koncentrationslejr

Kz-systemets udvikling

Det juridiske grundlag for de tyske kz-lejre var Nødforordningen af 28.2.1933, som gav mulighed for vilkårlig tilbageholdelse af mennesker i 'beskyttelsesarrest', Schutzhaft, og for opbygningen af et centraliseret lejrsystem under kommando af den øverste chef for politiet og SS, Heinrich Himmler. Såkaldt vilde kz-lejre, der var oprettet af SA og SS på lokalt initiativ, erstattedes af permanente lejre, hvoraf den første var Dachau, der blev grundlagt 20.3.1933.

I nazisternes magtovertagelsesfase var fangerne især socialdemokrater, kommunister og andre modstandere af nazismen, men snart blev mennesker også interneret, hvis de ikke passede ind i den nazistiske konformitets- og racerenhedsideologi. Det gjaldt medlemmer af Jehovas Vidner, homoseksuelle mænd, "asociale", "vaneforbrydere" og "sigøjnere". Efter Krystalnatten i november 1938 blev ca. 36.000 jøder sat i kz-lejre og mishandlet med det formål at tvinge dem til at opgive deres ejendom og forlade Tyskland. Med krigsudbruddet året efter fik kz-lejrene en vigtig rolle som terrorredskab i beherskelsen af de besatte områder. Modstandsfolk, gidsler og andre deporteredes til kz-lejre i Tyskland, ligesom der oprettedes kz-lejre i en række besatte lande. I Danmark oprettedes ikke kz-lejre, men ca. 6000 danskere blev deporteret til Neuengamme, Buchenwald, Sachsenhausen og andre lejre. Snart var kun ca. 10% af fangerne tyskere, og mange af disse fik privilegerede poster som overfanger og arbejdsformænd.

© John Fowlie

Koncentrationslejr. Fanger i Buchenwald umiddelbart efter lejrens befrielse i april 1945. Hårdt tvangsarbejde, ekstrem sult, sygdom og mishandling var fangernes betingelser. Antallet af ofre for den nazistiske forfølgelse og racepolitik var så stort, at SS i de større lejre opførte krematorier til at brænde de døde i.

Med felttoget mod Sovjetunionen og udryddelseskrigen mod jøderne fra 1941 ændredes kz-systemets funktion og struktur. Indtil da havde lejrenes primære formål været at nedbryde modstand mod nazismen, og det umenneskelige arbejde i stenbrud, teglværker og andre SS-virksomheder anlagt i lejrene havde især tjent til straf. Fra 1942 udlejede SS kz-fanger til slavearbejde i industri- og byggevirksomheder; lejrdriften kom ind under SS' nye økonomiafdeling, SS-Wirtschaftsverwaltungshauptamt, og kz-systemet udbyggedes kraftigt. I 1935 var der syv kz-lejre med i alt højst 9000 fanger, i 1944 havde 22 "stamlejre" mere end 650 filiallejre og "udekommandoer" over hele Tyskland og et samlet antal fanger på knap 750.000. De sidste krigsmåneders evakueringstransporter og "dødsmarcher" forhøjede den i forvejen høje dødsrate, så ved befrielsen levede trods fortsat tilgang kun en halv million fanger.

En særlig gren af kz-systemet var udryddelseslejrene i Polen, der fungerede 1942-44 og havde til formål at udrydde jøderne vha. giftgas (Zyklon B), motorudstødningsgas eller skydning. Det anslås (1995), at knap 4 mio. mennesker døde i kz-lejrene; heraf var flere end 3 mio. jøder, dræbt i udryddelseslejrene.

Ordet koncentrationslejr benyttes i daglig tale også om andre nazistiske lejre, tvangsarbejds-, straffe- og krigsfangelejre, og om ghettoer for jøder, hvor tilsvarende umenneskelig behandling foregik.

Fangernes vilkår

© Frihedsmuseet

Auschwitz. Jøder transporteredes til udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau fra hele Europa. Når togene standsede ved rampen, gennemførtes selektionen: SS-læger udvalgte unge mænd og enlige kvinder til tvangsarbejde i lejrens værksteder og fabrikker; de øvrige blev gennet direkte til gaskamrene. De fleste ofre var svækkede efter dage i overfyldte godsvogne uden mad og drikke og lammede ved mødet med lejren og vagternes brutalitet. De klyngede sig til håbet om overlevelse. Fortvivlet modstand forekom, som da en del af de fanger, der var sat til at brænde lig, den 7.10.1944 gjorde oprør. De ødelagde Krematorium IV, men nedkæmpedes af SS.

Fra udnævnelsen i 1934 af den første inspektør for kz-væsenet, Dachaukommandanten Theodor Eicke (1892-1943), lå driften af alle kz-lejre i hænderne på SS. Frivillige fra SS-vagtenheder, SS-Totenkopf og senere også Waffen-SS stod for bevogtningen. Den typiske kz-lejr var omgivet af elektriske pigtrådshegn og tårne med maskingeværbevæbnede vagter og bestod af overbelagte træbarakker med primitive køjesenge. De sanitære forhold var umenneskelige, fangerne fik kun tynde lærredsdragter, primitive trætøfler og så ringe en føde, mest bestående af vandig roe- og kartoffelsuppe, at arbejdsevne og modstandskraft hurtigt blev nedbrudt. Fangerne måtte yde hårdt tvangsarbejde 12 timer daglig, ofte under de mest primitive og farlige omstændigheder. Strenge straffe og brutalitet fra vagters og arbejdsformænds side ramte vilkårligt. Et SS-styret "selvforvaltningssystem" sikrede, at overfanger, Kapoer, for at opnå privilegier og for at overleve deltog i grusomhederne. Lejrinfirmerierne manglede ofte selv den mest nødvendige medicin, og der gennemførtes jævnlig Selektion, dvs. udskillelse af syge, uarbejdsdygtige fanger, som blev dræbt ved indsprøjtninger, i gaskamre eller på anden måde. SS-læger brugte desuden kz-fanger til medicinske forsøg, ofte med dødelig udgang.

Den grusomme systematik i kz-lejrene reducerede fangerne til numre, nedbrød deres menneskeværd og gav dem i reglen kun få måneder at leve i. Begreberne Häftling, dvs. fange, og muselmand, dvs. en fange i det afsluttende stadium af ekstrem afmagring og apati, er ord fra de tyske kz-lejre, som er gået over i mange sprog. Overlevende fanger har livet igennem lidt af koncentrationslejrsyndrom. Mange tidligere fanger har bearbejdet deres erfaringer i kunst, skønlitteratur, erindringer og videnskabelige analyser, således bl.a. Primo Levi og Eugen Kogon og danskerne Martin Nielsen og Kai Moltke.

Den 27. januar 1945 befrier sovjetiske tropper den nazistiske udryddelseslejr Auschwitz i Polen. Der møder dem et forfærdende syn. Klippet er fra 1945.