Serbien - historie

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Det middelalderlige Serbien nåede sit højdepunkt med Stefan Uroš 4. Dušan, der udvidede de serbiske besiddelser betragteligt og i 1346 lod sig krone som kejser af Serbien og Romania, dvs. Det Byzantinske Rige. Storhedsperioden blev kortvarig, og allerede 15 år efter Stefan Dušans død i 1355 var det serbiske rige mindre, end da han kom til magten. Fresko fra ca. 1348, udført af Michael fra Lesnovo; Michaelskirken, Lesnovo.

Det første kendte serbiske fyrstendømme dannedes i en del af Montenegro og Hercegovina i anden halvdel af 1000-t. under navnet Zeta, men det blev snart undertvunget af den byzantinske kejser. Først under Det Byzantinske Riges svækkelse i 1180'erne dannedes et uafhængigt serbisk fyrstendømme, denne gang i Raška i det nuværende sydvestlige Serbien under ledelse af Stefan Nemanja. Hans søn, Stefan Prvovenčani 'den Førstkronede', blev Serbiens første konge i 1217.

I 1219 opnåede kong Stefans bror, ærkebiskop Sava (1174-1237), den byzantinske patriarks anerkendelse af den serbiske kirke som en uafhængig ortodoks kirke. Den ortodokse kristendom har siden udgjort en central del af serbernes identitet.

Det serbiske rige udvidede sig kraftigt i løbet af 1200-t. og første halvdel af 1300-t. og kom til at omfatte Kosovo og den nuværende republik Makedonien. Kong Stefan Uroš 4. Dušan tog 1346 titel af zar, kejser, og gjorde overhovedet af den serbiske kirke til patriark. Ved sin død i 1355 herskede Dušan fra Donau til langt ned i Grækenland og ud til Adriaterhavet fra nord for Dubrovnik til Den Korinthiske Bugt samt over næsten hele det nuværende Albanien.

Riget fik dog ingen lang levetid. Dušans søn og efterfølger, Stefan Uroš 5. (d.1371), blev afsat i 1371, og samme år faldt den reelle hersker, kong Vukašin (medregent 1355-71), mod osmannerne i et slag ved Maricafloden, hvorpå riget gik i opløsning. I 1389 samlede fyrst Lazar en stor koalition af serbere og andre folkeslag til modstand mod osmannerne, men led nederlag og faldt i et slag på Kosovosletten.

Serbernes politiske centrum bevægede sig herefter mod nord, til Morava-dalen og Donau. Det sidste serbiske fyrstendømme, med hovedstad i Smederevo, blev erobret af osmannerne i 1459. Flertallet af serbere bevarede under osmannerne deres ortodokse kristne tro. I 1566 genoprettedes det serbiske patriarkat i Peć i Kosovo.

I 1689 gjorde serberne i dette område oprør mod osmannerne i forbindelse med en østrigsk invasion på Balkan. Da østrigerne trak sig tilbage, fik patriarken Arsenije 3. en stor del af den serbiske befolkning i Kosovo til at drage mod nord over Donau, hvor de fik asyl i det nuværende Vojvodina.

Nye serbiske oprør i begyndelsen af 1800-t., ledet af Karađorđe, blev nedkæmpet af osmannerne, men i 1817 lykkedes det Miloš Obrenović at blive anerkendt som delvis uafhængig fyrste af et lille serbisk fyrstendømme med Beograd som hovedstad. I 1830 opnåede Serbien selvstyre under osmannisk overhøjhed, og i 1835 fik landet en forfatning og et parlament, Skupština, men plagedes af indre konflikter. Territoriale udvidelser mod syd fik serberne først i forbindelse med en krig mod osmannerne 1877-78, som også gav landet fuld uafhængighed af sultanen, og i 1882 gav parlamentet fyrst Milan Obrenović kongetitlen. Et blodigt kup i 1903 bragte slægten Karađorđević til magten. Under Peter 1. tilnærmede Serbien sig Rusland, især efter Østrig-Ungarns formelle indlemmelse i 1908 af Bosnien-Hercegovina, som Serbien gjorde krav på. Serbien opnåede store territoriale udvidelser mod syd under 1. Balkankrig 1912-13, hvor halvdelen af Sandžakprovinsen, Kosovo og den nuværende republik Makedonien blev indlemmet. Serbien fik dog ikke adgang til havet, og fra Beograd arbejdede nationalistiske kredse på at destabilisere det østrig-ungarske herredømme i Bosnien-Hercegovina. En serbisk students drab 28.6.1914 på den østrig-ungarske tronfølger udløste et østrig-ungarsk angreb på landet, hvad der igen kom til at udløse 1. Verdenskrig, ved at Rusland og senere også Frankrig og Storbritannien støttede Serbien, mens Tyskland og senere Bulgarien og Osmannerriget støttede Østrig-Ungarn. 1. Verdenskrig blev katastrofal for Serbien, som blev besat af tyskere og bulgarere og mistede godt 1/3 af sin mandlige befolkning mellem 18 og 45 år. Men Serbiens forbundsfæller vandt krigen, og dermed fik landet ikke blot sin selvstændighed, men også den territoriale kompensation, der gjorde det til kernen i det 1.12.1918 oprettede Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovenere, fra 1929 Jugoslavien, der omfattede næsten alle de sydslaviske områder, som hidtil havde hørt under Østrig-Ungarn, herunder Bosnien-Hercegovina. I Jugoslavien forsvandt Serbien som selvstændig enhed, men ledelsen lå helt overvejende i serbiske hænder til stor utilfredshed for især kroaterne; kroatiske nationalister stod således bag drabet på den jugoslaviske kong Aleksander i Marseille i 1934.

Tysklands angreb på Jugoslavien i 1941 splittede landet totalt. Et "Restserbien", ikke meget større end fyrstendømmet 1817-78, skabtes som tysk vasalstat. En royalistisk modstandsbevægelse havde en tid en vis succes, men mistede efterhånden vestmagternes tillid, fordi den mistænktes for at samarbejde med tyskerne mod kroaten Titos antifascistiske partisaner. I 1945 genskabte Tito Jugoslavien. Også Serbien blev genskabt, nu som en af forbundsstatens seks republikker. Makedonien blev udskilt, og provinserne Vojvodina og Kosovo, med store ikke-serbiske mindretal, fik lokal autonomi; en ny forfatning fra 1974 ligestillede næsten disse to provinser med republikkerne, hvad der især på serberne i Kosovo virkede som en provokation. Konflikten skærpedes efter Titos død i 1981 med kosovo-albanske krav om fuld republikstatus. I 1988 ophævedes i strid med forfatningen Vojvodinas autonomi og i 1989 Kosovos, hvilket ikke havde opbakning af forbundsorganerne. Serbiens enegang styrkede tilsvarende tendenser i de øvrige republikker, og ved det første jugoslaviske flerpartivalg i 1990 sejrede nationalistiske partier overalt. I 1991 ønskede Slovenien og Kroatien Jugoslavien omdannet til et statsforbund, mens Serbiens præsident, Slobodan Milošević, ønskede en strammere forbundsstat, domineret af Serbien, eller alternativt en udvidelse af Serbien med områder med serbisk befolkning i forbindelse med en opløsning af Jugoslavien. I krigen, der brød ud umiddelbart efter Sloveniens og Kroatiens uafhængighedserklæringer 25.6.1992, blev den principielt neutrale forbundshær snart et instrument for serbiske interesser. Slovenien blev opgivet, men 1/3 af Kroatien kom under serbisk kontrol, formelt som en serbisk løsrivelsesrepublik, Republika Srpska Krajina. Samme mønster gentog sig i Bosnien, hvor en folkeafstemning om uafhængighed blev boykottet af de bosniske serbere, som derefter dannede deres egen udbryderrepublik, Republika Srpska. 27.4.1992 dannede Serbien og Montenegro et nyt Jugoslavien. Formelt var Serbien herefter en ikke-krigsførende nation, mens den reelt ydede støtte til de serbiske udbryderrepublikker. Dette udløste internationale sanktioner mod Jugoslavien, der medførte en høj inflation, som forarmede store dele af befolkningen.

Indenrigspolitisk var 1990'erne præget af stærke spændninger. Indførelsen af et flerpartisystem i 1990 sikrede godt nok Milošević præsidentposten, men ikke noget flertal for hans reformerede kommunistparti, Serbiens Socialistiske Parti (SPS); i sin hustrus, Mirjana Markovićs (f. 1942), Venstreunion (JUL) havde han dog en fast støtte. De øvrige partier var imidlertid præget af indbyrdes uenighed. I 1997 kunne Milošević ikke samle de 67% af stemmerne i det serbiske parlament, som skulle til for at ændre forfatningen, så han kunne blive valgt til præsident for tredje gang. Kun under store vanskeligheder lykkedes det for Milošević at få sin kandidat valgt som efterfølger. Umiddelbart efter stod Serbien i en parlamentarisk krise, fordi SPS og JUL ikke kunne danne regering alene, men var nødt til at optage et af oppositionspartierne i regeringen. Det blev det ultranationalistiske Serbiske Radikale Parti (SRS), ledet af Vojislav Šešelj (f. 1954), som i marts 1998 optoges i den serbiske regering. Samme måned optrappedes aktionerne mod den kosovo-albanske guerillahær UÇK, som siden januar havde gennemført en række væbnede aktioner i Kosovo.

Den forværrede situation i Kosovo udløste nye sanktioner, da Milošević og den serbiske regering nægtede udenlandsk mægling i konflikten. Efter yderligere optrapning og trusler fra NATO om luftbombardementer blev en våbenstilstand indgået i oktober 1998, som kun holdt til nytår. I marts 1999 indledte NATO en luftkampagne mod Jugoslavien, fortrinsvis Serbien, for at tvinge den serbiske regering til at overlade kontrollen over Kosovo til en international styrke under ledelse af NATO. Dette gik Serbien ind på i juni 1999. Siden da krævede de fleste oppositionspartier og den serbisk-ortodokse kirke Milošević' afgang, mens Montenegro truede med løsrivelse fra Jugoslavien.

Læs videre om Jugoslaviens endeligt.

Se også Serbien og Montenegro (historie).

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

  • Der er endnu ingen tags til denne artikel
Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Serbien. Det middelalderlige Serbien nåede sit højdepunkt med Stefan Uroš 4. Dušan, der udvidede de serbiske besiddelser betragteligt og i 1346 lod sig krone som kejser af Serbien og Romania, dvs. Det Byzantinske Rige. Storhedsperioden blev kortvarig, og allerede 15 år efter Stefan Dušans død i 1355 var det serbiske rige mindre, end da han kom til magten. Fresko fra ca. 1348, udført af Michael fra Lesnovo; Michaelskirken, Lesnovo.

© Dette billede må du ...

Serbien. Det middelalderlige Serbien nåede sit højdepunkt med Stefan Uroš 4. Dušan, der udvidede de serbiske besiddelser betragteligt og i 1346 lod sig krone som kejser af Serbien og Romania, dvs. Det Byzantinske Rige. Storhedsperioden blev kortvarig, og allerede 15 år efter Stefan Dušans død i 1355 var det serbiske rige mindre, end da han kom til magten. Fresko fra ca. 1348, udført af Michael fra Lesnovo; Michaelskirken, Lesnovo.

© Dette billede må du ...

Det middelalderlige Serbien nåede sit højdepunkt med Stefan Uroš 4. Dušan, der udvidede de serbiske besiddelser betragteligt og i 1346 lod sig krone som kejser af Serbien og Romania, dvs. Det Byzantinske Rige. Storhedsperioden blev kortvarig, og allerede 15 år efter Stefan Dušans død i 1355 var det serbiske rige mindre, end da han kom til magten. Fresko fra ca. 1348, udført af Michael fra Lesnovo; Michaelskirken, Lesnovo.

Viser 3 af 3 billeder | Tilbage til billedgalleri

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Marie-Louise Hammer
05/04/2014
Redaktionen
21/05/2012
Bana
09/05/2009
Oprindelig forfatter
KFle
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki