geigertæller

© John Fowlie

Geigertæller. Den indkommende stråling ioniserer gassen i røret, hvilket bevirker, at en kaskade af elektroner (e-) løsrives og tiltrækkes af den positive elektrode (her en leder i midten af røret). Ved stødprocesser undervejs kan der dannes UV-lys, som også kan ionisere gassen og derved skabe nye elektronkaskader. Det resulterende, svage elektriske strømstød (signalet) kan detekteres, fx i et tælleværk eller som et klik i en højtaler.

geigertæller, instrument til måling af intensiteten af ioniserende stråling og til tælling af enkelte ladede partikler; konstrueret 1913 af tyskeren H. Geiger og forbedret sammen med W. Müller (GM-rør). En geigertæller består af en lille beholder fyldt med gas ved et tryk på ca. 0,1 bar. Beholderen indeholder to elektroder, hvoraf den ene er udformet som et rør og den anden som en tynd leder, der løber langs rørets akse. Stråling, der træffer geigertælleren, ioniserer gassen. Når elektroderne er tilsluttet en spændingskilde, accelereres de løsrevne elektroner mod den ene elektrode og detekteres som et svagt elektrisk strømstød. Ved spændinger på nogle hundrede volt er strømmen proportional med ioniseringen, og apparatet kaldes da en proportionaltæller. I geigertællere anvendes højere spændinger, hvorved signalets størrelse bliver uafhængig af graden af ionisering og typen af stråling.