Apollonios fra Perge, ca. 262 f.Kr.-ca. 190 f.Kr., græsk matematiker fra Lilleasien, uddannet hos Euklids efterfølgere i Alexandria og ven af Eudemos og kong Attalos i Pergamon.
Af Apollonios' hovedværk Keglesnit (ca. 200 f.Kr.) er kun bog 1-4 bevaret på græsk; 5-7 kendes i arabisk oversættelse, og bog 8 er tabt. Keglesnitslæren, som udvikledes af Menaichmos, Euklid og Archimedes, var en lære om rette kegler, frembragt ved rotation af en retvinklet trekant om den ene katete; en sådan kegle har en ret, stump eller spids topvinkel, og til hver type hører et karakteristisk plant snit. Med Apollonios blev teorien mere almen; han navngav de tre snit parabel, hyperbel og ellipse efter hver sit karakteristiske fladeanlæg, og han viste, at et snit i en skæv kegle med cirkulær basis er identisk med et snit i en omdrejningskegle. Som den første behandlede Apollonios begge hyperblens grene, og hans forbedrede teori satte ham i stand til at konstruere normaler til alle tre keglesnit.
Blandt Apollonios' tabte værker er en afhandling om epicykler som forklaringsmodeller til planetbevægelserne og en afhandling om det såkaldte Apollonios' problem.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki