Irving Langmuir

Irving Langmuir, 31.1.1881-16.8.1957, amerikansk kemiker og ingeniør, som i 1932 modtog nobelprisen i kemi for undersøgelser af overfladers egenskaber. I 1901 blev han ansat ved General Electrics forskningscenter i Schenectady ved New York og forblev der i de næste 41 år. I 1911 opfandt han Langmuirfaklen, med hvilken en meget høj temperatur (6000 °C) opnås ved dannelsen af brint (H₂) af hydrogenatomer (H), og i 1916 en kviksølvpumpe, der blev anvendt i udviklingen af elektronrøret. I 1915 indførte han en beskrivelse af, hvorledes fremmede atomer og molekyler hæftes på en overflade (Langmuirs adsorptions-isoterm). 1919-21 udviklede han sammen med G.N. Lewis Lewis' & Langmuirs oktetregel, som fortsat benyttes ved beskrivelse af, hvorledes atomer hænger sammen i molekyler. Langmuir forskede i elektriske udladninger i gasser; det var ham, der opfandt ordet plasma. Et kemisk tidsskrift er opkaldt efter ham, og i anerkendelse af hans talent som bjergbestiger fik et bjerg i Alaska navnet Mount Langmuir (2636 m).