åndssvaghed

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

åndssvaghed, oligofreni, evnesvaghed, mental retardering, udviklingshæmning, mangelfuld eller forsinket udvikling af evner og funktionsniveau, som viser sig tidligt i barndommen, og som påvirker det samlede intelligensniveau (se intelligens), dvs. kognitive, sproglige, motoriske og sociale evner og færdigheder. Den fysiske og psykiske udvikling er dog i høj grad afhængig af undervisning og træning.

Til vurdering af en persons intelligens er der udviklet et stort antal psykologiske test til belysning af forskellige intellektuelle funktioner. Intellektuel udvikling under 70% af det normale betegnes herefter som mental retardering, hvilket er den internationalt brugte benævnelse. Personer med intelligenskvotient 70-85 betegnes sinker og regnes ikke længere for åndssvage. Personer med intelligenskvotient 50-69 betegnes debile, lettere mentalt retarderede, og kan lære at læse og regne og bestride simplere erhvervsopgaver. Imbecile, middelsvært mentalt retarderede, er personer med intelligenskvotient 20-49. De kan klare egen påklædning og toiletbesøg, men kan sjældent bestride erhvervsopgaver. De sværest mentalt retarderede med intelligenskvotient under 20 benævnes idioter. Som regel har de intet sprog eller kender kun få ord. De har oftest et stort plejebehov, bl.a. pga. manglende kontrol af vandladning og afføring.

Denne inddeling efter intelligenskvotient har overvejende historisk betydning; i tiltagende omfang skelnes der kun mellem lettere og sværere udviklingshæmning, idet der ved den sværere form meget ofte er ledsagehandicap, hvorfor specielle hjælpeforanstaltninger kan være nødvendige. Det kan dreje sig om spastisk lammelse, epilepsi, sansedefekter eller medfødte misdannelser, hvis behandling kan medføre betydelig bedre funktion.

Integrering

Ved nedlæggelse af Statens Åndssvageforsorg i 1980 udlagdes alle foranstaltninger for udviklingshæmmede til amter og kommuner, og siden er de fleste store, centrale boinstitutioner overgået til andre formål. Børn er hjemmeboende og undervises i normalsystemet med støtte eller i specialbørnehaver og -skoler. Voksne bor i eget hjem, i pensionater eller i bofællesskaber. De arbejder i beskyttede værksteder, har mulighed for helbredsbetinget førtidspension, og nogle finder beskæftigelse med delvis aflønning via offentlige hjælpeforanstaltninger.'

Forekomst

Forekomst af svær udviklingshæmning er ca. 0,5% i i-lande, hvor korrekte opgørelser er foretaget. Hyppigheden af lettere udviklingshæmning er højere, men vanskeligere at opgøre, da mange udviklingshæmmede er integreret i normalsystemet. I mange opgørelser ligger den mellem 0,5 og 1%.

Levetid

I de første leveår er der en overdødelighed pga. alvorlige medfødte misdannelser. Herefter er der en ubetydelig overdødelighed indtil 60-70-års-alderen, hvor dødeligheden stiger pga. infektioner eller særlige forhold for enkeltlidelser.

Årsager

Årsagsforhold bør klarlægges mhp. lægelig behandling af specifikke lidelser, gennemførelse af hensigtsmæssig pædagogisk og psykiatrisk behandling og mulighed for arvehygiejnisk rådgivning eller fosterundersøgelser. Endelig kan en specifik diagnose spille ind ved vurdering af sociale ydelser. I takt med udvikling af kromosomundersøgelser og gendiagnostik er det påvist, at mange former for udviklingshæmning hører til forskellige veldefinerede handicapgrupper. Dette har ført til dannelse af en lang række patient- og forældreforeninger, der varetager personernes specielle behov. Ca. 2/3 af tilfældene skyldes forhold før fødslen (se medfødte sygdomme), herunder genetiske stofskiftesygdomme, som oftere optræder i befolkningsgrupper med ægteskaber mellem beslægtede. Hos svært retarderede udgør kromosomsygdomme med Downs syndrom som den hyppigst forekommende op til 40%. Blandt miljøfaktorer er medfødte virussygdomme de almindeligste. Stråleskader og skader efter påvirkning med kemiske stoffer kan derimod være meget vanskelige at påvise (se fostersygdomme). Forhold omkring fødslen er vigtige, men ofte viser fødselskomplikationer sig at skyldes medfødte lidelser. I ulande vil infektioner hos nyfødte ofte være en vigtig faktor. I den tidlige barndom kan infektioner med angreb på hjernen, hjernelæsioner og drukneulykker medføre udviklingshæmning. Hos ca. 1/4 kendes årsagen ikke.

Retsstilling

Som udgangspunkt adskiller udviklingshæmmedes retsstilling sig ikke fra andre borgeres. Dog er der tale om særforanstaltninger inden for strafferetten (se nedenfor). Børn af udviklingshæmmede kan være helt normalt begavede, og sterilisation af åndssvage tillades kun efter særlige regler. 1929-67 muliggjorde dansk lovgivning tvangssterilisation af åndssvage (se eugenik).

Læs også om Åndssvageforsorgen og om betydningen af åndssvaghed inden for strafferet.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
13/11/2012
Oprindelig forfatter
BBeck
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki