perspektiv

Historie.

© Scala

Giotto. Udsmykningen fra ca. 1305 af Scrovegnifamiliens kapel i Padova er et hovedværk i den italienske malerkunst. Væggene er dækket af billeder, der skildrer situationer fra Jesu og Marias liv; på bagvæggen under bueslaget ses Marias bebudelse.

I antik græsk og romersk kunst anvendtes en gengivelse af rum med stor illusionsvirkning. I middelalderen videreførtes nogle af disse rumkonstruktioner, og i senmiddelalderen udvikledes nye metoder til rumillusion, i 1300-t. fx hos Giotto og brødrene Lorenzetti. Disse former for rumgengivelse kan opfattes som forformer til perspektivet, som konstrueredes for første gang af den florentinske arkitekt Filippo Brunelleschi i begyndelsen af 1400-t.

Han malede to billeder af bygninger i Firenze, der begge er gået tabt, men perspektivets konstruktion kendes fra humanisten Leon Battista Albertis beskrivelse i De Pictura/Della Pittura (1435/36, Om Maleriet). Hvorledes denne konstruktion har fundet sin matematiske form, får man et indtryk af i Piero della Francescas bog De Prospectiva Pingendi (Om perspektivet i maleriet). Piero forklarer, hvorledes konstruktionen kan forbindes med en euklidisk forståelse af synsprocessens natur. Perspektivet blev ret hurtigt omsat i praksis, både i Italien og nord for Alperne. Perspektivet anvendtes og udvikledes af de italienske kunstnere Masaccio, Donatello, Paolo Uccello, Piero della Francesca og Andrea Mantegna.

© Scala

Renæssancen. Rafael Marias trolovelse; maleri, 1504. Brera, Milano. Ligesom i Pietro Peruginos 20 år ældre maleri Jesus overdrager nøglerne til apostlen Peter er forgrundens figurgruppe med Maria og Josef placeret i et perspektivisk opbygget rum. De formindskede figurer i baggrunden antyder størrelsen på den kuppeldækkede centralbygning, renæssancens ideal, som også Bramante og Leonardo da Vinci beskæftigede sig med i årene omkring 1500. Midt på bygningen har Rafael signeret og dateret sit værk.

Masaccios fresko Treenigheden fra ca. 1427 i kirken Santa Maria Novella i Firenze betragtes som det første maleri med et korrekt perspektiv; her er hovedpunktet placeret omtrent i en beskuers øjenhøjde. Omkring 1500 arbejdede især Leonardo da Vinci, Pietro Perugino, Rafael og Baldassare Peruzzi med perspektivets udvikling. Disse tidlige perspektiver er alle frontperspektiver. Der blev udgivet flere bøger om perspektivets konstruktion, i 1500-t. af bl.a. Albrecht Dürer (1525 og 1528), hvor det for første gang vises, hvorledes skygger tegnes i perspektiv. Arkitekten Sebastiano Serlio udgav forlæg til perspektivisk udformede scenedekorationer til teatre, som i slutningen af 1500-t. videreudvikledes af Andrea Palladio og Vincenzo Scamozzi. 

I 1600-t. videreudvikledes perspektivets teori, og dette fik betydning for bl.a. en række illusionistiske loftsmalerier i kirker og paladser af Pietro da Cortona og Andrea Pozzo mfl. samt for interiørbilleder fra hollandske borgerhuse og kirker af Pieter Saenredam og Emanuel de Witte.

Den danske maler C.W. Eckersberg beskæftigede sig indgående med perspektivet og udgav Forsøg til en Veiledning i Anvendelse af Perspektivlæren for unge Malere (1833) og Linearperspektiven, anvendt paa Malerkunsten (1841). Perspektivet levede videre i kunsten, også efter fotografiets opdagelse (fotografisk afbildede rum er alle centralprojektioner). Det anvendtes af bl.a. naturalismens malere og impressionisterne, men mistede sin dominans i 1900-t.s kunst. Som rumkonstruktion anvendes perspektivet stadig af bl.a. billedkunstnere, arkitekter, designere og ingeniører, fx i mange former for computerbaserede billeder. Se også rum.

Indtil slutningen af 1500-t. var det fortrinsvis kunstnere og arkitekter, der beskæftigede sig med perspektiv. Det matematiske grundlag for forståelsen af perspektivkonstruktioner blev skabt af den italienske videnskabsmand Guidobaldo del Monte (1545-1607). I 1600 udgav han sin perspektivlære, der som det mest epokegørende indeholder teorien om forsvindingspunkter, og hvorledes billedet af rette linjer bestemmes (se perspektivisk afbildning). I hhv. 1715 og 1759 udvidede matematikeren Brook Taylor og naturforskeren J.H. Lambert teorien til også at omfatte afbildning af planer.