genealogi

© Dette billede må du ...

Genealogi. Anetavler opstilles normalt efter et af to systemer. Øverst nummerering ved anebrøk. Tallet over brøkstregen angiver her antal personer i generationen, tallet under er den enkelte persons løbenummer. Nederst von Stradonitz' system, det fortløbende nummereringssystem. Alle mænd har lige numre, alle kvinder ulige.

genealogi, (af gr. genea 'slægt' og -logi), læren om menneskelige relationer ud fra afstamningen. Genealogi betegner både den teoretiske lære og det praktiske arbejde (slægtsforskning). Slægtsforskning er ofte mere individcentreret end personalhistorien og biografien, der behandler det enkelte individ i samfundsmæssig sammenhæng. Inden for antropologien bruges genealogisk metode til at undersøge grupper mere end enkelte individer.

Den oldgræske historiker Herodot betegnede genealogi som historiens moder, og i middelalderens historieskrivning dannede kongeslægternes genealogi en fast rygrad i fremstillingen, men genealogi som videnskab var ukendt, idet man ukritisk byggede videre på overleveret traditionsstof. Den egentlige videnskabelige genealogi blev først grundlagt med Ottokar Lorenz' Lehrbuch der gesammten wissenschaftlichen Genealogie fra 1898, som dels fastlagde det teoretiske grundlag, dels definerede grundbegreberne og gjorde forholdet til bl.a. naturvidenskaberne og retshistorien klart, ligesom genealogiens betydning for det historiske studium blev understreget.

De første egentlige genealogiske arbejder i Danmark skyldtes adelens slægtsbevidsthed udtrykt gennem gravskrifter, våbenanetavler og skrivekyndige adelsdamers slægtsbøger 1550-ca. 1650, fx Sophie Brahes. De tjente bl.a. til underbyggelse af slægtens arvekrav på jord og privilegier. Adelsgenealogi er nært knyttet til læren om våbenskjolde, heraldik, og er desuden en væsentlig kilde til middelalderlig godshistorie. Det første trykte genealogiske værk i Danmark er præsten Claus Christoffersen Lyschanders værk om Krabbeslægtens historie. Det er på latin og fra 1581, mens hans værk De Danske Kongers Slectebog fra 1622 er på dansk. I 1700-t. udvikledes den borgerlige genealogi med forbillede i udviklingen i Tyskland. Eksempler er Gerhard Treschows og Christoffer Giessings stamtavler over jubilerende præster, jubellærere. Inspireret heraf udgav kaptajn J.C.L. Lengnick fra 1841 sine samlinger Genealogier over adelige og borgerlige Familier, i alt 515 stamtavler. Resten af århundredet var præget af de store samlere og udsendelsen af store biografiske opslagsværker samt fra 1884 Danmarks Adels Aarbog med stamtavler og præsenslister over adelsslægter. Den fik i 1891 sit borgerlige modstykke i Danske patriciske Slægter, 1-5 ved H.R. Hiort-Lorenzen, Sofus Elvius og Th. Hauch-Fausbøll. Disse værker er præget af den voksende indsigt i historisk arbejdsmetode, der kom til fuldt udtryk i Paul Hennings Slægtsforskning, som i Albert Fabritius' og Harald Hatts bearbejdelse under titlen Haandbog i Slægtsforskning er den klassiske danske lærebog. Heri defineres genealogi som "den videnskabelige udforskning af det enkelte menneskes på afstamningen beroende legemlige og sjælelige forhold samt samfundsmæssige stilling og livsskæbne". Denne definition har siden været normgivende, også for de mange, som i dagens Danmark dyrker slægtsforskning på amatørbasis som en fritidsinteresse, der er givende både personligt og mere alment historisk.