Alexander Graham Bell

© FOCI

Alexander Graham Bell indvier den første telefonlinje mellem New York og Chicago i 1892.

Alexander Graham Bell, 3.3.1847-2.8.1922, britisk-amerikansk opfinder, søn af Alexander Melville Bell. Tidligere kendt for opfindelsen af telefonen (patent i 1876) og dannelsen af Bell Telephone Co. (1877). Bell blev født i Edinburgh og uddannet i familiens profession, som var undervisning i taleteknik og arbejde med afhjælpning af tunghørhed og dens følger. Familien flyttede til Canada i 1870.

I 1872 åbnede Bell en skole for uddannelse af lærere for døve i Boston. I 1873 blev han professor ved Boston University. I sin fritid udførte han sammen med Thomas Watson (1854-1934) eksperimenter med apparatur til elektrisk transmission af lyd. Hans patent på telefonen har igennem mere end hundrede år været et emne for debat og kritik, og i 2002 fastslog den amerikanske kongres, at opfinderrettigheden retteligen tilkom Antonio Meucci.

Bell opfandt imidlertid en række andre apparater, fx fotofonen, som overførte lyd på en lysstråle. Hans forskning omfattede også områder som hydrofoilbåde og luftfartøjer.

Bell fortsatte livet igennem sit arbejde for døve; hans mor var døv, og også hans kone, Mabel Hubbard, som havde været hans elev, var døv.

Mabel Hubbard havde en sjælden evne til at mundaflæse, som det er få døve forundt. Derfor besluttede Bell, at hun ikke skulle lære tegnsproget. Diskussionen for og imod tegnsprog var på sit højeste på den tid. Sammen med Minor Gallaudet, som startede et universitet for døve i Washington DC, og som var tilhænger af tegnsprog, havde Bell hidsige offentlige diskussioner for og imod tegnsprog. Gallaudets synspunkt var, at døve kunne tilegne sig mere viden ved hjælp af tegnsprog, mens Bell mente, at døve bedre lærte at tale, når de ikke kunne tegnsproget.

Når Bells mor og kone var 'dygtige' til at tale, skyldtes imidlertid, at de havde lært det på normal vis, inden de omkring femårsalderen blev døve. De burde ikke sammenlignes med dem, der var født døve, og derfor havde sværere ved at lære at tale.

På den tid vedtog en international døvelærerkongres i Milano (1880), at tegnsprog ikke skulle anvendes i døveundervisningen. Først 130 år senere, i juni 2010, besluttede en døvelærerkongres i Vancouver, Canada, at den gamle resolution ikke skulle gælde mere. I  disse mere end hundrede år har man på døveskolerne givet større vægt til det at tale, end til den indlæring af viden de døve børn kunne få gennem tegnsproget.