Månen

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Øverst Månens synlige side med landingssteder for Apollo (A) og de vigtigste Luna-sonder (L) indtegnet. Have er markeret i kursiv, og kratere med pile. Nederst Månens bagside.

Månen, gr. Selene, lat. Luna, Jordens eneste naturlige satellit/drabant. Sammenlignet med andre planet/måne-systemer i Solsystemet er Månen meget stor i forhold til Jorden, idet dens radius er ca. 1/4 af Jordens, og dens masse er ca. 1/100. Der er således reelt mere tale om et dobbeltplanetsystem; sammen med Solen et tre-objekt-system. Den er dog for lille til at fastholde en atmosfære. Månens nærhed til Jorden gør, at man med det blotte øje tydeligt kan se lyse og mørke områder på dens overflade, og med en mindre kikkert kan man se bjerge, forkastninger og andre overfladestrukturer. Til trods for, at Månen er det lysstærkeste himmellegeme på nattehimlen, består den af meget mørke klipper, der kun kaster 7% af sollyset tilbage. Hvis Månen havde haft en atmosfære som fx Venus, ville den skinne langt klarere.

Bane, faser og rotation

Månens bane er med tilnærmelse en ellipse med Jorden i det ene brændpunkt. Bl.a. indvirkningen fra Solen og fra tidevandskræfter gør dog, at en præcis udregning af banen kræver en kompliceret empirisk formel. Fx fjerner Månen sig til stadighed fra Jorden med en hastighed af 3,8 cm om året pga. gnidningsmodstanden mellem tidevandsbølgen og havbunden: Modstanden forskyder bølgen i forhold til Månen og ændrer Jordens tyngdefelt, hvilket giver en lille ekstra acceleration af Månen væk fra Jorden. For ca. 4 mia. år siden var Månen så tæt på Jorden, at den gennemsnitlige tidebølge var på 400 m (mod 36 cm i dag). Samtidig betyder gnidningen en opbremsning af Jordens rotation. Studiet af vækstlag i visse kalkskallede organismer har vist, at Jorden for 400 mio. år siden havde en døgnlængde på 22 h.

Egenskaber
middelafstand til Jorden 384.400 km
omløbstid (siderisk) 27,322 d
omløbstid (synodisk) 29,531 d
banens hældning 5,15°
banens excentricitet 0,0549
rotationsperiode 27,322 d
aksehældning 6,68°
radius ved ækvator 1738 km
fladtrykthed 0,0017
masse 7,349·1022 kg
middeldensitet 3,34 g/cm3
tyngdeacceleration ved ækvator 1,62 m/s2
undvigelseshastighed ved ækvator 2,4 km/s
magnetisk moment 0

Allerede Anaxagoras i 400-t. f.Kr. indså, at Månen lyste ved reflekteret sollys. Under et omløb om Jorden vil en varierende del af den belyste Måne være synlig, hvilket giver anledning til månefaserne. I løbet af en måned gennemløbes alle faser fra fuldmåne til fuldmåne igen; dette tidsrum har tidligt været anvendt til at inddele kalenderen (se kalender, måned og månekalender).

Månen vender altid den samme side mod Jorden: Månen foretager én rotation omkring sin egen akse, hver gang den foretager ét omløb om Jorden; dens rotation er bunden. Dette skyldes, at tidekræfter fra Jorden har forårsaget indre gnidninger i Månen, indtil rotationen var synkroniseret med omløbstiden. Ca. 59% af Månens overflade er dog synlig pga. såkaldte librationer (svingninger) i Månens bane set fra Jorden. De skyldes overvejende, at Månens hastighed i dens elliptiske bane ikke er konstant, og at dens rotationsakse hælder i forhold til baneplanet.

Formørkelser

Måneformørkelse 31.12.2009.

Måneformørkelse 31.12.2009.

Måneformørkelser indtræffer, når Månen passerer gennem Jordens skygge, mens solformørkelser skyldes, at Jorden bevæger sig gennem Månens skygge.

Overflade

Englænderen Thomas Harriot (1560-1621) i 1609 og Galilei i 1609-10 var de første til at bruge kikkert til måneobservationer. Galilei identificerede bl.a. bjerge og kratere på Månens overflade. De store, mørke, jævne, overlappende områder, der er synlige med det blotte øje, fik navnet 'have' (lat. mare, plur. maria), mens de lyse områder blev kaldt 'lande' (lat. terra, plur. terrae); i dag kaldes de sidstnævnte højlande. Havene udgøres af 5-6 kæmpemeteorkratere, som blev dannet inden for de første 500-800 mio. år af Månens historie. Sært nok har disse kæmpemeteorer kun ramt Månens synlige side. Kæmpemeteornedslagene forårsagede lokal opsmeltning, der sendte lava ud i bunden af meteorkraterne. Herved opstod den relativt glatte og kraterfattige overflade i havene. Det skal understreges, at der aldrig har været flydende vand i Månens have; navnet "have" er givet, længe inden man havde nogen idé om Månens geologiske historie. Målinger har i 1998 vist, at der findes is i bunden af meteorkratere nær polerne, hvor der næsten intet sollys kommer. Isen udgør kun 0,3-1% af de løse overfladebjergarter og stammer sandsynligvis fra kometer, der har ramt Månen i en ikke så fjern fortid.

Månen fotograferet af den amerikanske Galileo-rumsonde 1992. Billedet er optaget over Månens nordpol, der er i skyggezonen lidt over midten. Kun venstre halvdel af overfladen er synlig fra Jorden.

Højlandene er den oprindelige overflade, der er stærkt præget af meteorkratere. Ud over mangfoldige kratere findes også forkastninger og sinusformede riller. Årsagen til dannelsen af de sidste er stadig uafklaret. Hele Månen er dækket af regolit (løse, knuste bjergarter), der er knust ved talrige meteornedslag gennem milliarder af år. Kraterdannelse er den dominerende geologiske proces på Månen i modsætning til Jorden, hvor konvektion i kappen skaber kontinentaldrift og bjergkædedannelse, mens talrige klimatisk relaterede processer forårsager erosion. Ingen af disse for Jorden så vigtige processer har spillet en rolle for Månens geologiske udvikling. Regolitten består af bjergartsfragmenter i størrelser fra finsand til kæmpeklodser på flere hundrede meter, den såkaldte megaregolit. Megaregolitten menes at være 10-50 km tyk i højlandene og højst et par km tyk i havene.

Temperaturen på Månens overflade varierer fra ca. 130 °C på dagsiden til ca. −160 °C på natsiden.

Navngivning

Italieneren G.B. Riccioli (1598-1671) udgav i 1651 et månekort, hvor han navngav mange strukturer på overfladen. Havene og lignende områder, bl.a. "søer" og "sumpe", fik symbolske navne (fx Mare Tranquillitatis 'Stilhedens Hav'), bjergkæder fik jordiske navne (fx Pyrenæerne), mens kratere blev opkaldt efter kendte videnskabsmænd (fx Tycho og Copernicus). Disse principper er stort set fulgt siden. I dag bestyres de af Den Internationale Astronomiske Union; der findes over 1200 navngivne strukturer på Månen.

Månen. Apollo 17 var den sidste og længstvarende af de seks Apollomissioner, der landede på Månen. De to astronauter tilbragte 72 timer på Månen (11.12-14.12.1972) med bl.a. opstilling af måleinstrumenter og indsamling af måneprøver. Astronauten og geologen Harrison Schmitt (f. 1935), der er den hidtil eneste videnskabsmand på Månen, ses her i færd med undersøgelser. Billedet er taget af den anden astronaut, Eugene Cernan.

Opbygning

Månens indre struktur er meget særpræget, idet den i modsætning til Jorden og de andre terrestriske planeter tilsyneladende fuldstændigt mangler en jern-nikkel-metalkerne. Både Månens lave massefylde og seismologiske målinger viser, at hvis Månen har en kerne, kan den højst udgøre 5% af Månens masse; i Jorden udgør kernen 32%. Kappen, der ligger under megaregolitten, fortsætter således helt ind til centrum. Der forekommer små måneskælv i en dybde af ca. 800 km, hvilket formodentlig skyldes en faseovergang i denne dybde.

Dannelse

En tilfredsstillende teori for Månens dannelse skal kunne gøre rede for en række kendsgerninger, som bl.a. Apollomissionerne har bidraget med: 1) Månen har ingen eller en meget lille metalkerne, men metallet var formentlig til stede i det oprindelige materiale og er blevet fjernet i dannelsesprocessen. 2) Månens masse er meget stor i forhold til Jordens masse. 3) Månen og Jorden har tilsammen et impulsmoment, der er større end andre planet-måne-systemers. Dette tyder på en vekselvirkning med en anden planet. 4) Månen er meget fattig på flygtige grundstoffer. Nogle grundstoffer er 10.000 gange sjældnere end i de primitive meteoritter, der formodentlig er udgangsmaterialet. Dette tyder på, at Månen har oplevet en voldsom opvarmning tidligt i sin geologiske historie. 5) Månen har haft et magmaocean, dvs. at Månen har været delvis smeltet ned til ca. 400 km dybde. Også dette tyder på en meget voldsom opvarmning. 6) Månebjergarterne ligner jordiske bjergarter i deres sammensætning af iltisotoper, hvilket tyder på, at måne- og jordmaterialet har samme oprindelse. 7) Varmestrømmen fra Månens indre tyder på, at Månen indeholder samme koncentrationer som Jorden af de radioaktive grundstoffer U, Th og K. Dette peger igen på en fælles oprindelse af Jorden og Månen.

Månen. Den belyste del af Månen, der er synlig fra et sted på Jorden, varierer i løbet af et måneomløb om Jorden. Tegningen viser inderst Månen på forskellige steder i sit omløb (med Solen mod højre) og yderst, hvordan den ses fra Jorden. Spidserne på de tiltagende månefaser indtil første kvarter peger mod venstre set fra Danmark, mens de for de aftagende peger mod højre. Syd for ækvator er det omvendt.

Der findes i dag ikke en alment accepteret teori for Månens dannelse. Der er fem mulige teorier, og de tilgængelige data tillader ikke at udskille den rigtige. Den for øjeblikket fremherskende teori siger, at Månen opstod ved en fremmed og nu knust planets sammenstød med Jorden. Ved sammenstødet blev den fremmede planets metalkerne enten slynget ud i rummet væk fra Jord-Måne-systemet, eller den forblev på Jorden, mens silikatdelene af den fremmede planet sammen med silikater fra Jordens kappe kom til at udgøre Månen. En anden næsten lige så sandsynlig teori er, at Jorden og Månen er dannet ved et relativt stille sammenfald af en sky af støv og gas, hvor Jordens dannelse er foregået en lille smule hurtigere end Månens, hvilket har tilladt Jorden at opsamle de tungere metalholdige støvpartikler. En tredje teori siger, at Månen er dannet, ved at en fremmed planet har passeret meget nær Jorden uden dog at ramme. Herved har Jordens tidefelt revet den indkomne planet i stykker, og mens den tunge metalkerne er fortsat ud i rummet, blev de knuste silikatpartikler fanget i en bunden bane omkring Jorden og samledes senere til Månen. En fjerde teori siger, at Månen slet og ret er en indfangen planet. Dette er dog en meget usandsynlig hændelse, og teorien har svært ved at forklare Månens manglende metalkerne. En femte teori, som allerede blev foreslået i 1800-t., går ud på, at Månen er dannet af materiale udslynget fra ækvatoregnene på en meget hurtigtroterende tidlig Jord. Den er ikke sandsynlig, da Jorden skulle have haft en ekstraordinært stor rotationshastighed, som Jord-Måne-systemet så igen skulle være sluppet af med på ukendt vis.

Udforskning

Månen. Et af de første fodspor på Månen blev sat af Buzz Aldrin i juli 1969, da han sammen med Neil Armstrong gik på Månens overflade.

Indtil slutningen af 1950'erne kom hele vores viden om Månen fra teleskopobservationer fra Jorden. Udforskningen af Månen med rumsonder begyndte med de sovjetiske sonder Luna, der bl.a. fotograferede Månens bagside. De amerikanske sonder Ranger 7-9 gav 1964-65 meget detaljerede billeder, inden de knustes mod Månens overflade, mens de sovjetiske Zond var forbiflyvninger. Luna 9 var i 1966 den første, der landede uskadt på Månen. Dette lykkedes også for USA med sonderne Surveyor, der sammen med Lunar Orbiter 1-5, som gennemførte en kortlægning af overfladen og en måling af Månens tyngdefelt, var et led i forberedelserne til de bemandede missioner i Apolloprojektet. Den første bemandede landing på Månen fandt sted 20.7.1969 (amerikansk tid), da Neil Armstrong fra Apollo 11's landingsmodul satte det første fodaftryk i månestøvet. Apollomissionerne hjembragte over 500 kg månebjergarter, som stadig opbevares og studeres på Johnson Space Center i Texas. Blandt de vigtigste målestationer, som Apolloastronauterne opsatte, var fire seismiske stationer, to varmestrømsmålestationer og et spejl. Det sidste blev brugt til at reflektere en laserstråle fra Jorden tilbage igen. Ved at måle den tid, strålen bruger på at komme tilbage, kan man meget nøjagtigt måle afstanden til Månen. På denne måde har man vist, at Månen fjerner sig fra Jorden med 3,8 cm om året. Varmestrømsmålingerne har vist, at Månens og Jordens indhold af radioaktive grundstoffer (U, Th og K) er næsten ens. Endelig har de fire seismiske stationer vist, at Månen er fuldstændig størknet, og målinger af de seismiske bølger efter nedslag af satellitter og meteoritter har afsløret aspekter af Månens indre struktur.

Tre ubemandede Luna-sonder bragte i 1970'erne også små prøver (ca. 100 g) tilbage til Jorden.

Clementine, opsendt 1994, var en amerikansk militær satellit, der blev afprøvet ved en kortlægningsmission på Månen. Clementine observerede vand på Månens overflade, men pga. en fejl på satellitten mistede man kontakten med sonden. De vigtige resultater blev derfor først bekræftet af Lunar Prospector, der blev opsendt af NASA 1998. Se også månekøretøj.

Læs også om den symbolik, der tillægges Månen, og om Månens geologiske historie.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Månen fotograferet af den amerikanske Galileo-rumsonde 1992. Billedet er optaget over Månens nordpol, der er i skyggezonen lidt over midten. Kun venstre halvdel af overfladen er synlig fra Jorden.

© Dette billede må du ...

Månen fotograferet af den amerikanske Galileo-rumsonde 1992. Billedet er optaget over Månens nordpol, der er i skyggezonen lidt over midten. Kun venstre halvdel af overfladen er synlig fra Jorden.

Viser 2 af 2 billeder | Tilbage til billedgalleri

Filer

FilTilføjet af 
[+410641.801.svg (3.52 kB)

Månen. Skematisk oversigt over Månens indre. Månen har formodentlig ingen metalkerne; hvis den findes, kan den ikke være større end vist, ca. 500 km.

Admin

05/02/2009

[+410642.801.svg (809.42 kB)

Månen. Øverst Månens synlige side med landingssteder for Apollo (A) og de vigtigste Luna-sonder (L) indtegnet. Have er markeret i kursiv, og kratere med pile. Nederst Månens bagside.

Admin

05/02/2009

[+414420.801.svg (450.76 kB)

Månen. Den belyste del af Månen, der er synlig fra et sted på Jorden, varierer i løbet af et måneomløb om Jorden. Tegningen viser inderst Månen på forskellige steder i sit omløb (med Solen mod højre) og yderst, hvordan den ses fra Jorden. Spidserne på de tiltagende månefaser indtil første kvarter peger mod venstre set fra Danmark, mens de for de aftagende peger mod højre. Syd for ækvator er det omvendt.

Admin

05/02/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
13/08/2014
sthornval
25/02/2014
Redaktionen
18/02/2011
Oprindelig forfatter
KLRa
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki