Archimedes

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Archimedes, ca. 287-212 f.Kr., græsk matematiker, fysiker og tekniker.

Bortset fra et studieophold i Alexandria hos Euklids efterfølgere tilbragte Archimedes hele sit liv i nær tilknytning til kong Hieron 2.s hof i sin fødeby Syrakus på Sicilien, hvor han ifølge Plutarchs (ca. 46-120) Marcellus blev dræbt, da romerne indtog byen.

Om Archimedes' tekniske virksomhed findes kun spredte overleverede oplysninger, men hans opfindelse af bl.a. taljen, skruen uden ende (Archimedes' skrue) og det vandløfteapparat, der kaldes Archimedes' snegl, har fået varig betydning for teknologien. Hans kastemaskiner og andre militære konstruktioner er derimod gået i glemme sammen med hans mekaniske planetarium til anskueliggørelse af Solens, Månens og planeternes bevægelser. Archimedes' talrige værker behandlede både den rene og den anvendte matematik. Mange er dog gået tabt, bl.a. en bog om optik, mens andre kun kendes fra middelalderlige arabiske oversættelser, der næppe alle er autentiske. Archimedes' ubestridte ry som en af historiens bedste matematikere hviler derfor på en række værker, som med uvæsentlige ændringer stadig foreligger i den græske grundtekst. I skriftet Sandregneren beskriver Archimedes et nyt astronomisk måleinstrument, hvormed han konstaterer, at Solens tilsyneladende diameter og dermed dens afstand fra Jorden varierer i årets løb; dette fik stor betydning for udviklingen af den teoretiske astronomi.

Skriftet har derudover hovedsagelig interesse af to grunde. For det første er det hovedkilden til det heliocentriske verdensbillede, der skitseredes af Archimedes' samtidige, Aristarchos fra Samos. For det andet viser Archimedes, at det er matematisk muligt at udtrykke selv uhyre store tal (som fx antallet af sandkorn, der ville fylde et kugleformet univers med diameteren 10.000.000.000 stadier), selvom det græske sprog ikke havde ord for tal større end en myriade (= 10.000).

I det lille skrift Kvægproblemet behandles et såkaldt diofantisk problem vedrørende de mulige værdier af otte ubekendte, for hvilke der gælder ni betingelsesligninger.

Archimedes' matematiske geni kommer dog bedst til udtryk i en række afhandlinger, der behandler vanskelige og hidtil uløste problemer vedrørende arealer og omkredse af krumlinede figurer eller overflader. Her benytter Archimedes med stort snilde forskellige varianter af den fra Eudoxos hidrørende exhaustionsmetode, der gradvis udfylder eller omslutter fx en cirkel med en succession af polygoner (hvis arealer findes ved velkendte metoder). I skriftet Om cirkelmåling fører dette til, at cirklens areal er π∙r2, hvor r er radius og π et tal (forholdet mellem omkreds og diameter) liggende mellem 31/7 og 310/71. I Om parablens kvadratur bestemmes på lignende vis arealet af et parabelafsnit, mens Om kuglen og cylinderen viser en række smukke sætninger om rumfang af kuglen, keglen og cylinderen. Flere resultater af samme art beskrives i skriftet Om konoider og sfæroider, mens afhandlingen Om spiraler undersøger den kurve, der nu kaldes Archimedes' spiral. Se også Archimedes' lov.

I 1906 genfandt filologen J.L. Heiberg i Konstantinopel Archimedes' skrift Om metoden, der røber, at nogle af de her nævnte resultater først blev fundet ved en "mekanisk metode", før de mere stringente matematiske beviser blev udformet. Baggrunden herfor er bogen Om plane figurers ligevægt, der fremstiller ligevægtslæren (statikken) i en strengt aksiomatisk form og bl.a. giver et teoretisk bevis for vægtstangsreglen. I et følgende skrift Om legemer, der flyder (på vand) anvendes Archimedes' princip som udgangspunkt for meget avancerede undersøgelser af mulige ligevægtsstillinger, bl.a. af en omdrejningsparaboloide. Tilsammen udgør disse to skrifter kimen til den matematiske fysik og begyndelsen til en særlig "archimedisk tradition" i naturbeskrivelsen, karakteriseret ved bestræbelser på direkte at finde matematiske relationer mellem naturens fænomener, uden forudgående metafysiske overvejelser om deres mulige årsager.

Denne tradition fik ny næring i 1100-t. takket være latinske oversættelser af en række archimedisk inspirerede skrifter af arabisk herkomst. Den fik fastere grund under fødderne i 1269, da dominikaneren Wilhelm af Moerbeke (ca. 1220-85) oversatte hovedparten af Archimedes' værker direkte fra græsk med vigtige fremskridt for den teoretiske mekanik i 1300-t. til følge. En senere oversættelse af Federigo Commandino (1509-75) i 1558 fik stor betydning som inspiration for Galilei.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
09/09/2009
BlochP
08/09/2009
Redaktionen
18/05/2009
Oprindelig forfatter
OPed
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki