montmorillonit, (efter den sydfranske by Montmorillon og -it), lermineral, der er hovedbestanddelen i bentonit, som bl.a. anvendes i boremudder. Det er et pladeformet, finkornet, dioktaedrisk lagsilikatmineral af smectitgruppen. Formlen er Cx(Al,Mg,Fe)2(Si,Al)4O10(OH)2, hvor x er 0,2-0,6, og C er ombyttelige kationer som fx K+, H+ og Ca2+. Montmorillonit har relativt høj kationadsorptionskapacitet (CEC-værdi) og kan kvælde kraftigt op ved vandoptagelse. Mineralerne dannes ved forvitring af jern-magnesium-mineraler, feldspatter og vulkansk glas og er almindeligt forekommende i jordbund og sedimenter.
Montmorillonit bruges også om en gruppe af dioktaedriske lagsilikatmineraler, der omfatter montmorillonit, beidellit og nontronit.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki