Hizbollah

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Hizbollah, (arab. 'Guds parti'), i Koranen de personer, der støtter Guds plan med den skabte verden. I det opgør, der fulgte i Iran efter shahens fald i 1979, anvendte grupper omkring ayatollah Khomeini betegnelsen.

Mest kendt er Hizbollahbevægelsen i Libanon, der blev kendt i 1982, da Israel invaderede Libanon og fordrev PLO fra Beirut. Den forsøgte senere at presse Israel og den israelskstøttede Sydlibanesiske Hær (SLA) ud af Libanon, og siden sin etablering har den været finansielt støttet af Iran og politisk af Syrien. Hizbollah blev i slutningen af borgerkrigen i Libanon frygtet for sine kidnapninger af vestlige gidsler.

Hizbollah har markeret sig stærkt i Libanon gennem sin deltagelse i det politiske liv. Ved parlamentsvalget i 2005 opnåede bevægelsen 14 mandater; den opstillede i alliance med bl.a. Amal og denne oppositionsgruppe opnåede i alt 35 mandater. I den nye regering fik Hizbollah to ministerposter. Desuden har Hizbollah knyttet politiske kontakter til den kristne Fri Patriotisk Bevægelse.

I slutningen af 2006 trak seks ministre, heraf de to fra Hizbollah, sig ud af regeringen og krævede valg samt større indflydelse på libanesisk politik. Dette blev støttet af demonstrationer vendt mod regeringen.

Hizbollah bruger mange ressourcer på sociale tilbud for landets fattigste befolkningsgrupper; sådanne sociale tilbud kan fx være sundhedsklinikker, gratis lægekonsultation, børnehaver, ungdomsklubber o.l. Dette arbejde styrker Hizbollah i befolkningen og anvendes samtidig som rekrutteringsbase.

Hizbollahs militære afdeling anvender mest sine ressourcer på at bekæmpe Israel, og har siden Israels tilbagetrækning fra Sydlibanon i 2000 fokuseret på de omstridte Sheba Farms i Golanområdet. Efter at Hizbollah i sommeren 2006 bortførte to israelske soldater, forsøgte Israel i en månedlang krig at knuse bevægelsen militært.

Hizbollah, som under konflikten var i stand til at sende en regn af missiler mod Israel, blev imidlertid snarere styrket, især i den shiamuslimske del af befolkningen. En række lande, bl.a. Israel og USA, betegner Hizbollah som en terrororganisation. Ifølge en FN-resolution fra 2004 skal bevægelsen afvæbnes, men det har den afvist.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
13/01/2012
Ekspert
Ledstrup
Oprindelige forfattere
JBS
30/01/2009
See
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki