nuée ardente

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Vulkanen Mayon på Filippinerne 23.9.1984 under et udbrud, som varede næsten en måned. Pyroklastiske strømme og glødende askelaviner ruller ned ad vulkanens sydøstlige flanke. Eruptionsskyen af grå pimpstensaske nåede på sit højeste 15 km til vejrs, og vulkansk aske faldt ned i en afstand af op til 50 km vest for vulkanen. I alt producerede Mayon under dette udbrud 10 mio. m3 aske og en tilsvarende mængde lava. Der var ingen omkomne i forbindelse med dette vulkanudbrud, hvilket i høj grad må tilskrives, at mere end 74.000 mennesker omkring vulkanen blev evakueret på anbefaling af vulkanologerne ved det filippinske Institut for Vulkanologi og Seismologi.

/files/21469/=ud_a_239355.mp3?revision=1

nuée ardente, (fr. 'glødende sky'), ash-flow, pyroklastisk sky, eng. ignimbrite, en op til 1000 °C varm sky af aske og komprimeret gas, som under et vulkanudbrud trænger frem af krateret eller af en revne i vulkankeglen og derefter med stor fart rutscher ned ad vulkanens side med voldsomme ødelæggelser til følge.

En pyroklastisk sky kan udspyes af vulkaner, som via magmatisk differentiation har opnået en meget sur sammensætning, dvs. indholdet af SO2 i den flydende magma er højt, hvilket betyder, at magmaet bliver meget tyktflydende og dermed kan forårsage meget voldsomme udbrud. Skyen består af en blanding af gasser, aske, dråber af smeltet lava kaldet vulkanske bomber og fragmenter af de sten, som udgør vulkanens vægge. Undervejs udvider den komprimerede gas sig eksplosivt. Aske, lava og sten hvirvles op i skyen, og der skabes herved en turbulent masse tungere end luft og næsten uden intern friktion. Denne masse, der ofte har form som en sort sky med en glødende front, kan ved tyngdekraftens hjælp nå hastigheder over 100 km/h.

Under et udbrud i vulkanen Mont Pelée på Martinique i 1902 opstod en nuée ardente, som på få minutter gled ned ad vulkanen og ind over hovedstaden St. Pierre, hvor den dræbte alle byens 30.000 indbyggere. En tilsvarende nuée ardente ramte i august 1997 byen Plymouth på den caribiske ø Montserrat. Byens indbyggere var evakueret inden udbruddet, men byen er i dag ubeboelig.

Den sammenkittede bjergart, der dannes af aflejringer fra en nuée ardente, kaldes for ignimbrit.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Filer

FilTilføjet af 
 ud_a_239355.mp3 (10.37 kB)

Ingen beskrivelse

Admin

01/02/2009

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
15/10/2009
Oprindelig forfatter
PoHLa
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki