keramik (Danmark)

Forhistorisk tid

Den tidligste danske keramik er fra den sene del af Ertebølle-kulturen, ca. 4600-3900 f.Kr. Det er ret grov keramik i form af store kogekar med spids bund til at bore ned i ildstedets gløder og små ovale skåle, der formodentlig blev brugt som spæklamper. Med landbrugets indførelse i Danmark omkring 3900 f.Kr. fik keramikhåndværket en stor opblomstring med fremkomsten af tragtbægerkulturen, der har navn efter sin mest almindelige lerkartype med rundet bug og tragtformet hals. Den blev fremstillet både i små versioner, antagelig drikkebægre, og store kar, der viser tegn på at have været brugt som kogekar. Ved siden af disse brugskar fremstilledes en lang række mere rituelle karformer, i begyndelsen især flaskeformer, senere fodskåle, skåle med skulder og små hængekar. De rituelle kar, der undertiden er ornamenteret med et øjemotiv, ser ud til at have spillet en væsentlig rolle i datidens religion og træffes især i forbindelse med dysser og jættestuer eller på store samlingspladser som fx Sarupanlægget på Sydvestfyn.

Omkring 2800 f.Kr. klingede tragtbægerkulturen ud, og keramikken mistede meget af sin rituelle betydning. De næste 400 år, i stridsøksekulturen, fremstilledes især simpel bopladskeramik, men også nogle små smukke kar, der ofte er fundet som gravgaver. Et gravfund ved Beddinge i Skåne, hvor to kvinder var begravet med både smukke lerkar og et redskab til keramikfremstilling, antyder, at det i hvert fald på denne tid var kvinder, der fremstillede keramikken.

Fra senneolitisk tid og ældre bronzealder kendes kun meget grov og simpel brugskeramik. De finere kars rolle ser ud til at være blevet overtaget af små barkspande og trækar, som kendes fra egekistegrave fra ældre bronzealder. Der skete dog en funktionel forbedring af keramikken, idet den undertiden fik en særlig overfladebehandling, beklaskning, hvor man smurte karsiden med en grov lergrød med småsten. Der dannedes derved en ru overflade, som gjorde det lettere at få greb om karret.

I yngre bronzealder, fra omkring 1000 f.Kr., blev kvalitet og formforråd gradvis øget, og man har fundet både forskellige dobbeltkoniske krukker, åbne skåle og sikar. Med indførelsen af brandgravsskikken fik keramikken en ny funktion som urne for de døde. Som regel brugte man husholdningskar, men man har også fundet ansigtskar med modellerede øjenbrynsbuer, øjne og næse, og husurner med antydet dør, lavet specielt som gravurner. Disse urnetyper afspejler kontakt til det nordlige Polen.

Keramikken fra begyndelsen af jernalderen ligner den yngre bronzealders, men i slutningen af førromersk jernalder, omkring Kristi fødsel, fik pottemagerkunsten i Danmark en ny opblomstring. Ud over den simple brugskeramik fremstilledes nu også en finere bordvare, især store fade, mere eller mindre lukkede krukker og små krus (hankekar) i elegante former, lavet af tyndt og fint magret gods. Det var kraftigt glittet og ofte brændt, så det fik en skinnende sort overflade. Dekorationen bestod af kannelurer, indridsede geometriske mønstre og små stempelmærker. Kulturelle forskelle landsdelene imellem afspejles i keramikken.

I løbet af den senere del af romersk jernalder begyndte trækar og drikkehorn med og uden metalbeslag, importerede metalkar, glas og importeret romersk keramik (terra sigillata) at fortrænge den hjemlige keramik i de rigeste grave, og keramikkens kvalitet blev gradvis ringere. I germansk jernalder (ca. 400-800 e.Kr.) ser det ud til, at den fine keramik blev helt udkonkurreret, og på periodens bopladser har man kun fundet simple brugskar. Den første drejede keramik fra Danmark er fundet i Ribe i lag, der dateres til 725-760.

© Kunstindustrimuseet/Ole Woldbye

Keramik. Fad af brændt og glaseret ler med indridset dekoration, udført af Thorvald Bindesbøll på Københavns Lervarefabrik i Valby 1899; Kunstindustrimuseet. Bindesbøll nåede i 1880'erne frem til en fri ornamental stil, der kom til fuld udfoldelse i 1890'erne. Hans fantasifulde mønstre udfoldede sig især på fade og store krukker og betegnede et nybrud, der viste vej til 1900-t.s abstrakte kunst.

Vikingetid og middelalder

Vikingetidens keramik betegner et lavpunkt, hvad angår fremstillingsteknik, formgivning og kartyper. Genstandene er i reglen plumpt opbygget i hånden med tykke vægge og er brændt ved lave temperaturer, hvilket gør godset porøst og skrøbeligt. Det stærkt begrænsede antal karformer spænder fra små skåle over større urneformede opbevaringskar til spandformede kar. Læs videre om dansk keramik ivikingetid og middelalder.

1700- og 1800-tallet

Ved siden af det mere håndværksmæssigt bearbejdede lertøj til husholdningsbrug udvikledes fra 1700-t. en dansk keramik, der indtil slutningen af 1800-t. i store træk fulgte den europæiske udvikling. Læs videre om dansk keramik i 1700- og 1800-t.

1900-tallet

Dansk keramikhistorie har i 1900-t. været præget af flere hovedtendenser, der har udviklet sig stadig mere markant i forhold til hinanden. Indtil slutningen af 1800-t. blev keramikken overvejende anskuet og behandlet under ét; som brændt ler enten anvendt til brugsgenstande eller som skitsemateriale til mere skulpturelle værker... Læs videre om dansk keramik i 1900-t.

Læs også om keramikkens historie, om islamisk keramik eller om keramik generelt.