computer aided manufacturing

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

computer aided manufacturing, CAM, teknologi, som anvender computere til at styre og understøtte produktionsforberedelse og produktion i virksomheder. Udtrykket stammer fra 1970'erne, da computerteknologien begyndte at spille en væsentlig rolle inden for produktion.

Produktionsforberedelse

I forbindelse med produktionsforberedelse dækker CAM-aktiviteterne: 1) Omkostningsvurdering, som betyder, at computere kan gennemføre omkostnings- og prisestimering af produkter eller produktionsordrer, hvori der bl.a. tages hensyn til arbejdstid samt materiale- og bearbejdningsomkostninger. 2) Procesplanlægning (CAPP — Computer Aided Process Planning), som betyder, at computere kan hjælpe med at vælge fremstillingsprocesser, materialer, bearbejdningsrækkefølger, værktøjer og maskiner samt udregne procesdata som fx spindelhastighed og tilspænding. Procesplanlægning kan også omfatte optimering af, hvorledes man bedst udnytter en plade, når flere produkter skal skæres ud af samme plade; denne optimering kaldes nesting. 3) Computerassisteret NC-programmering, som er generering af styredata for numerisk styrede bearbejdningsmaskiner og uden tvivl den mest kendte og mest benyttede CAM-anvendelse. Numerisk styrede bearbejdningsmaskiner (NC-maskiner) er styret af et såkaldt NC-program, som automatisk får maskinen til at udføre en proces med bevægelsesbaner, styring af procesparametre osv.; dette kan fx være drejning eller fræsning af et emne, men i dag findes computerassisteret NC-programmering inden for mange forskellige processer. Ved computerassisteret NC-programmering kan operatøren tegne/modellere sit emne på computeren, hvorefter den automatisk kan generere NC-programmet. Emnegeometrien kan også hentes direkte fra CAD-systemet, se computer aided design, hvor der så tales om integration mellem CAD og CAM. På markedet findes en del såkaldte CAD/CAM-systemer, hvor CAD-delen stort set kun består af faciliteter til programmering af numerisk styrede systemer. I dag sætter mange derfor lighedstegn mellem CAM og computerassisteret NC-programmering, hvilket dog er en væsentlig forenkling af den oprindelige betydning af CAM. 4) Produktionsplanlægning, som betyder, at computeren hjælper med planlægning af materialeindkøb, lagerstyring, kapacitetsplanlægning og planlægning af produktionsrækkefølgen af produktionsordrer.

Produktion

I forbindelse med produktionen dækker CAM-aktiviteterne styrings- og kontrolfunktioner i selve produktionen, også kaldet computerstyret produktion. Computerstyret procesudstyr, fx CNC-maskiner og robotter, er særdeles udbredt inden for automatiserede produktionssystemer. Den computerstyrede produktion indebærer procesovervågning, processtyring, kvalitetskontrol, styring af materialeflow (fx computerstyrede transportører, conveyore, robotter) mellem maskiner og procesudstyr. Styring af processer og materialeflow foretages af såkaldte cellestyringsprogrammer, som er integreret i den øvrige CAM-software.

Når virksomhedens funktioner er totalt integreret ved hjælp af computer- og informationsteknologi, tales der om CIM, se computer integrated manufacturing.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
29/01/2009
Oprindelig forfatter
ABil
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki