uran

uran, (efter planeten Uranus), grundstof nr. 92; atomtegn U. Uran, der er et af actiniderne, er et sølvhvidt tungmetal. Det er et af de tungeste metaller, der kendes, det er smedeligt, strækbart og lidt blødere end stål, og det er svagt paramagnetisk. I atmosfærisk luft overtrækkes det af et gråt lag af uranoxid (U₃O₈). I meget findelt form bryder det i brand ved kontakt med luften og reagerer med vand under udvikling af hydrogen og dannelse af uranoxid. Uran kan opløses i salpetersyre under dannelse af uranylnitrat (UO₂(NO₃)₂).

Der kendes 19 uranisotoper, som alle er radioaktive. I naturen findes isotoper med nukleontal 234 (0,006%), 235 (0,71%) og 238 (99,28%). De har forholdsvis lange halveringstider, hhv. 245.000, 0,704 mia. og 4,46 mia. år. ²³⁵U og ²³⁸U er første led i radioaktive henfaldsserier, som afsluttes med stabilt bly, hhv. ²⁰⁷Pb og ²⁰⁶Pb; man regner med, at disse isotoper har været til stede, siden Jorden blev dannet. ²³³U er femte led i en henfaldsserie, der er indledt med ²⁴¹Pu, og som slutter ved ²⁰⁹Bi. Der er en meget lille mængde plutonium i alle uranmineraler, og ²³³U er løbende blevet dannet, efter at Jorden opstod.

Adskillelse af naturligt forekommende uran i isotoper er kompliceret. Det gøres ved at omdanne uran til uranhexafluorid (UF₆), som allerede ved 56 °C er en gas, og udnytte den lille masseforskel (²³⁵UF₆ er ca. 1% lettere end ²³⁸UF₆). Ved elektromagnetisk separation (se massespektroskopi) kan isotoperne skilles, men udbyttet er ringe. Større mængder kan delvis separeres ved en kombineret centrifuge- og diffusionsteknik. Beriget uran er uran med mere end 0,71% ²³⁵U. Forarmet (depleteret) uran er uran med under 0,71% ²³⁵U.