chok

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

chok, (af fr. choc 'stød, konflikt', germ. ord, jf. eng. shock 'stød'), udtrykket kan dels henvise til en fysisk tilstand (se kredsløbschok (shock)), dels en psykisk tilstand, der kan vise sig som sløvhed, forvirring, handlingslammelse og uklar tankegang.

Når et chok er forårsaget af udefra kommende fysiske påvirkninger som fx høje lyde, voldsomme synsindtryk, mekanisk vold etc., reagerer individet med en reflekshandling i form af afværgebevægelser og flugt.

En psykisk choktilstand af længere varighed ses ofte at indtræde efter tab af væsentlige dele af individets samlede livskvalitet. Det kan dreje sig om en nærtstående persons død eller alvorlig sygdom, men også tab af arbejde, social status — eller af personlig værdighed. Volds- og voldtægtsofre, ofre for trafikulykker eller katastrofer udviser meget tit symptomer på chok.

Choktilstanden er den første fase i en krise, hvis efterfølgende faser kan vise sig i form af depression, skyldfølelse og aggression — og i svære tilfælde en total benægtelse af det skete. Det chokramte individ kan have svært ved at huske, ved at tænke klart og logisk, har stærke humørsvingninger, er støjoverfølsom og har vanskeligheder ved at foretage sig flere ting på samme tid. Ubehandlet kan et chok vare længe og kan virke højst invaliderende på et menneskes hele tilværelse.

Den psykologiske behandling af chok bør iværksættes så hurtigt som muligt efter den udløsende hændelse. Den består fortrinsvis af samtaler, hvor terapeuten ud over indlevelse og støtte forsøger at bearbejde den chokramtes skyldfølelse, vrede og eventuelle fejlfortolkninger af årsager. En sådan kriseterapi bør endvidere være intensiv og uden lange pauser mellem behandlingerne.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
29/01/2009
Ekspert
MKB
Oprindelig forfatter
NBAn
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki