posthus

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

posthus, ekspeditionssted for postanliggender. Posthuse har gennem tiderne været postvæsenets direkte kontakt til kunderne vedrørende postale forretninger.

En stor del af posthusenes forretningsgrundlag var fra postgiroens begyndelse i 1920 og til først i 1990'erne ekspedition af giroindbetalinger. Efter at mængden af de kontantløse betalinger er steget, er antallet af indbetalinger i posthusene over en kort årrække mere end halveret; dette har ført til et fald i posthusenes indtægter. Ved omdannelsen af postvæsenet til Post Danmark i 1995 blev det gjort muligt at udvikle og sælge produkter, der ikke umiddelbart var tradition for på de danske posthuse, og ud over at udføre traditionelle postforretninger sælger et stadig stigende antal posthuse nye produkter samt fungerer som lokale service- og kommunikationscentre. Blandt de nye produkter er salg af billetter via BilletNet det mest bemærkelsesværdige med et årligt salg af over 1 mio. billetter til sportsarrangementer, koncerter m.m. Andre initiativer omfatter salg af postkort, emballage, kontor- og gaveartikler.

En samarbejdsaftale med BG Bank indgået i 1995 bevirkede, at en del posthuse en årrække udførte bankforretninger for BG Bank, og flere posthuse fungerede som filialer af banken. Post Danmarks og BG Banks etablering af fællesfilialer ophørte dog med øjeblikkelig virkning, da BG Bank og Danske Bank fusionerede i 2001. I 2002 blev Post Danmark omdannet til aktieselskab. I Danmark er der i 2006 ca. 950 posthuse, hvoraf over halvdelen drives af forskellige detailhandlende, fx købmænd, som en butik i butikken (såkaldte Postbutikker), mens resten, der omfatter de større posthuse, drives af Post Danmark.

Ved postvæsenets etablering i 1624 stillede Christian 4. lokaler på Børsen i København til rådighed for postforretningernes udførelse. Alle andre steder i landet indrettedes postkontorer i postmestrenes private boliger. Postvæsenet fik først foden under eget bord ca. 1717 med erhvervelsen af en ejendom i Købmagergade i København. Bygningen nedbrændte imidlertid 1728, og postvæsenet flyttede atter til Børsen. 1779 købte postvæsenet Postgården i Købmagergade, der siden har fungeret som postkontor. I midten af 1800-t. opførte postvæsenet bygninger til egne formål i de største provinsbyer; andre steder lejede det sig ind.

1900-21 blev der bygget mange posthuse landet over med Centralpostbygningen (Hovedpostkontoret) nær Hovedbanegården i København (1912, arkitekt: Heinrich Wenck) som det største.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
08/07/2011
Oprindelige forfattere
ALess
01/02/2009
ErJe
01/02/2009
KBpe
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki