mørtel

Inden for murerfaget

bruges mørtel til at sammenbinde mursten eller pudse uden på mursten. Muremørtel fremstilles af sand, vand og læsket kalk (kalkmørtel) og er siden middelalderen det traditionelt anvendte produkt. Hærdningen sker ved, at det vand, der er optaget under læskningen, afgives under optagelse af kuldioxid fra luften, hvorved der dannes calciumcarbonat (kalk). Kalkmørtler kræver derfor luftadgang for at kunne hærde.

I dag anvendes oftest kalkcementmørtler, tidligere ofte kaldet bastardmørtler, hvor bindemidlet er en blanding af kalk og cement, eller murcementmørtler, hvor bindemidlet er en specialcement. Muremørtler fremstillet af almindelig cement uden kalk er vanskelige at arbejde med og anvendes derfor kun, når særlig høj styrke er krævet. Da cements hærdning foregår uden tilgang af luft, kan cementmørtler anvendes, hvor der ikke kan tilføres luft, fx under vand.

Muremørtel leveres til byggepladsen som tørmørtel, der kun skal tilsættes vand, eller som vådmørtel. Tørmørtel kan indeholde cement, da sandet er ovntørret og derfor helt uden fugtighed. Vådmørtel indeholder ikke cement, hvorfor vådmørtel kan være en kalkmørtel, der kan anvendes direkte eller opblandes med cement på byggepladsen.

I betonteknologien

bruges betegnelsen mørtel om en beton til et specielt formål, hvor den lille kornstørrelse er ønskelig. Det kan være slidlagsmørtler til afretning af en ujævn betonoverflade, understopningsmørtler til at understøtte betonelementer eller reparationsmørtler til at reparere huller og støbefejl. Desuden anvendes til reparationsarbejder mørtler tilsat klæbeforbedrende stoffer eller mørtler, hvor bindemidlet er et kunststof som epoxy eller akryl. Herved kan opnås meget korte hærdetider.

Inden for betonteknologien betegner mørtel også den del af en betonmasse, der har en kornstørrelse på 4 mm eller mindre. Hvis en betonblanding indeholder en forholdsvis stor del af dette materiale i forhold til stenmængden, betegnes betonen således som mørtelrig.