chok

chok, (af fr. choc 'stød, konflikt', germ. ord, jf. eng. shock 'stød'), udtrykket kan dels henvise til en fysisk tilstand (se kredsløbschok (shock)), dels en psykisk tilstand, der kan vise sig som sløvhed, forvirring, handlingslammelse og uklar tankegang.

Når et chok er forårsaget af udefra kommende fysiske påvirkninger som fx høje lyde, voldsomme synsindtryk, mekanisk vold etc., reagerer individet med en reflekshandling i form af afværgebevægelser og flugt.

En psykisk choktilstand af længere varighed ses ofte at indtræde efter tab af væsentlige dele af individets samlede livskvalitet. Det kan dreje sig om en nærtstående persons død eller alvorlig sygdom, men også tab af arbejde, social status — eller af personlig værdighed. Volds- og voldtægtsofre, ofre for trafikulykker eller katastrofer udviser meget tit symptomer på chok.

Choktilstanden er den første fase i en krise, hvis efterfølgende faser kan vise sig i form af depression, skyldfølelse og aggression — og i svære tilfælde en total benægtelse af det skete. Det chokramte individ kan have svært ved at huske, ved at tænke klart og logisk, har stærke humørsvingninger, er støjoverfølsom og har vanskeligheder ved at foretage sig flere ting på samme tid. Ubehandlet kan et chok vare længe og kan virke højst invaliderende på et menneskes hele tilværelse.

Den psykologiske behandling af chok bør iværksættes så hurtigt som muligt efter den udløsende hændelse. Den består fortrinsvis af samtaler, hvor terapeuten ud over indlevelse og støtte forsøger at bearbejde den chokramtes skyldfølelse, vrede og eventuelle fejlfortolkninger af årsager. En sådan kriseterapi bør endvidere være intensiv og uden lange pauser mellem behandlingerne.