Oslofeltet

Oslofeltet, Oslo-gravsænkningen, NNØ-SSV-forløbende og op til 60 km bred gravsænkning omkring Oslofjorden, tilhørende en intrakontinental rift fra Sen Karbon-Perm (ca. 323-248 mio. år før nu). Feltet rummer nedforkastet grundfjeld med et dække af aflejringer fra Kambrium, Ordovicium og Silur, men præges især af vulkanske og intrusive bjergarter dannet under udviklingen af gravsænkningen. Selve indsynkningsstrukturen er opbrudt i en række nedforkastede blokke, hvoraf flere, der ligger langs den østlige afgrænsning i Oslofjorden, er sunket mere end 1000 m. De magmatiske bjergarter er af alkalin karakter. De vulkanske bjergarter dækker i dag mere end 1500 km² og repræsenterer et lavavolumen, der antagelig langt har oversteget 10.000 km³.

Vulkanismen begyndte i den sydlige del af feltet, hvor der ved udbruddene blev udsendt store mængder af basaltisk materiale. Derefter blev der fra sprækkevulkaner afsat talrige rombeporfyr-lavastrømme. Denne karakteristiske og mest udbredte lavatype kendes fra hele Oslofeltet. I de senere faser overgik den magmatiske aktivitet til central vulkanisme med tilknyttet caldera-indsynkning. De ledsagende dybbjergarter kendes under lokale navne, der hovedsagelig dækker over monzonitiske, syenitiske eller granitiske bjergarter som fx den kendte udsmykningssten larvikit (monzonit) og rombeporfyr; den sidstnævnte er i Danmark en kendt ledeblok, der stammer fra et larvikitmagma udstrømmet som lava.