rift, riftzone, riftsystem, geologisk struktur dannet ved ekstension, dvs. dannelse af strækningsspændinger i jordskorpen i forbindelse med de konstruktive rande af de store lithosfæreplader.
Siden introduktionen af pladetektonik-teorien er betegnelsen særlig blevet tilknyttet de seismisk aktive vulkanske spredningssystemer. Resultatet er ofte riftdale, der er langstrakte indsynkninger begrænset af normalforkastninger (se forkastning), og som kan være 30-60 km brede med stejle, ofte trappeformede sider.
| Ordet rift er engelsk, beslægtet med dansk rift. |
Spredningssystemerne danner systemer på flere hundrede kilometers længde. I oceanerne markeres de af midtoceanryggene. På bunden af Atlanterhavet og Det Indiske Ocean danner de 1-2 km dybe riftdale med udbredt basaltisk vulkanisme; på kontinenterne er der udviklet mere uregelmæssige systemer af fladbundede dale med vulkankegler og dybe søer. Vulkanismen i de kontinentale rifts er ofte ekstremt alkalisk.
| De topografisk mest udprægede riftzoner er fra Yngre Tertiær og Kvartær; de kendteste er |
| Rift Valley |
| Rhingraven |
| Suez-Rødehav-Aden-systemet med begyndende oceanbundsdannelse |
| Bajkalsystemet i Sibirien |
| oceanryggene |
| Gamle gravsænkninger, som var led i et globalt, aktivt brudsystem, betegnes palæorifts. Disse ældre riftsystemer findes mange steder i kontinentskorpen, fx |
| Vikinggraven og Centralgraven i Nordsøbassinet (Jura-Kridt) |
| Oslofeltet (Perm) |
| Gardarprovinsen i Sydgrønland (Proterozoikum) |
Større sideværts-forkastninger som Jordandalen med Det Døde Hav og Sankt Andreas-forkastningen blev tidligere betegnet som rifts.
Til forskel fra en rift er en gravsænkning en rent strukturel betegnelse; gravsænkninger findes således også uden for egentlige riftzoner.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki