Perspektiv.
perspektiv, (af mlat. perspectivum, af lat. perspicere 'se igennem', af per- og specere 'se'), afbildning af rumlige (tredimensionale) figurer på en flade, så det todimensionale billede giver en illusion af rumlighed. Specielt anvendes begrebet om den afbildningsform, der fremkommer ved at benytte en centralprojektion til afbildningen. Metoder til at skabe dybde i et billede vha. farvelægning kaldes også perspektiv, hvorfor perspektiv opnået ved centralprojektion somme tider kaldes linearperspektiv. Nogle bruger centralperspektiv synonymt med centralprojektion, mens andre reserverer det til den specielle situation (også kaldet frontperspektiv), hvor billedplanen er lodret, og de dominerende retninger i billedet er den lodrette og to vandrette, henholdsvis parallel med og vinkelret på billedplanen.
Perspektiv anvendes også som betegnelse for andre former for rumgengivelse: Med parallelperspektiv afbildes parallelle linjer i rummet også som parallelle i billedplanen (se parallelprojektion), mens de parallelle linjer ved omvendt perspektiv synes at udgå fra et punkt i billedrummets forgrund. Værdiperspektiv (betydningsperspektiv) er en fremstillingsform, hvor motivets vigtigste personer eller genstande afbildes større end andre, uanset placering i rummet. Disse afbildningsmåder var almindelige i billedkunsten før renæssancen. Luftperspektivet blev også dyrket i denne periode og i tiden derefter; for at skabe dybde i landskabsbilleder gengiver man her baggrunden let sløret eller i lyse, ofte blå eller violette farvetoner.
Perspektiv indgår endvidere i forbindelser som fugleperspektiv og frøperspektiv i betydningerne set fra oven og set fra neden.
© Scala
Giotto. Udsmykningen fra ca. 1305 af Scrovegnifamiliens kapel i Padova er et hovedværk i den italienske malerkunst. Væggene er dækket af billeder, der skildrer situationer fra Jesu og Marias liv; på bagvæggen under bueslaget ses Marias bebudelse.
I antik græsk og romersk kunst anvendtes en gengivelse af rum med stor illusionsvirkning. I middelalderen videreførtes nogle af disse rumkonstruktioner, og i senmiddelalderen udvikledes nye metoder til rumillusion, i 1300-t. fx hos Giotto og brødrene Lorenzetti. Disse former for rumgengivelse kan opfattes som forformer til perspektivet, som konstrueredes for første gang af den florentinske arkitekt Filippo Brunelleschi i begyndelsen af 1400-t.
Han malede to billeder af bygninger i Firenze, der begge er gået tabt, men perspektivets konstruktion kendes fra humanisten Leon Battista Albertis beskrivelse i De Pictura/Della Pittura (1435/36, Om Maleriet). Hvorledes denne konstruktion har fundet sin matematiske form, får man et indtryk af i Piero della Francescas bog De Prospectiva Pingendi (Om perspektivet i maleriet). Piero forklarer, hvorledes konstruktionen kan forbindes med en euklidisk forståelse af synsprocessens natur. Perspektivet blev ret hurtigt omsat i praksis, både i Italien og nord for Alperne. Perspektivet anvendtes og udvikledes af de italienske kunstnere Masaccio, Donatello, Paolo Uccello, Piero della Francesca og Andrea Mantegna.
© Scala
Renæssancen. Rafael Marias trolovelse; maleri, 1504. Brera, Milano. Ligesom i Pietro Peruginos 20 år ældre maleri Jesus overdrager nøglerne til apostlen Peter er forgrundens figurgruppe med Maria og Josef placeret i et perspektivisk opbygget rum. De formindskede figurer i baggrunden antyder størrelsen på den kuppeldækkede centralbygning, renæssancens ideal, som også Bramante og Leonardo da Vinci beskæftigede sig med i årene omkring 1500. Midt på bygningen har Rafael signeret og dateret sit værk.
Masaccios fresko Treenigheden fra ca. 1427 i kirken Santa Maria Novella i Firenze betragtes som det første maleri med et korrekt perspektiv; her er hovedpunktet placeret omtrent i en beskuers øjenhøjde. Omkring 1500 arbejdede især Leonardo da Vinci, Pietro Perugino, Rafael og Baldassare Peruzzi med perspektivets udvikling. Disse tidlige perspektiver er alle frontperspektiver. Der blev udgivet flere bøger om perspektivets konstruktion, i 1500-t. af bl.a. Albrecht Dürer (1525 og 1528), hvor det for første gang vises, hvorledes skygger tegnes i perspektiv. Arkitekten Sebastiano Serlio udgav forlæg til perspektivisk udformede scenedekorationer til teatre, som i slutningen af 1500-t. videreudvikledes af Andrea Palladio og Vincenzo Scamozzi.
I 1600-t. videreudvikledes perspektivets teori, og dette fik betydning for bl.a. en række illusionistiske loftsmalerier i kirker og paladser af Pietro da Cortona og Andrea Pozzo mfl. samt for interiørbilleder fra hollandske borgerhuse og kirker af Pieter Saenredam og Emanuel de Witte.
Den danske maler C.W. Eckersberg beskæftigede sig indgående med perspektivet og udgav Forsøg til en Veiledning i Anvendelse af Perspektivlæren for unge Malere (1833) og Linearperspektiven, anvendt paa Malerkunsten (1841). Perspektivet levede videre i kunsten, også efter fotografiets opdagelse (fotografisk afbildede rum er alle centralprojektioner). Det anvendtes af bl.a. naturalismens malere og impressionisterne, men mistede sin dominans i 1900-t.s kunst. Som rumkonstruktion anvendes perspektivet stadig af bl.a. billedkunstnere, arkitekter, designere og ingeniører, fx i mange former for computerbaserede billeder. Se også rum.
Indtil slutningen af 1500-t. var det fortrinsvis kunstnere og arkitekter, der beskæftigede sig med perspektiv. Det matematiske grundlag for forståelsen af perspektivkonstruktioner blev skabt af den italienske videnskabsmand Guidobaldo del Monte (1545-1607). I 1600 udgav han sin perspektivlære, der som det mest epokegørende indeholder teorien om forsvindingspunkter, og hvorledes billedet af rette linjer bestemmes (se perspektivisk afbildning). I hhv. 1715 og 1759 udvidede matematikeren Brook Taylor og naturforskeren J.H. Lambert teorien til også at omfatte afbildning af planer.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Perspektiv. Øverst et frontperspektiv (ofte kaldet centralperspektiv), hvor beskueren står foran et rum, hvis sider er parallelle med eller vinkelrette på billedplanen. Lodrette og vandrette linjer, som er parallelle med billedplanen, fx i rummets bageste væg, afbildes også som lodrette og vandrette linjer. Vandrette linjer, som står vinkelret på billedplanen, fx sidevæggenes skæringslinjer med loftet, afbildes derimod som linjer, der ved forlængelse skærer hinanden i et punkt, forsvindingspunktet (F), på horisontlinjen; ved frontperspektiv falder forsvindingspunktet sammen med det såkaldte hovedpunkt (H), det punkt i billedplanen, der er vinkelret ud for beskuerens øje (øjepunktet). Nederst ses et skråperspektiv (X-perspektiv), hvor motivets vandrette linjer hverken står vinkelret på eller er parallelle med billedplanen. Disse linjer afbildes således, at deres forlængelser skærer hinanden i to (evt. flere) forsvindingspunkter (F1 og F2) på horisontlinjen.
Perspektiv. Øverst et frontperspektiv (ofte kaldet centralperspektiv), hvor beskueren står foran et rum, hvis sider er parallelle med eller vinkelrette på billedplanen. Lodrette og vandrette linjer, som er parallelle med billedplanen, fx i rummets bageste væg, afbildes også som lodrette og vandrette linjer. Vandrette linjer, som står vinkelret på billedplanen, fx sidevæggenes skæringslinjer med loftet, afbildes derimod som linjer, der ved forlængelse skærer hinanden i et punkt, forsvindingspunktet (F), på horisontlinjen; ved frontperspektiv falder forsvindingspunktet sammen med det såkaldte hovedpunkt (H), det punkt i billedplanen, der er vinkelret ud for beskuerens øje (øjepunktet). Nederst ses et skråperspektiv (X-perspektiv), hvor motivets vandrette linjer hverken står vinkelret på eller er parallelle med billedplanen. Disse linjer afbildes således, at deres forlængelser skærer hinanden i to (evt. flere) forsvindingspunkter (F1 og F2) på horisontlinjen.
Viser 2 af 2 billeder | Tilbage til billedgalleri
| Fil | Tilføjet af | |
|---|---|---|
| [+] 309448381.801.svg (7.28 kB) Perspektiv. | Admin 05/02/2009 | |
| [+] 434073.801.svg (8.39 kB)
| Admin 05/02/2009 | |
| [+] 435420.801.svg (40.31 kB) Perspektiv. Øverst et frontperspektiv (ofte kaldet centralperspektiv), hvor beskueren står foran et rum, hvis sider er parallelle med eller vinkelrette på billedplanen. Lodrette og vandrette linjer, som er parallelle med billedplanen, fx i rummets bageste væg, afbildes også som lodrette og vandrette linjer. Vandrette linjer, som står vinkelret på billedplanen, fx sidevæggenes skæringslinjer med loftet, afbildes derimod som linjer, der ved forlængelse skærer hinanden i et punkt, forsvindingspunktet (F), på horisontlinjen; ved frontperspektiv falder forsvindingspunktet sammen med det såkaldte hovedpunkt (H), det punkt i billedplanen, der er vinkelret ud for beskuerens øje (øjepunktet). Nederst ses et skråperspektiv (X-perspektiv), hvor motivets vandrette linjer hverken står vinkelret på eller er parallelle med billedplanen. Disse linjer afbildes således, at deres forlængelser skærer hinanden i to (evt. flere) forsvindingspunkter (F1 og F2) på horisontlinjen. | Admin 05/02/2009 |
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki