del af befolkningen bor i bygder med en høj grad af selvforsyningsøkonomi. Uummannaq og Upernavik har desuden et voksende fiskeri efter hellefisk.

Territoriet

Efter længere tids forhandling er der opnået enighed mellem Grønland og Island om grænsen for territorialfarvandene. Det lille skær Kolbeinsey, som Island i årtier havde holdt kunstigt oven vande vha. beton, har givet Island 30% af det havområde, der hidtil har været en såkaldt gråzone, hvis fordeling der ikke kunne opnås enighed om.

I 2001 plantedes de danske og grønlandske flag på den lille Tobias Ø 70 km fra Nordøstgrønlands kyst. Øen, der har været rygtevis kendt som Fatamorganaøerne siden Danmark-ekspeditionen 1906-08, blev genopdaget af tyske forskere i 1993. Den har navn efter Tobias Otto Mikael Gabrielsen (1878-1945), der var slædekusk på ekspeditionen.

Økonomi og samfund

Det grønlandske rejefiskeri er, ud over bloktilskuddet fra Danmark, fortsat hjørnestenen i økonomien, men det er ikke muligt at udvide den samlede fangst, og vigende verdensmarkedspriser har lagt et stadig stigende pres på økonomien. Fiskeriet efter hellefisk vokser fortsat, og hertil har en markant vækst i krabbefiskeriet givet et betragteligt tilskud til økonomien, ikke mindst i den ellers hensygnende by Paamiut. Produktion af sælprodukter spiller en væsentlig rolle på hjemmemarkedet, men et forsøg på at markedsføre sælprodukter i Kina endte med en større økonomisk skandale, idet forventningerne var sat alt for højt.

Udvikling af de grønlandske råstoffer og energiresurser udgør et stort potentiale, men investeringslysten svækkes af de store omkostninger under de barske naturbetingelser. Efterforskningsboringer på Fylla Banke ud for Nuuk har vist gode indikationer på olie- og gasforekomster, men stadig ikke sikre nok til, at Statoil, som hidtil har haft koncession til efterforskningen, har villet satse på efterforskning i større målestok. I mindre målestok er en produktion af guld begyndt ved Nanortalik, og der er fundet gode indikationer på forekomst af diamanter i såkaldte kimberlitrør. Forvaltningen af råstofordningen mellem Danmark og Grønland er flyttet fra Miljøministeriet i Danmark til Råstofkontoret i Nuuk.

Der foregår løbende en privatisering af det grønlandske erhvervsliv. Tidligere hjemmestyreejede virksomheder, senest besejlingen og værfterne, er blevet omdannet til private virksomheder.

Infrastrukturen er blevet forbedret ved bygning af landingsbaner for fastvingede fly i byerne Maniitsoq, Sisimiut, Aasiaat og Qaarsut/Uummannaq. Den danske regering har desuden givet penge til bygning af en landingsbane ved Qaanaaq for ikke at gøre lokalsamfundet afhængigt af eventuelle fremtidige baseaftaler. De nye landingsbaner er 700-800 m lange, hvilket er for lidt til flere nyere flytyper, og man er derfor i gang med at lede efter midler til forlængelser.

Ved hjemmestyrets overtagelse af boligmassen fra den danske regering var der i flere tilfælde tale om nedslidte boliger. Som kompensation herfor er der fra den danske stat blevet bevilget 50 mio. kr. om året i en fireårs periode med henblik på at bringe boligerne i en mere acceptabel stand.

Den danske befolkningsandel i Grønland nåede et maksimum i 1989, hvor ca. 10.000 personer var født uden for Grønland. Siden da har tallet været faldende, i 2002 til under 7000.

Læs mere om Grønland.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
07/07/2014
Oprindelige forfattere
PAF
30/01/2009
ROR
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki