parabener, gruppe af kemiske stoffer, estere af 4-hydroxybenzoesyre (p-hydroxybenzoesyre), der anvendes som konserveringsmidler i kosmetiske produkter og fødevarer for dels at undgå vækst af svampe og bakterier, dels at undgå nedbrydning af produktet. Der findes seks parabener: methylparaben, ethylparaben, propylparaben, butylparaben, isopropylparaben og isobutylparaben. De har E-numrene E214-219. I fødevarer anvendes de i bl.a. snacks, slik og postej.
Der har været meget usikkerhed og debat om, hvorvidt brugen af parabener er skadelig. Det er vigtigt at skelne mellem de forskellige parabener.
Nogle af parabenerne (propylparaben, butylparaben og isobutylparaben) er mistænkt for at være hormonforstyrrende; dog er de anvendte koncentrationer langt fra dem, der i dyreforsøg har vist sig at give forstyrrelser. Stofferne er under observation.
Andre af parabenerne har været under mistanke for at være allergifremkaldende, men det har vist sig, at allergi over for parabener forekommer yderst sjældent.
Parabener har også være nævnt i forbindelse med udvikling af brystkræft, men der er ikke videnskabeligt grundlag for dette.
Parabener har været anvendt som konserveringsmidler siden 1940'erne og er blandt de bedst undersøgte tilsætningsstoffer. Miljøstyrelsen, Astma-Allergi Danmark og Miljømærkesekretariatet Ecolabel vurderer methylparaben og ethylparaben som helt sikre at anvende.
Læs mere om parabener hos Astma-Allergi Danmark
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki