kz-arkæologi

Verificeret: Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

kz-arkæologi, forskningsdisciplin der udelukkende beskæftiger sig med den arkæologiske undersøgelse af de tidligere nazistiske koncentrationslejre fra 1933-1945. Gennem traditionelle videnskabelige arkæologiske metoder, som landskabsanalyser, analyser af overfladefund, regulære udgravninger og registreringen af enkeltfund og hele fundkomplekser, som eks. afdækningen af bygningsfundamenter til barakker m.m., bidrager kz-arkæologien i tæt samarbejde med den traditionelle historieforskning på området til rekonstruktionen af de enkelte koncentrationslejre og deres historik. Kz-arkæologien klassificeres på linje med den historiske arkæologi, dvs. de arkæologiske emneområder, der inddrager både de materielle levn og de historiske kilder, i lighed med egyptologi og middelalderarkæologi. Kz-arkæologiske undersøgelser er bl.a. gennemført i Sachsenhausen, Uckermark ved Ravensbrück, Dachau, Buchenwald og Neuengamme i Tyskland samt i udryddelseslejrene Bełźec, Chełmno, Sobibór, Treblinka, Majdanek og Auschwitz-Birkenau (se Auschwitz) i Polen. Den arkæologiske undersøgelse af de nazistiske udryddelseslejre betragtes af stadig flere arkæologer som en særskilt forskningsdisciplin indenfor kz-arkæologien og benævnes derfor undertiden også holocaustarkæologi.