Akkreditering. Dansk Akkrediterings officielle logo.
akkreditering, som regel statslig anerkendelse af visse virksomheders kompetence og uvildighed med det formål at fremme tilliden til deres ydelser. Fx kan man sikre tilliden til et produkt, som afprøves i ét land og derefter eksporteres, ved akkreditering af det laboratorium, der afprøver produktet.
Behovet for akkreditering forstærkedes i 1970'erne i takt med, at verdenshandelen steg, og underleverancer fra ét land til et andet blev mere almindelige. Da de enkelte landes statslige laboratorier blev overbelastede, kunne akkreditering af ikke-statslige laboratorier garantere for afprøvningens kvalitet.
| Ordet akkreditering er afledt af fransk accrediter af latin ad- 'til' og credere 'tro' |
Ved etableringen af EF's indre marked i 1993 var der i Europa skabt et netværk af akkrediteringsordninger, således at afprøvninger af varer og serviceydelser blev unødvendige hos modtagerlandet. Også lande som Australien, New Zealand og Sydafrika havde indført akkreditering. Samtlige ordninger bygger på et fælles grundlag, der er beskrevet i internationale og europæiske standarder (ISO og EN).
I praksis bedømmer og bekræfter et akkrediteringsorgan ansøgeres uvildighed. I Danmark har industriministeren ansvaret for akkreditering, der indførtes ved oprettelsen af Statens Tekniske Prøvenævn i 1973. Indtil 1990 var der udstedt 150 akkrediteringer til laboratorier. Fra 1991 har Dansk Akkreditering (DANAK) under Erhvervsfremme Styrelsen været akkrediteringsorgan.
I 1990'erne gennemgik akkreditering en udvikling mod et mere generelt koncept. Fagligt blev akkrediteringen til laboratorieprøvning inklusiv kalibrering, certificering af systemer og produkter, inspektion samlet i nationale akkrediteringsordninger samt miljøledelse, i Danmark fortsat DANAK.
De nationale ordninger samledes i regionale organisationer, i Europa således European Accreditation, som bl.a. påtog sig at sikre et tilfredsstillende fagligt niveau for de organer, der er medunderskrivere af de gensidige anerkendelsesaftaler.
Endvidere dannedes de globale organisationer IAF (International Accreditation Forum) og ILAC (International Laboratory Accreditation Cooperation), der i stigende grad baserede deres koordinering på globale standarder som fx ISO 17.025 for laboratorier. Mottoet for denne samordning til støtte for den globale handel er: "Én gang certificeret; accepteret overalt". Se også certificering.
Inden for uddannelsesområdet bruges akkreditering dels til at godkende nye uddannelser og institutioner, dels til efterfølgende at sikre, at disse til enhver tid lever op til på forhånd fastlagte standarder. I USA er akkreditering blevet anvendt i mere end hundrede år som reguleringsinstrument, og efter amerikansk forbillede anvender en række lande nu akkreditering i styringen af også uddannelsessektoren.
Den stigende udbredelse af akkreditering inden for dette område skal ses i sammenhæng med globaliseringen af de videregående uddannelser. Denne udvikling stiller krav om, at kvaliteten af uddannelser i international sammenhæng er sammenlignelig og gennemskuelig.
EU udtrykker dette krav i den såkaldte Bologna-proces, og lande som Tyskland, Holland og Norge vil nu akkreditere deres uddannelser for at sikre dels en højere grad af transparens, dels international anerkendelse af uddannelserne. I Danmark, hvor der endnu ikke findes et akkrediteringssystem, bliver uddannelsernes kvalitetsniveau sikret gennem bekendtgørelser og Danmarks Evalueringsinstitut.
Inden for sundhedsvidenskab foretages akkreditering ved, at et almindeligvis uafhængigt organ vurderer en sundhedsorganisation med henblik på en afgørelse af, om den lever op til et sæt af fastlagte standarder. Formålet er at sikre og udvikle kvalitet i sundhedsvæsenet (se kvalitetssikring).
Det bedst kendte akkrediteringssystem er udviklet i USA og har efterhånden bredt sig til en række andre industrialiserede lande. Den amerikanske model blev først anvendt i Danmark på sygehusene inden for Hovedstadens Sygehusfællesskab i 2002 efter en længere forudgående proces. Nogle af de anvendte standarder, som benyttes i det amerikanske system, er ikke umiddelbart relevante i Danmark, mens andre savnes.
Der er derfor indledt et samarbejde mellem Amtsrådsforeningen, Hovedstadens Sygehusfællesskab og statslige sundhedsmyndigheder om udarbejdelse af et dansk akkrediteringssystem, som også kan anvendes ved international evaluering. Systemet kan tillige tænkes udbredt til almen lægepraksis og plejeinstitutioner.
En række danske laboratorier, også i sundhedsvæsenet, har fået gennemgået procedurer, materialer, personale mv. for at opnå en internationalt anerkendt certificering.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
| Fil | Tilføjet af | |
|---|---|---|
| [+] 254505.801.svg (5.16 kB) Akkreditering. Dansk Akkrediterings officielle logo. | Admin 04/02/2009 |
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki