guld (teknisk fremstilling og anvendelse)

© Marianne Voldstedlund

Guld. I cellebiologien benyttes ganske små guldpartikler til at lokalisere proteiner ved elektronmikroskopi. Ved immuno-guldmærkning hæftes antistof til overfladen af guldpartikler, som derved bindes til det specifikke protein, som antistoffet er rettet mod. Tv. vises indersiden af en fedtcellemembran. Guldpartiklerne ses som ensartede, sorte punkter med en diameter på ca. 5 nm. De er bundet til proteinet caveolin, som sidder i en bestemt type indbugtninger i cellens overflademembran, caveolae, der ses som lyse, runde legemer. Caveolaes funktion er ukendt, men de findes hos mange celletyper og har været genstand for intensive videnskabelige studier i 1990'erne. Ensartede guldpartikler kan laves ved behandling af et guldsalt med et reduktionsmiddel; størrelsen bestemmes af reaktionsomstændigheder, fx temperatur og koncentration af saltet samt reduktionsmidlets art. Guldpartikler bruges også til at give guldrubinglas den dybe og varme røde farve. Det ca. 20 cm høje blæste lågbæger (th.) er fra før 1689 og opbevares på Rosenborg.

Guld fremstilles helt overvejende ud fra mineraler, hvori guldet findes som små klumper eller korn af gedigent metal indlejret i faste bjergarter eller i flodsand, som er forvitrede bjergarter. Fra flodsandet kan guld vaskes eller slæmmes ud, idet dets høje densitet gør det forholdsvis let at skylle de andre, meget lettere mineraler bort.

På denne måde er guld udvundet fra de tidligste tider, og vaskning spiller fremdeles en betydelig rolle. Det meste guld kommer dog i dag fra miner, hvor guldmalm brydes, knuses og formales, hvorefter udvaskning af større metalkorn kan komme på tale. Ellers udtrækkes guld fra den knuste malm med kviksølv eller oftest med en cyanidopløsning. Da både kviksølv og cyanider er meget giftige, efterforskes alternative midler til udtrækning af guldet, fx ad bioteknologisk vej.

Mineproduktionen af guld androg i perioden 1996-2006 ca. 2500 ton/år. Inden da var der sket en fordobling af produktionen fra ca. 1980, ved at mange nye lande blev guldproducerende. Tilbage i 1970 producerede Sydafrika to tredjedele af verdens guldproduktion; i 2006 var andelen faldet til ca. 11%.

Det naturligt forekommende guld er næsten altid blandet (forurenet) med sølv og kobber, som både gør metallet stærkere og gør det lettere at smelte i primitive ovne. Undertiden er også andre metaller til stede som urenheder. I reglen er guldindholdet 85-95%, og efter udvinding raffineres det meste til finguld ved elektrolyse, ad kemisk vej med klor eller ved opløsning i kongevand og genudfældning.

Den høje guldpris gør det rentabelt at udvinde guld af meget magre malme, af tidligere kasseret affald fra minerne og af guldholdigt affald, selv hvor guld kun er til stede som urenhed (fx i gammelt sølv) eller som overfladebelægning på andre metaller eller keramik. En stigende mængde guld genvindes fra affald og skrot, bl.a. fra elektronikskrot, som indeholder forgyldte kontakter. Elektrolyse spiller også her en stor rolle til udskillelse og raffinering af guldet, men der findes ikke pålidelig statistik over omfanget af genvindingen.

Uanset oprindelsen udtrykkes gulds renhed (finholdighed, lødighed) i promille, som stemples i guldsmedeprodukter. Finguld holder mere end 999,5‰. For smykkeguld anvendes også enheden karat (kt), dvs. 24.-dele, således at finguld er 24 kt, mens det meget brugte 14 kt guld indeholder 585‰ rent guld. Også 18 og 10 kt guld er almindelige smykkelegeringer med lødighed henholdsvis 750 og 415‰. Resten er som regel kobber, der giver legeringen en varm, gylden farve: "rødt guld". Med tilskud af andre legeringsbestanddele som sølv, nikkel og zink kan man lave gult og grønt guld og det såkaldte hvidguld, der bruges som erstatning for platin. Den ringeste guldlegering, som må stemples, er 8 kt. Det er en kobberlegering med kun 330‰ guld, hvilket medfører, at den har tabt det meste af guldets ædelhed og bl.a. er sårbar for spændingskorrosion. Legeringerne har større hårdhed og slidstyrke end det rene guld, men er kemisk set mindre bestandige.

Af guldproduktionen anvendes størstedelen til smykker og kunstgenstande, se guldsmedekunst. Desuden har guld været anvendt til mønter og som nationalt og internationalt værdimål pga. dets holdbarhed, delelighed, sjældenhed og ringe vægt i forhold til værdien, se mønt og guldfod. Omkring en tredjedel af guldet går til tekniske formål: tandguld og industrielle anvendelser, som især er baseret på metallets bestandighed mod anløbning og kemiske angreb. Det er sjældent nødvendigt at bruge massivt guld eller guldlegeringer. Belægninger af guld (forgyldninger) beskytter det underliggende materiale og bevarer en dekorativ, korrosionsbestandig og blank, metallisk overflade gennem lang tid, hvilket udnyttes i så forskellige produkter som kemisk apparatur, reflektorer, bølgeledere, elektriske og elektroniske kontakter.

Forgyldning fremstilles ved påføring af guldblik, der er hamret ud til ca. 0,0001 mm tykkelse (se bladguld og forgyldning), eller — i større tykkelser — ved lueforgyldning eller elektrolytisk forgyldning. Elektroplettering er nu den mest benyttede metode til teknisk forgyldning, bl.a. på elektriske kontaktoverflader; der bruges cyanidbade af samme type som til raffinering af guld (se plettering).

Læs mere om guld.