beton

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

beton, (af fr. béton, af lat. bitumen 'jordbeg'), kunstig sten hovedsagelig bestående af sand og småsten limet sammen med en pasta af cement og vand. For at forbedre pastaens egenskaber tilsættes ofte mindre mængder flyveaske, mikrosilica og luftindblandende eller vandreducerende tilsætningsstoffer.

Beton er et almindeligt anvendt byggemateriale, og ordet indgår i en række produktbetegnelser som betonelementer, letbeton, fabriksbeton (færdigblandet beton) og betonvarer (fliser, belægningssten, rør m.m.). Ordet bruges af teknikere også i forbindelse med andre bindemidler end cement, fx asfaltbeton.

Sand og småsten kaldes tilslag og udgør ca. 3/4 af betonen. Beton kan fremstilles næsten overalt på Jorden af lokale tilslag og cement produceret på store centrale anlæg.

Tilslagsmaterialerne skal blot tilsættes cement og vand for efter blanding at danne den friske beton, der er en grå, grødagtig masse, der lader sig udstøbe i en form. Beton hærdner og opnår styrke, ved at cementen hydratiserer, dvs. reagerer med vand og under varmeudvikling danner et bindemiddel, der sammenlimer tilslaget. Bindemidlet dannes ved en kemisk reaktion, der kan foregå uden til- eller afgang af luft, hvorfor beton kan hærdne under vand. Efter hærdningen er beton uopløselig i vand og derfor holdbar i dette. Beton binder af — begynder at få styrke — nogle timer efter blandingen især afhængigt af cementtypen og typen af tilsætningsstoffer. Hærdningen sker på ca. en måned afhængigt af cementtypen og temperaturen. Beton lader sig kun vanskeligt forme eller bearbejde efter hærdning og da kun ved boring og skæring med specialværktøj forsynet med diamant- eller hårdmetalskær.

Beton bruges i dag til næsten alle slags bygge- og anlægsprojekter, som regel i kombination med andre materialer. På nogle betonkonstruktioner er betonen synlig og udnyttes arkitektonisk, men beton bruges også meget til skjulte konstruktionsdele. Beton anvendes, hvor kombinationen af bæreevne, lydisolering og brandmodstand er ønsket, og hvor vægten er uden betydning eller endog er en fordel af hensyn til vindstabiliteten. Til haller vil beton være i konkurrence med stål og træ, og ved spænd over 30-40 m bliver den store egenvægt en ulempe. Betons store slidstyrke og stivhed benyttes ved fremstilling af belægninger som fx veje, gulve, belægningssten og fliser. Anlægskonstruktioner som havne og mindre broer udføres næsten altid i beton, da vægten her er en fordel af hensyn til stabiliteten. Beton bruges også til afløbsrør, hvor stivhed, styrke og bestandighed over for almindeligt spildevand udnyttes. Desuden fremstilles betonvarer som stolper, pæle og blomsterkummer.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
04/02/2009
Oprindelig forfatter
CM-P
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki