intelligens

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Intelligens. S.I. modellen er opstillet af den amerikanske psykolog J.P. Guilford. Den omfatter tre dimensioner: indhold, produkt og operation. Hver af disse dimensioner er igen opdelt i en række delfunktioner. Den viste model giver i alt 120 intellektuelle funktioner. Ved at bruge et stort antal forskellige prøver kunne han påvise de fleste af de forskellige funktioner. Siden teorien kom frem i 1967, er antallet øget til langt flere end 120.

intelligens, udtryk om potentialet for eller kompetencen til fx problemløsning, tænkning og det at tilegne sig ny viden.

I dagligsproget bruges en lang række ord mere eller mindre synonymt med intelligens: anlæg, begavelse, evner, fornuft, forstand, talent, visdom.

Begrebets historie

Ordet intelligens kom ind i de europæiske sprog fra latin i 1300-t. og blev hurtigt et almindeligt udtryk til karakteristik af mere eller mindre begavede mennesker.

De intelligente var især de læsekyndige og regnekyndige, der blev hårdt brug for i byerne i forbindelse med fremvæksten af handel, håndværk og produktion.

Sidst i 1700-t. forsøgte den franske læge Franz Joseph Gall at måle menneskers egenskaber og personlighed. Metoden, der blev kaldt frenologi, bestod i måling af kraniets størrelse og de små buler, der kunne iagttages på kraniets overflade.

Ordet intelligens kommer af latin intelligentia 'indsigt'; evnen til at opfatte, begribe, forstå.

Han antog, at der var sammenhæng mellem bestemte egenskaber, særligt udviklede hjerneområder og de spor, udviklingen afsatte på kraniets yderside.

Teorien holdt imidlertid ikke. I midten af 1800-t. forsøgte den britiske psykolog Francis Galton at måle forskelle på menneskers evner ved at undersøge slægter med særligt begavede mænd.

Han antog, at genialitet var arvelig og gik videre fra fædre til sønner. Galton brugte statistik til behandling af måleresultaterne. Han blev grundlæggeren af differentialpsykologi, studiet af individuelle forskelle, og psykometri, måling af psykiske egenskaber.

Først med Binet-Simons intelligensprøver (Binetprøven) blev intelligensen for alvor sat på formel. Psykologen Alfred Binet og psykiateren Théodore Simon (1873-1961) konstruerede i begyndelsen af 1900-t. verdens første intelligensprøver på bestilling fra det parisiske skolevæsen. Prøverne skulle bruges til at skille de "tunge" fra de "dovne" og uopdragne børn.

Prøverne, der kom i 1905, viste sig yderst anvendelige til formålet. De blev derfor hurtigt kendt i det øvrige Europa og i USA. I Danmark blev de pga. 1. Verdenskrig først oversat og standardiseret sidst i 1920'erne og udkom i 1930.

Intelligensmåling

Binet og Simon antog, at intelligensen vokser med alderen, at der er et intelligenstrin, der er normalt for hvert alderstrin, og at intelligensen er en enhed, der viser sig på alle livsområder, og som derfor bedst måles ved at bruge mange forskellige slags opgaver.

Den tyske psykolog William Stern (1871-1938) fandt i 1916 på at omregne intelligensprøvens resultat til en intelligenskvotient (IK) ved at dividere intelligensalderen med levealderen og multiplicere med 100.

Normalfordelingen eller "den klokkeformede kurve" er kommet til at spille en stor rolle i psykometrien. Det har været antaget, at stort set alle fysiske og psykiske forhold og egenskaber fra naturens side er normalfordelte.

Intelligens. Klokkekurven viser fordelingen af intelligenskvotienterne ved undersøgelse af store grupper. Middeltallet er beregnet til IK 100 med lave præstationer til venstre og høje præstationer til højre. 23 af de undersøgte er beregnet til at ligge mellem IK 85 og IK 115, så de passer ind i en normalfordeling eller gaussisk fordeling, som den også kaldes. IK beregnes ved prøver, der bygger på antagelsen om, at der findes en generel intelligens, der kan bruges på alle livets områder. Prøverne laves, så der kun bliver få personer med meget lave og meget høje resultater.

Derfor har også intelligens siden de første intelligensprøvers fremkomst været regnet som i princippet normalfordelt. Man har derfor tilpasset prøveresultaterne fra de undersøgte grupper (populationer) til den statistiske normalfordeling, uanset om de indsamlede prøvedata lignede normalfordelingen.

Normalfordelingen har været og er stadig brugt som grundlag for at beskrive forskelle på intelligens i en befolkning. Menneskeheden har således været sat på formel med fx idioter (IK 0-20), imbecile (IK 20-50), debile (IK 50-70), sinker/svagtbegavede (IK 70-90), middelbegavede (IK 90-110) og så de velbegavede, de højtbegavede og genierne med stadigt højere IK. Den internationale diagnoseliste fra 1990'erne, ICD-10, inden for psykiatrien bruger fortsat denne form for opdeling.

Nyere teorier afviser normalfordelingen som et hensigtsmæssigt statistisk fundament for intelligensforskning.

Intelligensprøvens indhold

De store intelligensprøver, som fx Binetprøven, består som nævnt af mange og vidt forskellige opgaver, så man tester et bredt område af præstationer. Imidlertid samler delprøverne sig for 80 procents vedkommende i to områder: Opgaver, der kræver verbalt-sproglig kunnen, og opgaver, der kræver logisk-matematisk kunnen.

De resterende 20 procent omhandler områder som fx hukommelse og billediagttagelse. Intelligens målt med en sådan intelligensprøve udgør kun en begrænset del af menneskets kognitive eller intellektuelle potentialer.

Disse "omnibusprøver", som de kaldes, passer dog godt til skolens indhold, der også for ca. 80 procents vedkommende handler om det verbalt-sproglige og det logisk-matematiske.

Ved siden af disse store intelligensprøver findes mange forskellige prøver, der bruges til undersøgelse af afgrænsede kognitive eller intellektuelle funktioner.

Det er ofte den slags prøver, der bruges, når man skal tilrettelægge hjælp og optræning for mennesker, der er blevet ramt af hjerneskader.

Intelligensteorier

Binet og Simon antog, at intelligensen var en enhed, der var udmålt i større eller mindre portioner i befolkningen. Denne antagelse blev i 1920'erne udbygget af den britiske psykolog Charles Edward Spearman med teorien om, at intelligensen udgøres af en generel faktor (g-faktor) og en række specifikke faktorer (s-faktorer). Han byggede sin teori på statistiske modeller med korrelationsberegninger og faktoranalyse.

Næsten samtidig fremkom den amerikanske psykolog Louis Leon Thurstone med en teori om, at intelligensen udgøres af en række primære evner, der nærmest er sideordnede: deduktiv tænkning, induktiv tænkning, hukommelse, talforståelse, perceptuelt tempo, spatial evne, verbal forståelse og sprogligt tempo. Også Thurstone brugte faktoranalyse til at udskille sine prøveresultater i "klumper", men nåede altså til andre fund end kollegaen Spearman.

Intelligens. Frenologisk hoved lavet på grundlag af Franz Joseph Galls teori om, at det var muligt at måle en persons evner, egenskaber og karakter på kraniets yderside.

Der er mange flere teorier end de to nævnte, men billedet af intelligensteoriernes historie samler sig i de to grundlæggende anskuelser: At intelligens kan beskrives som en generel faktor, og at intelligens kan beskrives som opdelt i en række faktorer eller intelligenser.

Siden 1980'erne har det sidste synspunkt været fremherskende internationalt. Amerikanske psykologer taler ofte om intelligensens modularisering, dvs. opsplitning i en række intelligenser.

Fx opererer den amerikanske psykolog Howard Gardner med otte intelligenser: verbal-sproglig intelligens, logisk-matematisk intelligens, intelligens for musik, intelligens for det spatiale, intelligens for naturen, intelligens for det kropsligt-kinæstetiske, intelligens for det personlige indre, intelligens for den personlige omverden samt intelligens for det eksistentielle som en mulig niende intelligens.

Det fremhæves ofte blandt forskere på området, at intelligens eller intelligenser skal studeres og forstås kontekstuelt, dvs. i folks hverdag eller kontekst og ikke i prøvelokaler. Intelligens udfolder sig kun fuldt ud i samspillet med andre i vores dagligdag.

Amerikanske teorier fra 1990'erne udvider intelligensbegrebet til at omfatte de relationer, vi har med andre mennesker og arbejdsopgaver i vores tilværelse.

Denne såkaldte distribuerede intelligens er således ikke noget, den enkelte person har som egenskaber inden i sig, men udgøres af personens ydre relationer, især til andre mennesker.

Intelligensprøver som magtfaktor

Blandt sociologisk orienterede psykologer peger man på, at den opfattelse, at intelligensen er generel, medfødt og uforanderlig, er blevet brugt til undertrykkelse af socialt dårligtstillede befolkningsgrupper.

Der publiceres stadig undersøgelser, der søger at påvise, at sorte er mindre intelligente end hvide, og at såkaldt højtbegavede ikke møder forståelse og hensyntagen i skolen og samfundet. Dette kan opfattes som forsøg på at begrunde og legitimere sociale forskelle.

Brugen af intelligensprøver

I Danmark prøves unge mænd, der indkaldes til session, med en gruppe-intelligensprøve, BPP, som en del af egnethedsvurderingen. Ved personaleudvælgelse, fx af ledere, anvendes i et vist omfang både intelligens- og personlighedsundersøgelser.

Derudover bruges intelligensprøver især i forbindelse med individuel undersøgelse af børn og voksne, der har betydelige psykiske problemer eller indlæringsvanskeligheder. Kun en mindre del af befolkningen kommer derfor til selv at møde intelligensprøver.

Anderledes er det i fx USA, hvor normale elever i skolen gentagne gange i deres skoleforløb bliver undersøgt med gruppeintelligensprøver. I USA bruges disse prøveresultater til afgørelser om skoleforløb eller klasseplacering.

I Danmark fik vi i 1930 den danske version af Binet-Simons intelligensprøver. Den danske Binetprøve fik et langt liv og er først udgået i 1960'erne, hvor den blev afløst af den danske version af en amerikansk prøve, WISC.

I 1990'erne er WISC-prøven blevet afløst af en ny prøve, kaldet DEP, dansk evneprøve, der bygger på en engelsk og en amerikansk prøve. Med den nye danske prøve, DEP, er udregning af IK afskaffet. I stedet opstiller man en profil, dvs. en oversigt over stærke, middel og svage områder, på grundlag af en række forskellige delprøver.

Læs også om intelligens hos dyr.


 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Intelligens. S.I. modellen er opstillet af den amerikanske psykolog J.P. Guilford. Den omfatter tre dimensioner: indhold, produkt og operation. Hver af disse dimensioner er igen opdelt i en række delfunktioner. Den viste model giver i alt 120 intellektuelle funktioner. Ved at bruge et stort antal forskellige prøver kunne han påvise de fleste af de forskellige funktioner. Siden teorien kom frem i 1967, er antallet øget til langt flere end 120.

© Dette billede må du ...

Intelligens. S.I. modellen er opstillet af den amerikanske psykolog J.P. Guilford. Den omfatter tre dimensioner: indhold, produkt og operation. Hver af disse dimensioner er igen opdelt i en række delfunktioner. Den viste model giver i alt 120 intellektuelle funktioner. Ved at bruge et stort antal forskellige prøver kunne han påvise de fleste af de forskellige funktioner. Siden teorien kom frem i 1967, er antallet øget til langt flere end 120.

Viser 2 af 2 billeder | Tilbage til billedgalleri

Filer

FilTilføjet af 
[+379587.801.svg (18.24 kB)

Intelligens. S.I. modellen er opstillet af den amerikanske psykolog J.P. Guilford. Den omfatter tre dimensioner: indhold, produkt og operation. Hver af disse dimensioner er igen opdelt i en række delfunktioner. Den viste model giver i alt 120 intellektuelle funktioner. Ved at bruge et stort antal forskellige prøver kunne han påvise de fleste af de forskellige funktioner. Siden teorien kom frem i 1967, er antallet øget til langt flere end 120.

Admin

05/02/2009

[+379589.801.svg (2.8 kB)

Intelligens. Klokkekurven viser fordelingen af intelligenskvotienterne ved undersøgelse af store grupper. Middeltallet er beregnet til IK 100 med lave præstationer til venstre og høje præstationer til højre. 23 af de undersøgte er beregnet til at ligge mellem IK 85 og IK 115, så de passer ind i en normalfordeling eller gaussisk fordeling, som den også kaldes. IK beregnes ved prøver, der bygger på antagelsen om, at der findes en generel intelligens, der kan bruges på alle livets områder. Prøverne laves, så der kun bliver få personer med meget lave og meget høje resultater.

Admin

05/02/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
08/06/2012
Jørn Busch Olsen
03/03/2010
Redaktionen
05/02/2009
Ekspert
MKB
Oprindelig forfatter
MoHa
31/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki