Den Arabiske Halvø (Historie)

© Det Kongelige Bibliotek

Den Arabiske Halvø. Militærøvelser i Yemen 1763; kobberstik af Carl de Fehr (død 1774) efter tegning af G.W. Baurenfeind (1728-63), trykt i Carsten Niebuhrs Beschreibung von Arabien, 1772. Den danske ekspedition til Den Arabiske Halvø, som Niebuhr deltog i, gav den første vesteuropæiske, videnskabelige beskrivelse af området og foregik under store strabadser. Efter to års rejse nåede ekspeditionen i slutningen af december 1762 til Yemen, hvor to af deltagerne, filologen og naturforskeren, døde i løbet af foråret. Resten af selskabet fortsatte med optegnelser og indsamling af materiale, men måtte i august forlade halvøen og sejle fra Mokka (al-Mukha) mod Bombay (Mumbai). Baurenfeind døde undervejs, og ekspeditionens læge efter ankomsten til Bombay. Niebuhr var derefter alene, og først mere end et år senere fik han kræfter til at begynde rejsen hjem. Han kom til København i november 1767 med en righoldig samling bl.a. af tegninger, som blev publiceret i de følgende år og for første gang gav Europa et grundigt indtryk af det enorme landområde, som dækker et areal næsten så stort som hele Vesteuropa.

De første spor efter jægere og samlere på Den Arabiske Halvø går tilbage til ældste palæolitikum. Omkring 6000 f.Kr. spredte nomader fra "den frugtbare halvmåne" sig over det meste af Arabien med deres får, geder og kvæg, der ofte er afbildet på helleristninger. Køkkenmøddinger langs kysterne vidner om intensiv udnyttelse af havets resurser. Langs østkysten af Den Arabiske Halvø etableredes i 4000-3000-t. f.Kr. kontakter til Ubaid-kulturen i Mesopotamien, og søhandel med kobber fra Omans bjerge tog sin begyndelse. Samtidig opstod de første oaselandsbyer i den østlige del af halvøen med dyrkning af daddelpalmer og korn på små overrislede marker. På Bahrain blomstrede en søfartskultur, der var baseret på handel mellem Mesopotamien, Oman og Indusdalen. Det nomadiske husdyrhold suppleredes i 3000-1000-t. med æsler og heste, og endelig tæmmedes kamelen, hvorved nomadismen i halvøens indre skiftede karakter og blev mere mobil. Ved flere lejligheder trængte nomadestammer fra ørkenen ind i Mesopotamien og tiltog sig stor politisk magt. I århundrederne f.Kr. opstod i den sydlige del af halvøen en række kongedømmer, fx Saba og Hadramawt, baseret på kunstvandingsagerbrug og karavanehandel med røgelse, som tidligt var efterspurgt i Egypten og Mesopotamien og senere i Grækenland og Rom. De nordlige udløbere af denne røgelseshandel samt handel med Indien gav grundlag for opkomsten af små bystater som Nabatæerriget og Palmyra på den nordlige del af halvøen, der var under stærk hellenistisk indflydelse.

I antikken opdeltes Den Arabiske Halvø i Arabia Deserta 'Det Øde Arabien' i den centrale og nordlige del, i Arabia Felix 'Det Lykkelige Arabien', som var den frugtbare sydvestlige del af halvøen, samt i Arabia Petrea 'Det Stenede Arabien', som udgjorde den nordvestlige del. Halvøen havde væsentlig betydning for den romerske transithandel, men kun Arabia Petrea blev en del af Romerriget, da kejser Trajan i år 106 e.Kr. af den nordvestlige del af Nabatæerriget, der tidligere havde været et klientkongedømme under romerne, etablerede den romerske provins Arabia. Provinsens to vigtigste byer var Petra i det sydvestlige Jordan og Bostra ca. 100 km syd for Damaskus i Syrien. Bostra blev det nye administrationscenter.

Den Arabiske Halvø var fra 300-t. til begyndelsen af 600-t. genstand for talrige byzantinske og persiske forsøg på at sikre sig politisk og økonomisk kontrol over området. Forsøgene mislykkedes, men begge imperier fik etableret et samarbejde med lokale dynastier i den nordlige del af halvøen — Byzans med ghassaniderne i det nuværende Syrien, de persiske sasanider med lakhmiderne i det nuværende Irak. Sasaniderne sikrede sig i samme periode kontrol med Golfområdet og i 500-t. tillige med Yemen, der gennem en periode havde været underlagt det etiopisk baserede Aksumrige. I slutningen af 400-t. skabte den arabiske kindastamme et rige i den centrale del af Den Arabiske Halvø. Kulturelt var hele halvøen i 300-500-t. under påvirkning af både jødedom og kristendom.

Gennem anden halvdel af 500-t. og i begyndelsen af 600-t. blev Mekka centrum for handelen på Den Arabiske Halvø. Med Muhammeds udvandring til Yathrib, det senere Medina, i 622 (se hijra) grundlagdes den første islamiske statsdannelse, der senere underlagde sig Mekka og hele halvøen, og Medina blev kalifatets første hovedstad (632-661). Med de omfattende erobringer blev Den Arabiske Halvøs økonomiske og politiske betydning stærkt reduceret, men både Mekka og Medina havde fortsat stor kulturel betydning for kalifatet.

Den Arabiske Halvø forblev under abbasiderne (750-1258) en del af kalifatet, men i Oman, i Yemen og i den østlige del af halvøen blev selvstændige dynastier etableret.

I 1500-t. sikrede portugiserne sig kontrol over dele af Den Persiske Golf, men deres position blev siden overtaget af det britiske East India Company. Samtidig sikrede Osmannerriget sig kontrol over andre dele af halvøen.

Af afgørende betydning blev en alliance mellem den religiøse reformator Muhammad ibn Abd al-Wahhab (1691-1787) og Saudfamiliens daværende overhoved Muhammad ibn Saud. Samarbejdet førte i begyndelsen af 1800-t. til dannelsen af en saudisk stat, der imidlertid blev tilintetgjort militært af den egyptiske vicekonge Muhammad Ali i samarbejde med den osmanniske sultan.

De slægter, der i dag sidder på magten i de moderne arabiske stater langs den sydlige del af Den Persiske Golf, indgik i 1700- og 1800-t. et politisk samarbejde med Storbritannien, der fra begyndelsen af 1800-t. også sikrede sig kontrollen over den vigtige havneby Aden.

For områdets senere historie, se under de enkelte stater.