Narvik, havneby i bunden af Ofotfjorden i Nordnorge og tæt ved den svenske grænse; 18 500 indb. (2005).
Narvik er en af Norges yngste byer, opstået som udskibningshavn for jernmalm fra Sverige. Stedet, hvor der før 1883 kun lå fire gårde og et handelssted, blev valgt på grund af en god, isfri naturhavn. Der byggedes en jernbane til Kiruna, Ofotbanen, og i 1903 kom jernmalmeksporten i gang. På få år mangedobledes indbyggertallet; allerede i 1902 var der 5000.
Narvik. Den britiske destroyer Hardy stod 10. april 1940 i spidsen for en konvoj, der tog kampen op mod den tyske flåde i Ofotfjorden. Selvom Hardy blev voldsomt beskadiget allerede samme dag, blev kampen om Narvik en umiddelbar succes for de allierede; tre dage efter var ti tyske destroyere, en krydser og en række transportskibe sunket. Winston Churchill inspicerer her den 120 mand store besætning ved en ceremoni i Whitehall i London.
Havnen er blandt verdens største for udskibning af malm, men malmhåndteringen blev stærkt rationaliseret efter 2. Verdenskrig, og det har i perioder givet byen beskæftigelsesproblemer. Nu findes enkelte virksomheder inden for jern- og metal- og grafisk industri, rederier, handel, service og flere uddannelsesinstitutioner, bl.a. for ingeniører.
| 1. led i ordet Narvik er af usikker oprindelse, 2. led norsk vik 'vig'. |
Udskibningshavnen fik 1887 navnet Victoriahavn og blev ved indvielsen af Ofotbanen i 1902 købstad under navnet Narvik. Malmeksporten var af stor økonomisk og strategisk betydning, og ønsket om at sikre sig denne var hovedgrunden til det tyske angreb på Norge i 1940.
Narvik blev erobret straks den 9. april, men generobret af britiske, franske, polske og norske styrker den 28. maj. Herefter fulgte heftige kampe, hvorunder byen blev bombarderet, og befolkningen evakueret.
Den 9. juni måtte de allierede imidlertid opgive byen, da den alvorlige situation i Frankrig nødvendiggjorde, at alle allierede stridskræfter sattes ind der. Byen var da svært medtaget af krigshandlingerne. Genopbygningen fuldførtes i 1950.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Narvik. Den britiske destroyer Hardy stod 10. april 1940 i spidsen for en konvoj, der tog kampen op mod den tyske flåde i Ofotfjorden. Selvom Hardy blev voldsomt beskadiget allerede samme dag, blev kampen om Narvik en umiddelbar succes for de allierede; tre dage efter var ti tyske destroyere, en krydser og en række transportskibe sunket. Winston Churchill inspicerer her den 120 mand store besætning ved en ceremoni i Whitehall i London.
Viser 1 af 1 billeder
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki