vævstyper

vævstyper, grupper af genetisk betingede egenskaber (vævstypeantigener), som immunsystemet kan reagere imod ved transplantation, hvis der ikke foreligger vævstypeforligelighed (histokompatibilitet). Der kendes et stort antal forskellige vævstypesystemer. Et af disse kontrollerer de stærkest virkende antigener (Major Histocompatibility Complex, MHC).

Hos alle hvirveldyr findes MHC samt en række svagere virkende vævstypesystemer. Menneskets MHC betegnes HLA (humant leukocyt-antigen). Dette vævstypesystem kontrollerer en række forskellige HLA-molekyler, der sidder på overfladen af de fleste celler. HLA-systemet spiller en central rolle i immunsystemet. HLA-molekylernes opbygning afspejler deres biologiske funktion. Molekylerne er karakteriseret ved den såkaldte antigenbindende kløft, som binder små proteinstykker (peptider), der er dannet ved nedbrydning af større proteiner inde i cellen. HLA-molekylerne præsenterer peptiderne for T-lymfocyttens receptor (TCR). Drejer det sig om kroppens egne peptider, findes der ingen TCR, som kan reagere imod disse, fordi de pågældende T-celler er fjernet ved udviklingen af immunologisk tolerans. Ved infektion med virus danner cellen virale peptider, som bindes til HLA-molekyler, der præsenterer dem for T-lymfocytter (se immunologi (immunsystemet)). Da det drejer sig om fremmede peptider, findes der T-lymfocytter, der kan reagere imod dem. Præsentationen giver signal til T-lymfocytten om, at den skal dræbe den virusinficerede celle.

HLA-antigenernes rolle som stærke transplantationsantigener kan opfattes som en bivirkning i forhold til deres biologiske rolle ved virusinfektioner. T-lymfocytterne vil opfatte transplanterede organer, hvis celler bærer fremmede HLA-molekyler, på samme måde, som de opfatter virusinficerede celler, og derfor forsøge at dræbe dem.

HLA-vævstyper nedarves som haplotyper, dvs. tætkoblede gener, der kontrollerer hver sit HLA-molekyle. Det er menneskets mest variable genetiske system med mange tusinde forskellige HLA-typer i befolkningen, og ubeslægtede personer har næsten altid forskellige HLA-typer, hvilket tidligere havde betydning for retsgenetiske undersøgelser. Forskellene mellem HLA-molekylerne er især lokaliseret til den antigenbindende kløft, hvorfor forskellige HLA-molekyler binder forskellige peptider. HLA-vævstypesystemet bestemmer således, hvilke antigener immunsystemet har mulighed for at reagere imod.

Nogle typer HLA-molekyler medfører øget disposition for bestemte sygdomme, fx insulinkrævende sukkersyge, dissemineret sklerose, leddegigt og Bekhterevs sygdom, som alle skyldes udvikling af autoimmunitet, hvorved immunsystemet reagerer mod organismens egne væv, som ødelægges. De pågældende HLA-molekyler binder organismens egne peptider, og af ukendte grunde er der ikke opstået tolerans hos alle de T-lymfocytter, der kan reagere mod disse peptider.

G.D. Snell, J. Dausset og den amerikanske immunolog Baruj Benacerraf delte nobelprisen i fysiologi/medicin i 1980 for opdagelsen af MHC, mens den australske immunolog Peter C. Doherty og R. Zinkernagel delte prisen i 1996 for opdagelsen af MHCs biologiske funktion.