lueforgyldning

lueforgyldning, metode til at belægge metalgenstande med et tyndt lag guld. Metoden egner sig bedst til bronze- og kobbergenstande, men kan også anvendes på sølv og jern, der så i reglen først må forsynes med et dæklag af kobber, for at belægningen kan få den rette gyldne tone.

Fremgangsmåden er beskrevet af middelalderens og renæssancens forfattere, bl.a. Theophilus og Cellini. En pasta af guldamalgam blev fremstillet ved at opløse glødende guldblik i 300 °C varmt kviksølv. Efter afkøling æltedes massen i en stenmorter under tilsætning af kogsalt og vand, hvorpå den filtreredes ved presning gennem et vaskeskind af semsgarvet gemse- eller gedeskind (chamois). Tilbage i skindet blev et amalgam af ca. ¹/₃ guld og ²/₃ kviksølv. Bronzegenstanden rengjordes omhyggeligt ved skuring og bejdsning med vinsten, alun eller eddike. Derpå påførtes amalgamet vha. en messingbørste, og genstanden opvarmedes til ca. 700 °C, hvorved det meste kviksølv fordampede. Guldet blev tilbage som et brunligt, porøst lag, der måtte efterbehandles ved polering med stål eller blodsten. Guldlagets tykkelse var beskeden, 0,001-0,002 mm.

Metoden var farlig, og guldsmedene forsøgte at beskytte sig mod kviksølvdampene ved at binde gennemsigtige svineblærer for ansigtet eller ved at arbejde ved en herd med godt aftræk. Alternativet var at arbejde med bladguld, som dog regnedes for en ringere kvalitet.

I Skandinavien kendes lueforgyldte genstande fra vikingetid og middelalder, ikke mindst fra kirkesølv. Der kunne være tale om fuld dækning på kar og smykker eller delvis dækning af dekorative detaljer på fx et ciseleret sølvbæger. Lueforgyldningen kan identificeres ved de små kviksølvrester, der altid findes. Det største nutidige lueforgyldte arbejde i Danmark er gåsen på Gåsetårnet i Vordingborg, udført af Bent Exner i 1971 i forbindelse med tårnets restaurering.